BLOG: Sociale Investeringer

Innovativ nytænkning i måden vi angriber forebyggelse af sociale problemer – eller en undskyldning for at snige privatiseringer på socialområdet ind ad bagvejen?

51.800 børn og unge i Danmark er ifølge Danmarks Statistik udsatte. De er dermed i risikozonen for på den lange bane at koste samfundet 7,3 millioner kroner stykket. Hvis vi antager, at 50 procent af dem ikke kommer i uddannelse eller arbejde, betyder det en samfundsmæssig omkostning på 190 milliarder. Og her er ikke medregnet de mange følgeomkostninger, der kan være med behandlinger, dyre indlæggelser og fysiske følgesygdomme, hvilket desværre ofte er en konsekvens af et liv i udenforskab.

Derfor er der brug for, at vi tør tænke nyt og gøre noget andet end det, vi plejer. Jeg ser med alvor på, at vi bliver ved med at tale om forebyggelse, men i realiteten afventer den sociale deroute, og vi gør først noget, når det er gået helt galt. Vi kan ikke være bekendt at spilde menneskelige ressourcer på den måde, og på et tidspunkt bliver det også så dyrt, at vi skal til at prioritere, hvad vi vil gøre.

Vi har brug for, at man tør tænke pro-aktivt og gå fra at se indsatser for mennesker, som en investering i stedet for en omkostning, som vi gør i dag.

Eksempelvis har jeg mødt alt for mange unge, som har ønsket at få hjælp, fordi de er væltet med stress og præstationsangst i deres uddannelsesforløb. I stedet for at møde dem med en tilgang om, at de er en ressource, som der kan tages afsæt i, mødes de af diverse forvaltninger, der ser dem som et problem, i stedet for at de har et problem. Med den rette indsats, på den rette tid, ville de kunne hjælpes hurtigt og effektivt.

Kongstanken i de nye finansieringsformer er, at man flytter risikoen ved en given investering i en social indsats væk fra den offentlige sektor, hvor den traditionelt har været, over til en privat investor, der til gengæld får udbetalt en dividende ved en succesfuldt udført indsats.

Og helt ærligt, jeg ser faktisk kun en fordel i, at man får mennesker med en business tilgang ind i den sociale sektor, som alt for mange år har været præget af mangel på viden og resultater, hvilket har haft store konsekvenser for de mennesker, der har brug for at få den rette hjælp.

For det er helt sikkert, at investorerne ikke vil investere i selv den intentionelt fineste løsning, hvis de ikke er overbevist om, at den virker, så de får deres penge igen. For at det kan ske skal man påvise, at der er en effekt af indsatsen til gavn for det enkelte menneske og hermed også for samfundets sammenhængskraft og økonomiske bundlinje.

 

Systemfejl og sammenhængskraft

Med risiko for at få hele den sociale sektor på nakken, så er det desværre min erfaring, at der findes en systemfejl i det offentlige, som er præget af, at alle tænker i en lukket økonomi. Det betyder, at en kommune ikke nødvendigvis tænker, at det giver mening at investere i en indsats, som på sigt sparer regionerne penge og omvendt. Således er der en manglende sammenhængskraft, hvor forebyggelse eller investeringer i mennesker på kanten ikke nødvendigvis foregår ud fra en betragtning om, at det vil spare hele samfundet for penge på den lange bane. I stedet sker det ud fra en superoptimering, hvor man ikke sætter mennesker i centrum, men blot fokuserer på de økonomiske gevinster i den enkelte i organisation.

Der er behov for, at vi tænker i business cases på tværs af de forskellige sektorer. Hvis vi eksempelvis kan påvise, at det kan være en god investering at forebygge genindlæggelser for psykisk sårbare med en indsats i det kommunale regi, så er det stadig værdifuldt for samfundet som helhed, selvom den økonomiske gevinst kommer regionen, som betaler for indlæggelser, til gode.

Jeg ser desværre også en tendens til, at der i nogle kommuner findes en selvopholdelsesdrift, som i praksis betyder, at selvom en indsats kan løses bedre og med større effekt af en civilsamfundsaktør, så betyder det ikke, at man automatisk flytter pengene fra kommunen og køber ind i den indsats, der virker. Dette kan måske skyldes, at man fra statens side kompenserer kommunerne for at have problemer, men man belønner dem ikke for at løse dem.

Det koster at investere i mennesker og hvis vi kun tænker på at minimere, får man aldrig maksimeret noget som helst. Sociale investeringer kan også bruges til at tænke mere langsigtet og ikke kun i fire årige valgperioder. Reelle investorer har tid nok, og det er klart, at hvis vi skal påvise, at en indsats eksempelvis forebygger tilbagefald hos en udøver, der har gået i behandling for at stoppe vold i familien, så kræver det flere år for at se, om det har den forventede effekt.

