Blog: Logikken der blev væk på vejen – Hvordan vil du selv behandles?

Min far har lært mig, at man skal behandle andre mennesker, som man selv ønsker at blive behandlet, og det er lige præcis det pejlemærke, som jeg savner i vores moderne velfærdssamfund. Et samfund som grundlæggende er bygget op omkring værdien og troen på, at det kan betale sig at investere i mennesker. At vi er afhængige af, at mennesker tager ansvar og ejerskab for deres liv for at sikre sammenhængskraften i vores samfund.

Udfordringen er, at vi med tiden har fået skabt en velfærdsmodel, hvor mennesker skal passes ind systemet, frem for at blive mødt som mennesker, der selv kan og bør være med til at finde løsningerne på deres egne problemer med fagprofessionel hjælp og støtte. Gennem tiden har jeg mødt mange mennesker, som har resigneret og givet op over for systemet og udviklet en massiv modstand mod at tage imod den nødvendige hjælp.

 

Mød mennesket hvor det er

En pige jeg aldrig glemmer, er Nana som jeg mødte for en del år siden. Hun havde været anbragt siden den tidlige barndom og havde boet 11 forskellige steder, da jeg mødte hende som 16- årig. Hun fortalte, hvordan hun gang på gang var blevet hentet af velmenende socialarbejdere og flyttet til en ny familiepleje eller et nyt opholdssted uden at få andet at vide end, at de mente, ’det var det bedste for hende’. Hun var aldrig blevet spurgt om, hvad hun drømte om, eller hvordan hun havde det med de voldsomme skift, der skete op gennem hendes barndom.

I mit første møde reagerede hun helt forventeligt med modstand og en naturlig skepsis over for mig, som var endnu en velmenende social arbejder i rækken. Hun sagde klart fra over for mine intentioner om at hjælpe. Og det var først da jeg forstod og accepterede, at hendes vej videre måtte tage afsæt i det, der var vigtigst for hende, og ikke det som jeg så som hendes største problem. Vi fandt stille og langsomt vejen ved at tale om hendes drømme for fremtiden og ikke mindst ved at bruge mange timer på bare at lytte til hendes historie uden at komme med hurtige løsningsforslag. Jeg skrev en logbog om vores samtaler, og jeg har sidenhen taget dem frem mange gange, fordi jeg i det forløb lærte noget, jeg har været optaget af lige siden, nemlig det faktum, at vi ikke kan flytte mennesker medmindre, vi møder dem, lige hvor de er med respekt for deres historie og inderste håb for fremtiden. Der finder vi den afgørende forandringsnøgle, den der aktiverer den indre motivation og det drive, som er drivkraften i den bæredygtige forandring.

 

Velfærd for mennesket – ikke for systemet

Derfor er tiden moden til opbygning af en ny form for relationsvelfærd, som er så afgørende for, at socialt arbejde får den kvalitet og den effekt, der skal være gældende for vores fremtidige velfærdssamfund.

Jeg kalder det relationsvelfærd, hvor mennesker bliver mødt én til én, med tid, tillid og troen på, at de selv skal være med til at finde deres egne løsninger. Modsat systemvelfærd hvor mennesker bliver kategoriseret og møder et system, som ofte betyder, at de skal forholde sig til mange forskellige forvaltninger og systemer, der på forhånd har defineret deres problemer og de løsninger, som skal iværksættes.

 

GODT NYTÅR – Kærlig Hilsen Helle Øbo