Relationel velfærd

Når den sociale arv skal brydes, ved vi, at det kræver tilstedeværelse af relationer, som er bæredygtige, stabile og kontinuerlige. Vi ved også, at alle mennesker har brug for at føle sig værdifulde, være en del af et fællesskab, have mulighed for at engagere sig og være noget for nogen.

Denne meget elementære viden burde være tilstrækkeligt argument for, at relationer og værdighed skulle være centrale pejlemærker – og en grundforudsætning for udvikling af vores velfærd. Sådan er det desværre ikke. Tværtimod står vi med et historisk tab af social kapital og menneskelighed i vores samfund, som blandt andet skyldes politisk fokus på økonomiske prioriteringer, kassetænkning, stigende digitalisering, centralisering, urbanisering og en stigende individualisme.

AskovFonden er social NGO, som startede i 1943. Initiativet blev taget af nogle elever fra Askov Højskole i 1943, som – inspireret af Settlement ideen der stammer fra London – ”settlede down” blandt socialt udsatte på Nørrebro med den vision, at forbedre rettighederne for mennesker, der var udsatte og hjælpe med at løse sociale problemer og derved mindske undertrykkelse og social eksklusion. Kongstanken var, at hjælpen skulle skabes menneske-til-menneske – altså i tæt forbindelse og i relation mellem den ressourcestærke og ”den trængende”.

I dag – mere end 70 år senere – er det grundlæggende udgangspunkt for AskovFondens arbejde stadig mennesket som omdrejningspunkt for forandring og relationen som forandringskomponent. Dét er det, fordi vi (ligesom i 1943) tror på, at relationen er afgørende for forandring, og at det er det enkelte menneske, der kender sine egne ressourcer bedst, og derved også – via kvalificeret sparring og indsats – skal være med til at finde den løsning, der kan skabe den bedste og mest positive individuelle forandring.

Velfærdssamfundets udvikling: Systemet er blevet vigtigere end mennesket
De nuværende parametre for debatten omkring Danmarks velfærd er utilstrækkelige. Det stærke og ensidige fokus på økonomi og udgifter, opbygningen af rigide bureaukratiske systemer, større krav om dokumentation og måling af tid og ressourcer har haft store negative konsekvenser. Selvom det er blevet forværret af den nuværende finanskrise, stikker disse udfordringer dybere og handler lige så meget om kultur, systemer og relationer, som de handler om penge.

I 50’erne var de menneskelige relationer meget lokalt funderede i nære familiemæssige og lokale netværk. Man tog sig af hinanden både af nød og lyst. Så fik vi en kraftig teknisk og økonomisk udvikling op gennem 60’erne, og udviklede på den baggrund et velfærdssamfund, hvor det offentlige overtog mange af de familiemæssige og lokale opgaver. Men grundsynet var stadig, at det enkelte menneske var i centrum og, at det samfundsmæssige fællesskab tog ansvaret for, at der var et socialt sikkerhedsnet under alle.

I 90’erne ændrede denne situation sig dramatisk. Som samfund blev vi globaliseret og måtte indrette os på konkurrencestatens præmisser, hvilket betød, at det offentliges primære fokus blev at holde de offentlige udgifter nede, koste hvad det ville i forhold til de menneskelige relationer.

Hvor relationen mellem borgeren og det offentlige tidligere var en menneskelig relation, blev den i 90’erne gjort til en økonomisk relation. Borgerens egen nytte og egen interesse blev sat i centrum gennem en gennemført incitamentspolitik både i socialpolitikken, beskæftigelsespolitikken og uddannelsespolitikken. Serviceloven, som blev vedtaget i 1998 – og som afløste den daværende bistandshjælp – havde til hensigt at forebygge sociale problemer samt at tilbyde ydelser til fysisk og socialt udsatte, men – modsat intentionen – har den desværre bidraget til et velfærdssamfund, hvor systemet opleves vigtigere end mennesket.

Denne påstand dokumenteres blandt andet af en måling, som afspejler danskernes oplevelse af deres relationer, engagement og værdighed – tre begreber, der står centralt for menneskers trivsel og livskvalitet. Undersøgelsens hovedresultater viser tydelige tegn på en stigende modvilje over for centralisering og fremmedgørelse[1]. Her er et udpluk af resultaterne.

  • 57 pct. af danskerne mener, at velfærden er truet af store, upersonlige systemer.
  • 71 pct. mener, at vi skal skabe et mere personligt samfund.
  • Næsten halvdelen af danskerne har i løbet af de sidste fire år ifølge eget udsagn fået et dårligere forhold til de offentlige systemer.

Det er ikke kun et problem i forhold til vores velfærdssamfunds beståen, men også i forhold til at vi ikke får taget reel hånd om de mennesker, der har brug for at få hjælp i en kritisk periode i deres liv. Jeg tror på, at vi skal turde tale om sociale investeringer, med et forretningsmæssigt afkast, forstået på den måde, at hvis vi investerer med rettidig omhu og med det relationelle som afsæt, får vi flere mennesker til at tage ansvar og ejerskab for deres eget liv og det fælleskab, som vores samfund er bygget på.

AskovFonden holder Energishot med temaet ”relationel velfærd” onsdag den 24. august 2016. Send en mail til tf@askovfonden.dk, hvis du vil have en invitation.

Fordi alle vinder – når ingen taber.

Kærlige forårshilsner Helle

 

 

 

 

[1] en repræsentativ måling, som Cura har gennemført i januar 2015