Politikerne skal investere i Satspuljens fremtid

Kære politikere, Bevar roen, og husk, at satspuljen har sin berettigelse og kan være med til at løfte den sociale bundgrænse i vores samfund.

Det er afgørende, at Danmark bliver ved med at udvikle sociale indsatser, der hjælper de svageste i vores samfund. Når sagen om svindel for 111 millioner ser dagens lys, og det samtidig kommer frem, at der er nogle foreninger, der ikke har brugt deres midler forsvarligt, så er det nærliggende at lave en grundig analyse af, hvordan hele systemet egentlig fungerer.

Problemet er bare, at mens de undersøgelser står på, så er vi mange foreninger, der hver dag arbejder for at skabe bedre vilkår for de allermest udsatte, som potentielt bliver ramt af den proces, hvis det betyder, at de nuværende forhandlinger om satspuljemidler bliver ramt som konsekvens.

Satspuljens udfordringer handler ikke kun om penge

Satspuljen har for en organisation som AskovFonden ekstremt stor betydning i forhold til at udvikle og tilbyde specialiserede sociale indsatser til de mest udsatte, innovere og samle erfaringer, som på den lange bane kommer mange mennesker til gode. Et af de grundlæggende problemer med satspuljen er, set fra mit perspektiv, ikke kun, at systemet tilsyneladende har mange strukturelle fejl, men lige så vigtigt, at den vigtige viden, som bliver akkumuleret i diverse udviklingsprojekter, ikke bliver delt, så flest mulige får glæde af det.

Derudover er der det organisatoriske problem, at mange gode validerede indsatser ikke bliver implementeret i kommunerne efterfølgende. Dette til trods for at der både er viden og evidens, der påviser, at man kan hjælpe mennesker på bedre og mere effektive måder.

Et eksempel er Dialog Mod Vold (DMV), som har været finansieret på satspuljen igennem 16 år. Årsagerne til dette skal dels findes i den lovhjemmel, som kommunernes økonomi er styret efter, som betyder at der ikke er lovhjemmel, der påpeger, at man skal henvise voldsramte familier til DMV, og dels det faktum, at de fleste voldsramte familier ikke ønsker at henvende sig til en kommune for at få hjælp, fordi angsten for at miste sine børn bliver aktiveret, når man skal have hjælp til at bryde volden.

Der mangler ikke viden om satspuljens effekter

DMV har brugt 16 år på at udvikle en specialiseret indsats med høj effekt, som er valideret af både Socialstyrelsen og VIVE, så det burde ikke være på grund af manglende viden om effekten, at indsatsen ikke bliver statsligt forankret på finansloven. Derudover er det en helt åbenlys god investering, idet at børn, der oplever vold i familien, i langt højere grad bliver anbragt uden for hjemmet eller modtager andre forebyggende foranstaltninger.

En anbringelse på en døgninstitution koster i gennemsnit godt 1,5 millioner kroner, hvilket skal ses i lyset af, at en fuld behandling hos DMV, for hele familien, koster mellem 150.000 kr. – 190.000 kr. afhængigt af, hvor mange der er i behandling. I behandlingen deltager både udøveren, den udsatte partner og eventuelle børn, således at den voldelige adfærd stoppes, og følgevirkningerne bearbejdes, så volden ikke gives videre til næste generation.

Socialstyrelsens evaluering af DMV viser, at ”(…) indsatsen i betydelig grad medvirker til at mindske brugen af fysisk og psykisk vold blandt klienterne. De lærer at tage ansvar for deres voldelige handlinger, og forholdet til partneren forbedres for de klienter, som er i et parforhold.” VIVE-evalueringen giver DMV’s behandlingsmodel til børn og unge den højeste score som den mest lovende praksis til børn og unge, der har været udsat for overgreb.

I Norge har man af samme årsag statsfinansieret en lignende indsats, som sikrer, at man kan få hjælp til at bryde volden uden at skulle henvende sig til en kommune.

