Alle er så fucking søde – og så er der lige den der ene…

Grænser er et af de store temaer på årets Roskilde festival, som under det overordnet fællestema ’Orange Together’ – blandt flere – dækker over emnet. Og grænser er i høj grad et emne, som optager Roskilde festivalgæsterne – ikke mindst i lyset af de mange debatter – som de sociale medier i kølvandet på #metoo-bevægelsen har afstedkommet det sidste års tid. De unge er derfor ikke bange for at tage bladet for munden, tale åbent og fordomsfrit om grænser, såvel som giver udtryk for oplevelser fra Roskilde festivalen, som påvirker deres grænser i en positiv såvel som negativ retning.

 

De unge udtrykker entydigt, at der er brug for at tale meget mere om grænser – hvor går de – hvor går de ikke! Sige det højt, tage dialogen for at skabe et endnu bedre socialt frirum på Roskilde.

 

At udfordre grænser udvikler os!

Der er blandt Roskildegæsterne en udbredt enighed om, at grænserne opleves anderledes på Roskilde sammenlignet med andre steder. Som en festivalgænger udtrykker det: ”De almindelige grænser ophævet og nye dannes i den sociale konstellation, som Roskilde danner rammen om”.

 

En anden festivalgæst forklarer med de her ord:

 

’Roskilde skaber det frirum, hvor grænser kan søges, udfordres og sættes på ny. Det synes jeg er både spændende, udfordrende og vildt udviklende’. Og en stor del af at være på Roskilde – er at kunne stå af hverdagens trummerum og træde ind i frirummet hvor nye og andeledes grænser hersker.

 

Det er der både en positiv og negativ side af! Det vender vi tilbage til…

 

Man kan klæde sig som man vil – uden fordømmende blikke

På den positive side, udtrykker gæsterne, at det er befriende og udfordrende at kunne klæde sig anderledes end man gør derhjemme. Eksempelvis går man ikke rundt i det offentlige rum i bikini, med mindre man er på stranden. Eller være iført et beduinkostume blandt vennerne – uden grund. ”Jeg oplever det virkeligt befriende, at kunne klæde mig i hvad man vil, uden at skulle tænke på hvad andre tænker’ fortæller en af gæsterne. På en eller anden måde, kan man prøve ting af, leve det ud, uden at nogen undrer sig.

 

Andre grænser som bliver rokket ved, er de kropslige grænser. Som et par piger fortæller, skal man vænne sig til at tisse i hegnet eller fællesbade med veninderne.

 

”Men eftersom det bare er sådan på Roskilde, så er det bare det, man gør, og så bliver det en ny norm”, fortæller en anden festivalgæst om hendes første møde med fællesbadet.

 

Min første nøgenbadning var grænseoverskridende

Endvidere er nøgenhed og relationen til ens krop også et tema som går igen, når festivalgæsterne fortæller om deres oplevelser med nye grænser på Roskilde. En ung fyr fortæller, hvordan han i en camp-challenge blev udfordret til at bade nøgen i søen, noget han ellers aldrig ville have gjort. Han gjorde det – af velvilje – vel at mærke. Og efterfølgende erfarede han, at hans grænser for egen nøgenhed blev rykket. ”Jeg tog det med hjem, og har efterfølgende tænkt, at jeg har flyttet min grænse for min egen krop, på en god måde’”.

 

Mere åbenhed i det offentlige rum

Der udtrykkes også en generel åbenhed som påvirker grænserne positivt. Eksempelvis ’taler man bare med folk, krammer folk, og er langt mere imødekommende, end man er uden for Roskilde festival’ og det er positivt udtrykker festivalgæsterne, som godt kunne ønske sig mere af det i det almindelige offentlige rum. En ung festivaldeltager reflekterer over denne forskellighed og fortæller, at han oplever, at hvis man står på en almindelig togstation og venter, har næsten alle enten høretelefoner i ørerne eller bruger deres telefoner på en eller anden måde. Kigger man rundt i på campingpladsen på Roskilde, er der en anden åbenhed, og stort set ingen forholder sig til deres telefon. Det er fedt, at grænserne bliver rykket på denne måde, at vi skal forholde os til hinanden i stedet for telefonerne, som vi normalt gør.

 

Roskildeland har egne grænser

”Jeg vender mig om. Og så giver jeg ham en flad. I dag tør jeg at sige fra”, udtaler én af de mange festivalgængere, fra Roskildes campingområde, da hun blev spurgt, om hvad hun gør, når hun fx står til en koncert, og en fyr rager hende på ballerne. Hun uddyber: ”Jeg er blevet så meget bedre til at sætte grænser. Og det er nødvendigt, fordi grænserne (for)rykker sig på Roskilde”. Både de positive. Men også de negative.

 

Flere af de unge, som vi talte med i forhold til grænseoverskridende adfærd og opførsel på Roskilde Festival mener, at der er færre konsekvenser, hvis man overskrider grænser. Det er lidt som hvid støj. Forstået på den måde, at flere festivaldeltagere gentagne gange har fået tilråb eller seksuelle bemærkninger om deres udseende, om deres tøj eller udstråling. Flere fortæller, at de næsten ”vænner sig” til det og af og til bøjer af, hvis folk er kommet lidt for tæt på, lidt for fulde, lidt for grove, lidt for sjofle eller lidt for kække med deres scorereplikker. Men det er også en del af Roskilde gamet.

Ikke ok at rate og vælte omkuld

Der var to helt gennemgående oplevelser, som de fleste pegede på, som var over grænsen:

Når en camp rater eller giver point til forbipassende festivalgængere, som et andet dommerpanel til X-Faktor eller på Roskilde dyreskueplads. Og så er der legen ”Tigermis”, som går ud på at vælte tilfældige forbipasserende gæster omkuld, når de kommer forbi en lejr. Heldigvis peger de fleste på, at det er blevet mindre af de seneste år. Dels er der kommet et forbud. Dels så er det kommet langt mere fokus på de negative opførsler på festivalen.

 

Men grænser bliver udfordret, udforsket og udvisket. På godt og ondt. Og ind imellem støder man på den ene person som går over grænsen. Det kan være nedladende eller stereotype kommentarer, at røre, gramse eller kysse fremmede uden at spørge om lov. Festivalgæsterne fortæller, om enkelte episoder de har oplevet – blandt de mange mange gode. En pige fortæller om en fyr som helt overdrevet forsøget at kysse hende uden nogen form for interaktion inden.

Men man siger fra, og de modsvarende grænser er tilsvarende ligeledes tydeligere og mere direkte ’jeg skældte nok mere ud på ham, end jeg havde gjort udenfor Rosilde’ fortæller en ung pige.

 

Der er dog en udbredt enighed om at #metoo bølgen har gjort, at der både for pigers og drenges vedkommende er et styrket fokus på at sætte grænser. Kvinderne oplever, at der er større accept af at ’være den irriterende’ som siger fra, fortæller en pige, og en fyr forklarer, at han nu er langt mere bevidst om at der reelt er den udfordring. ’Jeg blev først klar over at mange piger har prøvet at blive raget på røven, efter jeg spurgte min kæreste’ Det har givet ham en anledning til at sætte langt mere fokus på andres grænser.

 

Så ud over musikken, støvet, øllene, festerne og alt det andet som en Roskilde billet udløser, får gæsterne også en dosis selvudvikling oven i hatten, i form at nye afprøvede grænser, som styrker personligheden.

 

Fortsat god festival! Pas godt på hinanden derude.