Børneopera om vold i familien: “Min far og Vrede Mand”

Hvordan taler man med børn om vold i familien? Teater ZeBU giver med forestillingen ‘Min far og Vrede Mand’ en anledning til dette. Dialog mod Vold har været med på sidelinjen med feedback og gode råd.

Teater ZeBU viser i øjeblikket børneoperaen “Min far og Vrede Mand”, der er inspireret af den norske børnebog “Sinna Mann”. Dialog mod Vold har bidraget med feedback løbende og i sidste uge deltog to af vores behandlere til en forpremiere på forestillingen. Efterfølgende var de, sammen med folkene bag forestillingen samt en 2. og 3. klasse, i dialog om hvordan man kan tale om vold med børn.

Forestillingen viser oplevelser med vold i familien fra et børneperspektiv og kan være med til at bryde tabu omkring vold, så flere børn får mulighed for at tale om oplevelser med vold. Forestillingen er perfekt for både skoleklasser og familier og kan varmt anbefales!

Se hvornår forestillingen går og bestil billetter her

Debat om “Kunst og samfund –  skal scenekunsten skildre vold mod børn til børn?”

Afdelingsleder fra Dialog mod Volds københavnerafdeling, Ulla Damgaard-Sørensen, deltager i debatarrangement i forbindelse med forestillingen mandag d. 11. april. Her har du mulighed for at høre mere og deltage i debatten om, hvorledes kunst henvendt til børn kan og skal beskæftige sig med alvorlige emner som vold i familien.

Læs mere om debatarrangementet og tilmeld dig her

Teater ZeBU skriver om “Min far og Vrede Mand”:

Min far og Vrede mand er en poetisk og eventyrlig forestilling med sang, tekst, levende nyskrevet musik og en dukke som hovedperson. En børneopera!

Det er 7-årige Dreng, der fortæller. Om far der smiler, som æbler på bordet og om mor der ler i sin fineste kjole, som en gave med sløjfe. Men også om Vrede Mand, der bor inden i far. Og når Vrede Mand bryder ud, så vil han råbe og smide ting, så de går i stykker. Så må man bare gemme sig hurtigst muligt og langt væk. Det er derfor Dreng beslutter at skrive et brev til kongen: “Kære konge. Far er vred. Er det min skyld”?

Musikken er skrevet af den tysk-islandske komponist Steingrimur Rohloff, bosiddende i København. Sammen med Reumertvinderne Marc van der Velden (instruktion) og Jesper B. Karlsen (libretto) har han ladet sig inspirere af børnebogen Vrede Mand (Sinna Mann) af den prisvindende norske forfatter Gro Dahle.

‘Det første er stemmen, den lille tone i stemmen.
Den lille spids. Stemmen snørrer og strammer.
Og der kommer hængelåse på stemmen og skarpe kanter.
Jeg er ikke vred, siger Far.
Men bag ved fars stemme er der en lukket dør’

sinna mann