REJSEBREV: Måske vi kunne lære noget af, at dele ud af vores fejltagelser?

Møde med Michael Zizzer, CEO gennem mere end 30 år i University Settlement.

Måske vi kunne lære noget af, at dele ud af vores fejltagelser?

En af de ting, der har overasket mig positivt ved at arbejde som frivillig og have møder med amerikanske organisationer, er at de åbent taler om deres fejl. Om det der ikke gik som forventet, om intentionen der ikke holdt i virkeligheden, og vigtigst – hvad det lærte dem på vejen.

Et eksempel er en serviceprovider vi havde møde med, som havde indgået en resultatkontrakt i en Social Impact Bond-konstruktion med det formål at få unge kriminelle i arbejde. De fortalte at efter 3 år, måtte de erkende at deres resultater, på ingen måder levede op til de resultatmål, som de selv og investorerne forventede og sammen havde fastsat.

Det de til gengæld kunne se, var at deres indsats påviste at de unge ikke vendte tilbage til fængslet og derfor var en kæmpe besparelse for kriminalforsorgen, men ikke for den offentlige aktør, som betaler for indsatsen. Det at de havde klare resultatindikatorer, som de blev målt på, gjorde at de blev bevidste om at deres indsats ikke evnede at få de unge så hurtigt i arbejde, som forventet. Her lærte de dels at erkende at det tager længere tid at bryde med en negativ social arv end de havde forventet og samtidig lærte de at deres indsats var nødt til at have et bredere perspektiv, og større fokus på livsmestring, som på sigt skal føre til et arbejde for den enkelte.

Det er virkelig noget jeg savner i den danske kultur. Indenfor socialområdet er det som om at vi i stedet for at dele viden og blive klogere sammen af de fejl vi laver, holder erfaringerne tæt ind til kroppen. Det er de færreste der står frem og fortæller om en indsats der gik galt eller som viste sig at have mindre effekt end forventet.

Måske det er en af årsagerne til at vi har akkumuleret så lidt viden gennem årene. Viden som kunne gøre os klogere og skarpere. Både på hvordan vi ikke skal gøre, men også på hvordan vi skal gøre.

 

Hvis vi ikke laver fejl, så laver vi for lidt

Når AskovFonden eksempelvis søger penge til udvikling af en ny indsats, så er det selvfølgelig ud fra en klar intention om at vi kan rykke mennesker et bedre sted hen. Virkeligheden er bare at vi nogle gange, trods gode intentioner, ikke formår at gøre det så godt som forventet. Måske er målgruppen ikke den rigtige, eller interventionen er for kortsigtet eller for langsigtet eller måske er vi bare ikke dygtige nok, til at løse lige præcis denne opgave. Måske skal vi kvalificere vores kompetencer eller ændre på designet for indsatsen? Det kan vi kun gøre hvis vi

1) akkumulerer viden undervejs, blandt andet ved at bruge en dokumentationsmodel, der også giver indsigt i praksis og effekt under selve indsatsen, og

2) hvis vi taler åbent om det der ikke virker.

 

En af de konsekvenser der er ved at vi stædigt holder fast i at gøre som vi plejer, selvom vi ikke kan måle effekten af det er, at vi svigter de mennesker der er afhængige af den rette hjælp, på det rette tidspunkt.

En følgekonsekvens jeg har oplevet er at dem der skal have hjælpen, bliver gjort forkerte. At de ikke er pædagogisk indenfor rækkevidde – ja, det sagde man faktisk i 90’erne – hvilket jo er grotesk, når man lige tænker efter og forhåbentlig erkender at det i virkeligheden handler om at vi ikke var dygtige nok. At vi tilsyneladende ikke fik feedback fra målgruppen undervejs, så i stedet for at erkende at det her ikke gik som forventet, så dømte vi en hel målgruppe uden for rækkevidde.

Jeg ser det desværre stadig i dag og jeg ville sådan ønske at vi indenfor den sociale sektor, blev bedre til at dele viden, også om det der går galt. Om der hvor vi ikke lykkes.

Måske dette kunne være temaet for en konference ”Det vi ikke lykkes med og hvad vi lærte af det”?

Min oplevelse er, at vores samarbejde med fondene i de her år, bliver bedre, når vi selv går ud og fortæller hvor intentionen ikke holdt stik, og går ind i en åben og ærlig dialog om, hvordan vi kan ændre indsatsen, så den bedre rammer målgruppen.

Hvis vi ikke laver fejl, så laver vi for lidt. Og kan vi ovenikøbet blive bedre til at dele vores negative erfaringer med hinanden, så tror jeg vi kan komme et nyt og bedre sted hen med vores sociale indsatser. Til gavn for den enkelte vi skal hjælpe, men også til gavn for den viden, som vi er nødt til at akkumulere, hvis vi skal finde nye veje til at udvikle sociale løsninger.

På gensyn

Kærlig hilsen Helle /NYC 2018

REJSEBREV: MÅSKE VI KAN LÆRE AF USA OG DERES MÅDE AT FOREBYGGE KRIMINALITET OG SOCIAL UDSATHED?

UDVIKLING OG VÆKST GENNEM DOKUMENTATION