En anden væsentlig faktor, som sociale investeringer kan medføre er, at det forudsætter skarpe og tydelige resultatindikatorer, der skal udløse de penge, som en kommune eksempelvis skal betale for en indsats. Dermed vil det også være muligt at flytte fokus på en ny og bedre måde til gavn for dem, der er afhængige af at få den rigtige hjælp.

Derudover er der det afgørende perspektiv, at der åbnes der for muligheden for at tilføre risikovillig privat kapital til socialområdet. Velgørende fonde og filantropiske individer har i årevis stået for bevillinger til nye projekter og initiativer i den frivillige sektor, men muligheden for langt større og mere omfattende investeringer vil gøre det muligt for NGO’er og andre serviceleverandører at tænke mere langsigtet i de initiativer, der bliver startet og der efter ender uden forankring. Derved kan den sociale sektor potentielt målrettes mod langsigtede og bæredygtige koncepter fremfor sporadiske og kortsigtede løsninger.

De milliarder af kroner, der hvert år bruges på socialområdet, mener jeg absolut skal bruges de steder, hvor der er mest brug for det – og hvor vi får mest muligt ud af pengene. Dette skal ikke bruges som en undskyldning for kun at bruge penge, hvor man nemmest opnår effekt. Det skal derimod ses som et argument for, at alle der arbejder på socialområdet begynder at indtænke effektmåling og indsatsens bæredygtighed fra starten, således at hele feltet opnår viden om, hvad der virker, hvorfor det virker og i hvor høj grad det virker.  Sådan at vi kan bygge vores sociale indsatser på akkumuleret viden, i stedet for i dag hvor vi oftest starter forfra hver gang, der skal udvikles en indsats for en målgruppe.

Tænk, hvis en offentlig aktør, der er interesseret i en given effekt for eksempel øget beskæftigelse hos en bestemt målgruppe, aktivt kan gå ind og vælge løsninger, der har dokumenteret effekt, og samtidig spare penge sammenlignet med hvis de selv skulle udføre opgaven. Kommuner og andre offentlige aktører kan nøgternt og på et informeret grundlag opstille inklusionskriterier baseret på faktorer som effekt, bæredygtighed, økonomisk gevinst ved forebyggelse osv. Samtidig giver sociale investeringer mulighed for, at det er det initiativ, der bedst skaber forandring hos målgruppen, der vinder offentlige udbud, frem for det initiativ der har den laveste timepris.

 

Fra reaktivt til proaktivt

Grundlæggende hviler disse antagelser på tanken om, at vores velfærdssystem bliver nødt til at bevæge sig fra at være reaktivt til at være proaktivt. Som systemet er indrettet nu, reageres der først, når et menneske er kommet ind i en dårlig udvikling. Det kunne være hjemløshed, misbrug eller kriminalitet I stedet for at forebygge at mennesker ryger ud over kanten og ender i udenforskab, reagerer vi først, når det er sket. Det er mennesker, som med den rette indsats og den rette investering på det rette tidspunkt, kunne være blevet inkluderet i samfundets fællesskab og dermed gå fra et være et minus på den økonomiske bundlinje til at blive et plus for både fællesskabet og for den økonomiske bundlinje.

I stedet for kan vi vælge at invitere nogle nye aktører på banen, som eksempelvis private investorer. Og ja, de kan måske tjene noget på at investere i mennesker, men på den anden side kan det også være det, der gør, at vi for alvor får flyttet fokus fra det reaktive til det proaktive, og dermed på sigt får sparet samfundet for alvorligt mange penge, men allervigtigst, får hjulpet mennesker tilbage i samfundets fællesskab.

Jeg kunne godt se et fremtidsscenarie, hvor kommunerne løser 80 procent af de kerneydelser, de gør i dag. Det skal være for de målgrupper, som har brug for hjælp i en kort overgang, og så overlader kommunerne de resterende 20 procent, som ofte er de særligt specialiserede indsatser til andre aktører, som skal leve op til skarpe resultatindikatorer men som til gengæld kan bruge alt den nødvendige tid på de mennesker, der har så hårdt brug for hjælpen.

VI har brug for modige og innovative mennesker i den sociale sektor og med sociale investeringer, kan vi komme et stykke af vejen. Jeg kan også vende det om og sige, hvad har vi at miste? I dag gør vi det langt fra optimalt og mister alt for mange mennesker, som med den rette hjælp på det rette tidspunkt kunne blive en del af det fællesskab, vi kalder samfundet og på den måde også biddrage til den samlede bundlinje.

Helle Øbo, Adm. direktør, AskovFonden

Se flere blogs fra Helle Øbo

Konference om sociale investeringer den 24. maj