KBH+: Brev fra en ung

Kære KBH+

I har spurgt mig om, hvordan jeg har oplevet min rejse i huset på Ragnhildgade og hvordan jeg tænker at unge bliver engageret i sit eget og andres liv. Som jeg har oplevet det, qua mit møde med KBH+ som såkaldt udsat ung, så møder I os, der kommer hos jer som mennesker. I tager os seriøst. I møder os som mennesker, der har ressourcer og drømme. Fra jeg begyndte at komme i Ragnhildgade, gik der ikke særlig længe, før I spurgte om jeg vil være med til at følge Folkemødeudfordringen og tage del i arbejdet med den. Og blev spurgt om jeg kunne tænke mig at være med på Roskilde Festival-teamet. At I møder os, der kommer i en ret sårbar situation, som nogen, der kan noget, gør at vi faktisk tror på det. Og at vi GØR!

Jeg tænker ikke engang kun på mig selv, men også på P, der jo er blomstret vildt op og har gang i et sejt radioprojekt, optrådte på Ungdommens Folkemøde – og som nu har et fedt job!

Jeg kan ikke sætte det på formel, men jeg oplever at den måde I møder os på, gør at vi får lyst til at gøre noget ved verden. Vi kan nok ikke fikse den alene, men I giver os håbet om og mulighederne til faktisk at gøre noget. Og at forskellighed er nice. Vi kan alle noget, lige meget hvem vi er. Hvad jeg har oplevet hos jer, gør at jeg ikke bare sidder på mine arme og drømmer. Men at jeg har lyst til at ruske i folk, og få dem til at tage unge mere seriøst. Og at jeg tror på, at jeg kan.

I giver os et fundament – med værktøjerne fra KBH+ Projektakademiet og mulighederne i jeres kulturinitiativer – til at vi kan prøve os selv af, og det vi tror, vi er gode til.

Helt fysisk er der heller ikke særlig voksenpænt eller designermøbellækkert i KBH+ – det er et sted, hvor væggene, i hvert fald udenfor, formes af unge. Hvor vi er med til at forme, hvordan der skal se ud. Og I ansætter også unge mennesker. I tager os seriøst. Det gør, at vi tror på os selv og vores drømme. På mange måder er der bare ret frit i Ragnhildgade. Det er nemt at komme ind og være med.

KBH+ er en juicepresser, hvor vi kommer ind som blandede frugter og grøntsager. En slags drømmecentrifuge. Vi unge kommer ind, møder andre unge, bliver slynget rundt i de projekter I og vi laver, og kommer ud som: Kapow! Frisk juice med bid i, der giver liv til vores drømme. I engagerer jer i os, og udbyttet er, at vi tager os selv ret seriøst og engagerer os i verden omkring os.

Kærlig Hilsen

F

(Brevet ovenfor er skrevet af en ung, der først kom i AskovFonden KBH+ henvist fra et jobcenter og siden hen har engageret sig både i arbejdet og aktiviteterne i KBH+, men også i andre NGO´er og ungdomsfællesskaber udenfor vores organisation.)

Se hele årsberetningen for 2016

ufm16