Indsatser skal forankres ved lov

I serviceloven, paragraf 109, står der, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer for kvinder, som har været udsat for vold. Det er selvfølgelig en klog og væsentlig lovgivning, som beskytter voldsramte kvinder. Problemet er bare, at mange voldsramte kvinder gerne vil forblive sammen med deres partner og samtidig have volden til at stoppe, så de og deres børn ikke skal leve i voldens skygge. Serviceloven tager desværre ikke højde for denne målgruppe, og det betyder, at de familier, der lever med volden, ikke kan få den fornødne hjælp. Fordi Dialog Mod Vold er et satspulje-projekt, der ikke har den fornødne lovgivning i ryggen til at gøre det til en permanent foranstaltning i kommunerne.

Dialog Mod vold startede som et satspulje-projekt tilbage i 2001. Og til trods for eksterne evalueringer, der viser, at indsatsen virker, så er det stadig ikke forankret i landets kommuner. Årsagen til dette er primært, at der i ikke er lovhjemmel til at skulle tilbyde en voldsramt familie denne form for hjælp.

Så selvom det både kan være en god social investering og en måde at bryde voldsspiralen både i nuværende og kommende generationer, så betyder det i praksis, at vi stadig ikke har en finansieret bæredygtig indsats.

Sammenlign sagen om svindel med satspuljemidler med hvidvask-skandalen i Danske Bank, hvor der er blevet hvidvasket penge for mange milliarder kroner. Hvis de i panik valgte at stoppe alle udbetalinger til private, indtil de havde fået styr på det. Det ville jo aldrig finde sted, fordi kunderne ville opponere og skifte bank. Desværre er dette ikke muligt for sociale organisationer, idet vi er afhængige af at modtage den finansiering, som satspuljen muliggør.

To års venteliste til familier, der gerne vil tage ansvar for deres adfærd

I dag er der i gennemsnit to års venteliste til at komme i behandling hos DMV, og det betyder i praksis, at vi ved, at der er familier, som ønsker at tage ansvar for deres adfærd og gå i behandling, som ikke får den fornødne hjælp. Det betyder også, at vi ved, der er børn, der hver dag lever med volden, og det mener jeg ikke, vi som samfund kan være bekendt. Her tages afsæt i voldsudøveren, da det er her, volden starter og derved også skal stoppes, såfremt de grundlæggende vilkår for en voldsramt familie skal ændres.

Satspuljen har gjort det muligt at udvikle en målrettet og effektiv behandling, som kan skaleres og hjælpe flere familier, men for at det skal give rigtig god mening, så skal politikerne også være villige til at sikre en finansiering i fremtiden, som gør det muligt at hjælpe flest mulige, bedst muligt.

Det, vi oplever, er, at der er en tendens til, at man starter forfra igen og igen, og måske det er på tide, når man nu skal kigge på satspuljen i et overordnet perspektiv, at man også fokuserer på, hvordan vi sikrer forankring uden kun at lægge det op til kommunerne.

Vi oplever faktisk, at kommunerne godt kan se fornuften i at købe ind i DMV, men når de etårige budgetter skal forhandles, så bliver det primært indsatserne i henhold til serviceloven, der bliver prioriteret.

Så kære politikere, vil I ikke prøve at bevare roen og huske, at satspuljen har sin berettigelse og reelt kan være med til at løfte den sociale bundgrænse i vores samfund på en hensigtsmæssig måde og ud fra en samfundsøkonomisk betragtning.

Forudsætningen er dog, at civilsamfundsorganisationerne også fortsat kan søge penge direkte, for hvis der altid skal være en kommune med, så risikerer vi, at innovation og udvikling stagnerer og kun bliver realiseret inden for den sædvanlige ramme.

Det er væsentligt at huske på, at civilsamfundsorganisationer gennem tiden har bidraget til utallige sociale løsninger, som efterfølgende er blevet implementeret i den måde, vi i dag løser sociale udfordringer på samfundsplan. Eksempelvis udviklede AskovFonden tilbage i 1944 de første mødregrupper for at skabe fællesskaber på tværs. Et tilbud, som efterfølgende er blevet implementeret, skaleret og videreudviklet, således at det i dag kommer alle nybagte mødre til gavn.

 

// Helle Øbo, Adm direktør, AskovFonden

 

Se indlæg i Altinget: Civilsamfund

BLOG: Hvorfor Sociale Investeringer og meningsfuld dokumentation hænger uløseligt sammen