Blog: Du kan gøre en forskel for udsatte unge

Når jeg fortæller om mit arbejde i AskovFonden, er der mange der spørger, om de ikke kan gøre noget – hjælpe, arbejde frivilligt eller bidrage med et eller andet. Det at gøre en forskel i hverdagen for andre mennesker.

Det er der faktisk. Nu har du muligheden!

Unge under 30 år er den hurtigst voksende gruppe af hjemløse i København. De står i en ekstremt sårbar situation og over for en særdeles hård periode. Julemåneden er, ud over at være en af årets koldeste, ligeledes en måned, hvor man oplever at andre samles i familien, mens ens egen ensomhed og udsathed bliver endnu tydeligere. Ofte identificerer de unge sig ikke som hjemløse og opsøger derfor sjældent eller aldrig hjælp hos de eksisterende tilbud i byen. Mange unge kalder sig sofasovere og ligner ikke de hjemløse, vi ellers ser i gadebilledet. Vi ved fra de unge vi møder, at hvis de har opsøgt de steder i byen, hvor der uddeles hjælp og gratis/billig mad til hjemløse, føler de sig ofte stigmatiserede. Det kan være en voldsom oplevelse for de unge hjemløse at komme steder, hvor hjemløsheden for mange er blevet en permanent tilstand.

AskovFonden KBH+ og Ungdommens Røde Kors har i samarbejde med Bikubenfonden nu mulighed for at servere mad til unge hjemløse i København i december måned. Vi inviterer de unge indenfor til et måltid mad. Vi vil møde dem, der hvor de er og bringe dem sammen med de andre unge, der kommer i KBH+. Erfaringen viser nemlig, at grupper med mange fællestræk har meget at sige hinanden og meget at lære hinanden.

julehjaelp-2-1024x549

Hvornår er der mad?

Klokken 18-20 mandag, onsdag og fredag i hele december måned.

Tilmeld og tjek datoerne ud her

Vi laver mad nok til at kunne bespise op til 50 unge mennesker. Derudover vil vi arrangere forskellige aktiviteter en gang om ugen, som blandt andet kan være smagsprøver på hvad der foregår i KBH+, således at de unge hjemløse bliver introduceret til mulighederne i huset samt blive en del af fællesskabet i KBH+. Maden kommer Fra Meyers Madhus, og vi vil gerne invitere civilsamfundet ind som frivillige til at bidrage med en række praktiske opgaver.

Her kommer du ind i billedet…

Du kan nemlig melde dig som frivillig og ikke bare gøre en reel forskel for de allermest udsatte unge, men også få en oplevelse for livet. Det kan give dig forståelse for, hvordan det er at leve som ungt menneske på kanten af samfundet.

Hvis du som mange andre har kalenderen fuldt booket i december måned, kan du også hjælpe ved at donere gaver til vores pakkekalender, pakker til juleaften eller måske et juletræ.

Der vil være opgaver af forskellig karakter, og vi inviterer alle til at bidrage med det, de er bedst til. Der vil være opgaver i alt fra kommunikationsopgaver til ideudvikling og afvikling.

Lykkeforskning viser, at vi bliver mere tilfredse og lykkelige, når vi gør noget for andre. Så udover at gøre en forskel for udsatte unge kan du personligt få et par point på din egen lykkeskala. Hvad venter du på?

 

Kh Helle

Helle Øbo 6/2016

Hvis du vil bidrage til at skabe en bedre julemåned for de unge hjemløse, kan du melde dig som frivillig her:

Meld dig som frivillig til mad til unge hjemløse