Dialog mod Vold som businesscase

AskovFondens afdeling Dialog mod Vold har i samarbejde med Københavns kommune gennemført beregninger, der viser at Dialog mod Volds psykologbehandling til voldsramte familier medfører signifikante samfundsøkonomiske besparelser. Beregningerne viser, at både stat, regioner og kommuner kan opnå besparelser gennem at sætte ind med Dialog mod Volds psykologbehandling til hele den voldsramte familie.

HVORFOR?

Dialog mod Vold er sat i verden for at nedbringe antallet af børn og voksne, der er udsat for vold i nære relationer og hjælpe dem til at leve et liv fri for vold. Det gør vi gennem at tilbyde specialiseret psykologbehandling til udøvere af vold i nære relationer og deres familier.

Grundtanken er at det kun er gennem at stoppe den voldelige adfærd, at vi kan ændre de grundvilkår børn i voldsudsatte familier vokser op med.

Så hvorfor er det interessant at undersøge om Dialog mod Vold er en business case?

Dialog mod Volds direktør Susanne Magnusson forklarer det sådan: ”Dialog mod Vold tilbyder psykologbehandling til voldsramte familier. Det første vi fokuserer på er altid at stoppe den voldelige adfærd. Det gør vi for at forhindre gentagen vold og for at hjælpe og beskytte den udsatte og børnene i familien bedst muligt. Gennem at stoppe den voldelige adfærd nedbringer vi såvel de menneskelige som de økonomiske konsekvenser af volden. Analysen vi her præsenterer sætter fokus på de økonomiske konsekvenser af vores behandling”.

Du kan tilgå præsentation af analysen her.

METODE

Beregningerne er udarbejdet i samarbejde med Københavns kommune. Beregningsmodellen er udviklet til at skabe indsigt i forholdet mellem sociale indsatser og samfundsmæssige udgifter til voldsramte familier. Der er tale om såkaldte enkeltberegninger i SØM (den socialøkononiske investeringsmodel) og kommuner kan selv bruge modellen gennem at indtaste egne satser f.eks. på anbringelser, og de kan justere i de anvendte familietyper, hvis der er andre familiekonstellationer, som de møder hyppigere end dem, Dialog mod Vold har brugt som udgangspunkt.

Udgangspunktet i Dialog mod Volds model er tre analytisk generalisérbare casefamilier præget af henholdsvis moderat, middel og høj grad af vold. De samlede besparelser pr. familie ligger på mellem 140.000 kr. og 1,8 mio. kr. over en periode på 3 år.  Både kommune, region og stat opnår besparelser, når der sættes ind med Dialog mod Volds behandling.

EFFEKT

I Dialog mod Vold måler vi systematisk på effekten af vores behandling med metoden AIM. Den måler situationen før behandling, ved behandlingens afslutning og et år efter behandlingsforløbets afslutning. Et år efter afsluttet behandling, deltager alle, der har gennemført et behandlingsforløb, i spørge-/telefonundersøgelse, hvor de skal svare på om de stadig er voldsfrie. Dette siger 78% af udøverne ja til. 8 ud af 10 af udøvernes partnere bekræfter dette, hvilket svarer til at 62% af familierne har været og fortsat er voldsfrie et år efter behandlingen. Dette er en effektpå linje med eller større end de succesrater, der er i SØM. Det er denne effektrate der er regnet med i beregningerne.

PERSPEKTIV

Kort fortalt viser analysen at Dialog mod Vold er en business case. Dialog mod Vold håber at analysens resultater vil få flere kommuner til at indgå samarbejde med Dialog mod Vold om behandling. Susanne Magnusson, der præsenterede beregningerne til et møde i Folketingets Social-, Indenrigs og Børneudvalg i november, afslutter med at sige: ”Vi håber at analysen vil blive brugt både kommunalt og nationalt til at diskutere, hvordan vi mest effektivt får nedbragt antallet voldsudsatte i Danmark.”

 

Hvordan ved jeg om jeg er voldelig?

Hvordan er behandling mod vold?