BLOG: SOCIALE INVESTERINGER HJÆLPER FLERE UD AF UDENFORSKAB

Hvem er det egentlig, der får noget ud af at investere i mennesker?

Kan det virkelig være rigtigt, at private investorer skal kunne tjene penge på at investere i mennesker, der er udsatte, sårbare eller på kanten af samfundet? Sådan lyder et af de spørgsmål, jeg har fået mange gange på det sidste – her på bloggen eller til konferencer og debatter på Folkemødet. Svaret er: Ja, det kan det faktisk godt.

Logikken bag sociale investeringer er først og fremmest at få skabt og udviklet sociale velfærdsløsninger, som har en effekt overfor de mennesker, de skal hjælpe. I dag bruger vi 41 milliarder på socialområdet om året i Danmark. Og – mindre end 10 procent af disse sociale indsatser har en dokumenteret effekt.

Fordi vi i Danmark ikke har haft tradition for at måle og evaluere effekten af vores sociale indsatser, har vi ikke dokumenteret viden om, hvad det er vi gør, hvorfor, hvordan og hvilke resultater, vores indsatser skaber. Dette til trods for at vi ved, at det er afgørende for mennesker, at få den rette hjælp, på det rette tidspunkt med den rette indsats.

Med andre ord – vi kaster en masse penge efter sociale indsatser i blinde! I bedste fald skaber indsatserne en positiv forandring, i værste fald bidrager indsatserne til at fastholde mennesker i udsathed.

Vi bør spørge os selv, hvorfor det tilsyneladende ikke er – og ikke har været – vigtigt nok for vores samfund at vide, hvad vi får ud af det, vi bruger så alvorligt mange penge på.

Mit bud er, at vi har glemt dialogen med dem det handler om, de udsatte og har haft for lidt fokus på hvad det egentlig er der virker, for hvem, med de konsekvenser det kan medføre.

 

Først og fremmest er mennesker, der lever i udsathed, ofte ikke dem, der blander sig mest i den offentlige debat. De bruger deres ressourcer på at holde sammen på deres liv, og har ikke de fornødne kræfter til, at sige fra, når de oplever, at de ikke får den rigtige hjælpe på det rette tidspunkt.

Derudover har vi skabt en ”syndebuk-kultur” i vores samfund. Når vi endelig hører opråb fra de udsatte, så har vi tendens til at benævne dem med Dovne Robert, fattig Carina eller andet, som gør, at de bliver hængt ud i den offentlige debat. Vi har stadig til gode at skabe vejen for den gode dialog og den vigtige viden ad den vej.

Endelig ser vi en tendens til, at der i nogle kommuner og NGO’er findes en selvopholdelsesdrift, som i praksis betyder, at selvom en indsats kan løses bedre og med større effekt, så betyder det ikke, at man automatisk flytter pengene til det der virker.

 

BØR VI IKKE TAGE UDGANGSPUNKT I DE INDSATSER, SOM – VI VED – VIRKER BEDST?

Lad os tage et konkret eksempel fra virkeligheden. Vi har gruppe unge med komplekse problemstillinger. Det er unge, som ofte er vokset op i svær udsathed og som nu står med dobbelte problemstillinger, som hjemløshed, kriminalitet, kort skolegang og forskellige risikofaktorer. Vi ved, at det ikke kun er smertefuldt og omkostningsfuldt for den enkelte, det koster også samfundet mange penge og ressourcer, hvis de ikke bliver håndteret og kommer tilbage på sporet igen.

AskovFonden har en indsats, som vi – med dokumentation – kan påvise, hjælper 40 procent i denne målgruppe tilbage i uddannelse og/eller arbejde inden for seks måneder. Sammenligner vi det med Jobcentrets resultater, så hjælper de blot ca. 14 procent i den unge målgruppe med deres indsats. Her ville det være almen sund fornuft at tale om, hvordan man enten kunne gøre mere af det, der virker, eller hvordan man kunne skalere og udbrede de forandringsnøgler, som skaber resultaterne. Eller – alternativt -at kommunen registrerede de forskellige aktørers indsatser, så vi løbende akkumulerede viden om, hvilke løsninger, som er de mest effektive. Dette også selv om konsekvensen ville være fyringer, nye arbejdsgange og grundlæggende forandringer i mange offentlige og private instanser.

Den slags sker desværre bare ikke, og selvom selvopholdelsesdriften på socialområdet er et ømtålelig emne, så er vi nødt til at tale om det. Vi har brug for en større gennemsigtighed og videndeling på området af både økonomiske og menneskelige årsager.

Som civilsamfundsaktør skal vi ikke tjene penge på det, vi laver, og ligesom da AskovFonden udviklede mødre grupperne tilbage i 1940’erne, så behøver vi ikke engang at eje løsningen eller få kredit for den, idet vores opgave er at udvikle sociale velfærdsløsninger, som kan komme flest mulige til gavn.

 

SOCIALE INVESTERINGER KAN HJÆLPE FLERE OG FOR FÆRRE PENGE

Så – hvad har alt dette med sociale investeringer at gøre? Jo, forestil dig en investor, som var villig til at investere 50 millioner i de før omtalte unge. Og at vi tog udgangspunkt i følgende:

  1. at det kan betale sig at investere i mennesker, som kommer tilbage til samfundet igen og
  2. at det rent faktisk kan give et afkast, som gør risikoen værd at tage

Her kunne de kritiske stemmer så sige, hvorfor private skal tjene penge på udsatte. Men se det her regnestykke. Hvis vi mister en ung til et liv i udenforskab, dvs. at den unge ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet, koster det samfundet 7,3 millioner kroner.

Hvis vi i stedet får en investor til at investere i en forebyggende indsats som eksempelvis koster 100.000. med et afkast på eksempelvis  4 procent, så vil det betyde en udgift på i alt 104.000.kr.

Investering:     100.000 kr.

Afkast         :      4000. kr.

I alt udgift:       104.000 kr.

Besparelse for samfundet: (7.300.000 – 104.000)kr. = 7.196.000kr

Denne besparelse kan således fremadrettet bruges til at forbedre velfærden for de mange andre mennesker, som har brug for samfundets hjælp.

Således er det altså ikke helt rigtigt, at sociale investeringer handler om, at private skal tjene penge på mennesker i udsathed. Tværtimod kan de private investorer være afgørende i forhold til at få mere fokus på forebyggelse og dokumenterede indsatser, som reelt skaber en forandring hos det enkelte menneske.

Derfor er jeg tilhænger af sociale investeringer, som en måde vi kan gøre op med det paradigme, der i dag betyder, at vi først hjælper mennesker, når det er gået galt med alt for lidt fokus på resultater og forebyggelse.

Jeg mener ikke, der er tale om et ”enten eller” i forhold til, om vi skal arbejde med sociale investeringer. Jeg er tilhænger af, at vi er åbne over for nye løsninger, der kan supplere og forbedre vores nuværende velfærdsmodel. I min optik er målet det vigtigste, nemlig at vi hjælper flest mulige ud af et liv i udenforskab, så de kan blive selvforsørgende og dermed både være og bidrage til at blive en del af fællesskabet.

 

Fordi alle vinder – Når ingen taber.

Rigtig god sommer.

Kærlig hilsen Helle Øbo

Læs flere blogs af Helle Øbo her