DMV: Børns beskyttelse er samfundets ansvar

“Børn risikerer at leve hele deres barndom med en voldelig forælder, uden at kommunen, de bor i, har gjort noget for at stoppe volden, for eksempel gennem en behandlingsindsats.” Sådan skriver direktør i AskovFondens afdeling Dialog mod Vold Susanne Nour Magnusson i sit nyeste blogindlæg. Du kan læse hele Susannes blogindlæg her.

Børns beskyttelse er samfundets ansvar

Hele 74 procent af de 1.700 voldsudøvere, der har gennemført behandling i Dialog mod Vold, er vokset op med vold i hjemmet. Når vi møder dem i Dialog mod Vold er de blevet voksne. De har en voldelig adfærd. Bag volden gemmer sig ofte et barn der ikke blev beskyttet og ikke fik den hjælp det havde behov for. I behandlingen forsøger vi sammen med voldsudøveren at forstå, ikke for at retfærdiggøre, for vold kan aldrig retfærdiggøres; men det at forstå er første skridt til at undgå vold.

Nye tal taler sit eget sprog

12. september kom den nye årsstatistik fra Socialstyrelsen med tal om kvinder og børn på kvindekrisecentre i 2017. 54 procent af de 1.649 børn, der i 2017 fulgte med deres mor på krisecenter, havde selv været udsat for psykisk vold. 91 procent havde overværet eller overhørt vold mod mor. Endvidere viser årsstatistikken, at 21 procent af 1.649 børn var gengangere; de havde altså allerede været på krisecenter flere gange.

Årsstatistikken viser endvidere, at 38 procent af de 1.689 kvinder, der var på krisecenter i 2017, havde levet mere end fem år med vold. 13 procent i mere end ti år. Fem år er meget lang tid i et barns liv. Ti år er en hel barndom.

Kommunerne ved det

Jeg vil gerne rette opmærksomheden mod, at der er en række tilfælde, hvor kommunerne ved, at der er børn, der lever med vold, uden at der bliver fulgt op på den voldsudøvende forælder. Kommunen ved, at der er vold, når:

– En kvinde og medfølgende børn flytter på krisecenter – én eller gentagne gange.
– En kvinde anmoder kommunen om koordinerende rådgivning.
– Der er indgivet en underretning og gennemført en §50-undersøgelse, som bekræfter, at der er udøvet vold i familien.
– Der er en sag i Børnehuset, som bekræfter, at der er udøvet vold eller seksuelle overgreb i familien.

I alle disse tilfælde har kommunen kendskab til, at børn lever med vold. Kommunen har i meget få tilfælde kontakt til den voldsudøvende forælder. Samtidig fortsætter den pågældende forælder i langt de fleste af disse tilfælde med at bo sammen med og/eller have samvær med sine børn. Børnene risikerer således at leve hele deres barndom, uden at kommunen, de bor i, har gjort noget for at stoppe volden, for eksempel gennem en behandlingsindsats til den voldsudøvende forælder.

Børn har som udgangspunkt brug for begge forældre, men det er samfundets ansvar, at det er sikkert for et barn at bo og have samvær med sine forældre. Det ansvar lever vi ikke op til, hvis ikke vi forpligter kommuner på at følge op på voldsudøvende forældre. Fra Dialog mod Volds psykologfaglige perspektiv er dette den største og mest alvorlige mangel i forhold til beskyttelse af børn i den danske lovgivningsramme omkring vold i nære relationer.

Fokus på forældreskab

I Dialog mod Vold tilbyder vi et integreret psykologbehandlingstilbud til udøveren af vold i nære relationer og dennes familie. Fokus i behandlingen er på, at voldsudøveren stopper den voldelige adfærd og styrker evnen til at forstå og kommunikere følelser – sine egne såvel som andres.

Den udsatte partner og børnene får hjælp til at bearbejde de skader, volden har forvoldt. Og sidst, men ikke mindst, har behandlingen stort fokus på at styrke det fælles forældreskab, hvad enten parret er forældre sammen eller hver for sig. For 62 procent af udøvere, der har gået i behandling i Dialog mod Vold, har behandlingen en langvarig effekt.

Vive vurderede vores behandling i 2017 som den mest lovende praksis i Danmark, når det gælder børn og unge, der har været udsat for overgreb. Vi ved fra forskning og fra vores praksis, at voldelig adfærd kan stoppes, og vi ved, at det allervigtigste for at beskytte børnene – både når det gælder risikoen for selv at blive udsat for vold, og når det gælder risikoen for selv at udvikle en voldelige adfærd – er at forhindre, at de skal vokse op med en forælder, der udøver vold.

Kommunerne skal have en forpligtelse

Det ligger mig derfor stærkt på sinde at bidrage til, at vi får et samfund – og en lovgivning – der beskytter børn mod vold. Det største problem, jeg ser i forhold til beskyttelse af børn i familier, hvor der er psykisk og/eller fysisk vold, er, at den forælder, der udøver volden, går under radaren, sådan som regelrammen er i dag.

Mange forestiller sig sikkert, at kommunen følger op på begge forældre, selvom der ikke ligger en forpligtelse. Det må vi, som arbejder med voldsudøvere, konstatere, at det gør de som hovedregel ikke. Kun i tilfælde af anbringelse af barnet er kommunen i dag forpligtet på at lave en handleplan for begge forældre. Og selv her er det ikke altid, at det sker.

Der er brug for en kommunal forpligtelse (i Serviceloven) til at lave handlingsplaner for begge forældre – både den voldsudsatte og den voldudøvende – samt at sætte ind med behandling, der har fokus på det fælles forældreskab og på at stoppe volden.

Børn oplever at stå alene

Børn oplever, som det er i dag, at de står alene med ansvaret for den voldelige forælder; som de måske er bange for, måske er bekymret for; som de måske ved gør noget forkert, eller måske ved de det ikke. Der er ingen voksne eller myndigheder, der tager ansvar for den voldsudøvende forælder, så det ansvar står børnene tilbage med. Mange af disse børn er bange for at blive som deres forældre. Og vi ved fra såvel national som international forskning, at den største risikofaktor for selv at blive voldsudøver er at vokse op med vold i hjemmet. Så børnenes bekymring er ikke uden grund.

Det er muligt at stoppe voldelig adfærd. Det er muligt at beskytte børn mod en barndom i voldens tegn. Vi ved, hvad der skal til, og vi ved, at det virker. Problemet er, at der til Dialog mod Volds tilbud, der er finansieret af satspuljen, er op til to års ventetid i København, halvandet års ventetid i Aarhus og et halvt års ventetid i Odense.

Problemet er også, at der ikke er behandlingstilbud til udøvere i de øvrige dele af landet. Det er ikke rimeligt, at en familie, der vil have hjælp, skal vente to år på venteliste. Det er heller ikke rimeligt, at det kun er mennesker, der bor nær de store byer, der kan få hjælp.

Susanne Nour Magnusson / Direktør i Dialog mod Vold

 

Fakta om vold. Læs mere her

Hvordan får jeg hjælp? Læs mere her