BLOG: Løft den sociale bundgrænse ved at investere i mennesker

Det kan altid betale sig at investere i mennesker

Min seneste blog handlede om, hvordan vi kan ændre fokus fra det reaktive (hvor vi venter med at hjælpe mennesker til det er gået galt) til det proaktive (som handler om forebyggelse og tidlig indsats). Det kan vi gøre ved hjælp af sociale investeringer, som kan betyde, at vi får flere ressourcer ind i det samlede velfærdsbudget.

Desværre var jeg åbenbart ikke skarp nok til at formidle mit budskab, for jeg skal love for, at kritikerne tog ordet i deres mund og kom med diverse antagelser om, at det betød at private skulle tjene penge på andres ulykke, at velfærden skulle udliciteres, forringes eller fortyndes, ligesom de dårlige eksempler fra plejesektoren osv. Osv.

Det kunne ikke være længere fra min intention om relationel velfærd eller rettere, for min skyld må man godt tjene penge på at investere (også i velfærd), men det er slet ikke essensen eller formålet med sociale investeringer.

 

Investeringer skal gavne udsatte

Askovfonden er en non for profit organisation, og vi skal ikke tjene penge på, det vi laver, men hjælpe flest mulige, bedst muligt. Alligevel så ser jeg det nødvendigt, at vi tør gå nye veje. Når jeg tillod mig at skrive om behovet for et mere forretningsmæssigt perspektiv på velfærd, så er det fordi jeg desværre har set alt for mange intentionelt gode indsatser, som reelt ikke har gjort den store forskel for de mennesker, som har været afhængig af at få den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt.

 

Systemets selvopholdelsesdrift

Jeg vil gå så langt til at sige, at jeg til tider har set og oplevet indsatser, som mere har handlet om en selvopholdelsesdrift hos dem der udfører det, end det har forandret de menneskers liv, som det bør handle om. Måske er det er indbygget paradoks, i det at ville hjælpe, fordi vi i vores iver for at gøre det godt, måske også kan have en tendens til at overgøre de resultater, som det vi laver skaber. Problemet er bare, at det her faktisk betyder noget, at det handler om mennesker, som har alvorligt brug for hjælp, og ikke bare hjælp, men den rigtige hjælp, på det rette tidspunkt, med den rette indsats.

 

360 graders social indsats

Et eksempel fra min egen virkelighed er, da jeg var direktør for Dialog Mod Vold og i begyndelsen kun behandlede de mennesker, som udøver volden. Her fandt vi ud af undervejs, ved hjælp af indsamling af viden, at 50 % af dem, der gik i behandling, stadig levede i de parforhold, hvor der havde været vold, og derfor skulle ofrene selvfølgelig også have et tilbud om samtaler, til at behandler de ofte voldsomme traumer, som følge af volden. Først og fremmest fordi ofrene for volden selvfølgelig skal have hjælp. Men også fordi vi fandt ud af, at de ikke opsøgte krisecentre eller andet hjælp og derfor ofte forblev traumatiseret, hvis vi ikke tog et ansvar, for at de også fik den rette hjælp. På samme måde, kunne vi se, at udøverne i de fleste tilfælde var vokset op med vold i deres oprindelige familie. Og derfor blev det også vigtigt for os at hjælpe de børn som var en del af den nuværende familie, så ikke kun fik brudt voldsspiralen her og nu, men også kunne biddrage til at forebygge, så den ikke gentager sig fra generation til generation

Det, at vi fra starten indsamlede viden gjorde, at vi fik fokus på disse problemstillinger, i vores egen behandling, så vi kunne ændre fokus og handle. Alternativt ville vi have fortsat det vi altid havde gjort, med den bedste intention, men med en formentlig ringere effekt, fordi vi ikke fik hjulpet hele familien.

 

Gode intentioner er ikke nok

Når man inviterer andre aktører ind i den sociale kontekst, så er det min klare overbevisning at vi vil blive udfordret, forstyrret og irriteret. Som min yndlingssociolog Luhmann siger: ” Så skal man forstyrres for at forandres”. Og måske er det i virkeligheden det jeg efterspørger på socialområdet. At vi bliver forstyrret, så vi ikke blot fortsætter med at handle i blinde og ud fra gode intentioner, men at vi tør åbne os op og være konstruktive for, at der er andre måder at gøre tingene på. Vi skal med andre ord fokusere på det som virker. Ikke det som vi altid har gjort eller plejer – hvis det ikke er den mest hensigtsmæssige indsats for den enkelte.

Jeg ved, at det altid kan betale sig at investere i mennesker. Men når jeg møder en ung, som har været anbragt siden sin tidlige barndom og nu som 18 årig er hjemløs, uden uddannelse og netværk, så synes jeg ikke kun at systemet eller vores velfærdsmodel har svigtet. Det er simpelthen også en dårlig økonomisk investering, at vi ikke har gjort det bedre.

Det er efter min mening en ren tilståelsessag og svigt fra systemets side, at der findes unge, som har været afhængige af vores system hele deres liv, som står i den meget sårbare og ensomme situation ikke at kende et eneste andet menneske som vil lægge hus til og være omsorgsfuld. Så har vi svigtet big time.

Hvis det kun var et menneske, ville det være sørgeligt og meget trist, men vi møder mange af den slags skæbner hver eneste dag – og så er der tale en katastrofe, når vi har eller tror vi har et velfærdssamfund som tager sig af de svageste.

 

Mennesket frem for systemet

Jeg kunne godt drømme om – uanede ressourcer og et medmenneskeligt samfund – hvor alle bliver set og mødt af mennesker og ikke systemer, der styrer alt fra indsats til den konkrete samtale med det menneske, som har så meget brug for at blive mødt – menneske til menneske.

Men i de 20 år, jeg har arbejdet med mennesker på kanten, er det desværre min erfaring at vi ikke får flere penge, men i stedet for skal lære at forvalte dem bedre. Og her kan sociale investeringer måske være en både at få tilført både kapital og andre måder at tænke på.

 

Fordi alle vinder – når ingen taber

Kh Helle

Se andre blogs fra Helle Øbo