Fornuften der forsvandt i jagten på at tage ansvar for vold i familien

I disse dage er der fokus på nye forskningsresultater, som viser at hvert 6. barn – i løbet af det seneste år -har været udsat for fysisk vold eller har overværet fysisk vold i hjemmet. Undersøgelsen fra SFI dokumenterer endvidere, at hvert 12. barn har overværet psykisk vold i hjemmet. Det er høje tal, og tendensen er, at tallene stiger.

Samtidig har vi en situation, hvor vi i Dialog mod Vold har mere end 108 familier på venteliste til at få hjælp til at bryde volden. Her taler vi om 108 familier, der kommer frivilligt og gerne vil have hjælp til at holde op med at slå. Og ventelisten vokser, mens vi afventer politiske lovændringer og svar på puljeansøgninger, som vil gøre det muligt at sikre, at voldsramte familier får den hjælp, de har brug for.

Vi kan alle blive enige om, at børn ikke skal vokse op med vold. Vi kan vel også blive enige om, at vi som samfund skal handle, når vi opdager, at børn lever i voldsramte familier. Trods utallige opråb til politikerne, er udfordringen endnu ikke blevet taget tilstrækkeligt alvorligt til at kapaciteten er blevet udvidet. Konsekvensen er, at de mennesker, der søger hjælp til at stoppe volden, ikke kan komme i behandling, og volden fortsætter med både udøveren og deres familier som ofre. 80 % af dem, der udøver vold og kommer i Dialog mod Vold, har overværet vold som børn. Derfor er det ikke kun i samfundets interesse at få stoppet volden her og nu, men også at få forebygget volden, så den bliver brudt og ikke bliver gentaget i de næste generationer.

Med risiko for at blive upopulær, vil jeg beskrive et meget enkelt regnestykke, som kan forklare, hvorfor der ikke bliver handlet. I Danmark bruger vi årligt 260 millioner på krisecentre. Det er nødvendigt, da vold ofte udvikler sig og bliver så voldsom og truende for de voldsramte, at de ikke kan blive boende i deres eget hjem. De voldsramte har da mulighed for at komme på krisecentre, hvor de bliver fysisk adskilt fra voldsudøveren og får hjælp til at komme videre. I krisecentrene behandler man ikke voldsudøveren. I Dialog mod Vold derimod behandler vi både udøveren og hele dennes voldsramte familie. Prisen for denne familiebehandling er 120.000 kr. Behandlingen betyder, at vi får stoppet volden dér, hvor den starter, altså hos udøveren! I tillæg hertil tilbyder Dialog mod Vold psykologsamtaler til den/de voldsramte i familien, og har samtaler og gruppeforløb med de børn, der vokser op med volden, hvilket samlet betyder at vi ikke kun får brudt volden, men også får forebygget, at den bliver gentaget i familien.

Hvis det er så enkelt, kan man jo undre sig over, at der ikke er handlet på det før… Men – der er faktisk en forklaring på, at det ender i dette dillema. I Serviceloven, som kommunerne handler efter, er der en paragraf § 109 som siger, at voldsramte kvinder kan gå direkte på krisecenter uden forudgående visitation, hvilket giver rigtig god mening, da det ofte er en krisesituation, som udløser opholdet på et krisecenter. Desværre er der ikke en paragraf, der foreskriver at kommunerne er forpligtet til at stoppe volden i familien, og derved er der ikke et lovpligtigt grundlag for at sikre betaling for behandling af voldsudøveren.

Når jeg her taler de voldsudøvendes sag, er det med den enkle og klare målsætning, at volden bliver stoppet! Og – det eneste sted, vi kan gøre det effektivt er ved at sætte ind dér, hvor den starter, altså med behandling til udøveren. Jeg synes, det er et uværdigt og uansvarligt samfund, der tillader at børn vokser op med vold i hjemmet, som jo netop burde være det sted, hvor de skulle føle sig allermest trygge.

Så – når jeg taler for en konsekvent indsats ift. hele den voldsramte familie, så er det ganske enkelt fordi jeg ved, at selvom en kvinde kommer på krisecenter og får den fornødne hjælp, så skal børnene stadig vokse op mellem to forældre i voldens skygge og med en stor risiko for, at dén der udøver volden, får en ny partner, som så bliver næste offer i rækken.

Det er vigtigt, at det aldrig bliver et enten eller… Det SKAL være et både og, dels fordi det kommer den enkelte til gode, dels fordi det er en begavet social investering, at få brudt voldspiralen, så den ikke lever videre i næste generation.

//Helle Øbo, adm. direktør AskovFonden

Helle-Øbo