SAGEN INGEN RIGTIG VIL TAGE HÅND OM…

Vold i familien er et alvorligt problem. Det kan alle nok være enige om. Desværre er det samtidig et af de problemer, som ikke for alvor bliver taget seriøst i den politiske debat, hvilket er tankevækkende, når der ifølge Institut for folkesundhed udøves vold i 29.000 familier.

I AskovFonden har vi gennem de seneste 13 år drevet Dialog Mod Vold, som tager udgangspunkt i den, der udøver volden og er et tilbud til voldsramte familier. Indsatsen er en del af regeringens handlingsplan fra 2001, hvor man besluttede, at der skulle etableres et tilbud til den voldsudøvende part.

Da vi startede Dialog Mod Vold, var virkeligheden, at der var meget lidt reel viden om den, der udøver vold mod sine nærmeste. Derfor indgik vi et samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitet med henblik på at indsamle data, så vi kunne blive klogere på de årsager, der ligger til grund for volden.

Det, vi ved i dag, er; at man i gennemsnit har udøvet vold i syv år, når man kommer til Dialog Mod Vold, at 78 procent af dem, der udøver vold som voksne, har overværet vold i deres barndom, at volden ofte er startet i de tidlige ungdomsår og måske det mest overaskende, at mange familier ønsker at blive sammen, på trods af voldens mærkbare konsekvenser. I de første ti år voksede Dialog Mod Vold, samtidig med at behovet for behandling var støt stigende. Måske en direkte konsekvens af den begyndende aftabuisering, som vi arbejder målrettet med at understøtte. Vi ved også, at volden findes i alle sociale lag lige fra Hellerup til Gellerup.

For fire år siden blev behovet for behandling så stort, at vi var nødt til at oprette ventelister i alle afdelinger, og jeg kan stadig huske den telefonsamtale, hvor konsekvensen af dette blev meget virkeligt:

En familiefar ringede og fortalte stille, hvordan han havde slået sin hustru, mens hans små børn havde overværet det. Han fortalte at det var sket for cirka tre måneder siden og, at han hver dag havde haft vores visitkort i sin lomme, fordi han håbede, han fik modet til at ringe. Han var selv vokset op i en familie, hvor faren havde gennemtævet moren gennem hele barndommen, mens han samtidig blev låst inde på sit værelse, så han ikke kunne komme imellem og gøre noget. Hver aften bad han til gud om, at hans mor ville overleve og lovede sig selv, at når han blev voksen, ville han aldrig slå nogen. Nu stod han foran sit livs allerværste mareridt og havde selv gjort det, han havde forsvoret igen og igen. I situationen lige inden slagene faldt, havde han oplevet en afmagt og en følelse af indre vrede, og hans indlærte reaktion havde været at slå for at stoppe den følelse af afmagt, som vreden havde bragt ham i.  Nu stod han, voksen med ansvar for en familie og erkendte, at han selv havde et problem og var samtidig fuld af afmagt og angst for at komme derud igen, hvis han ikke fik hjælp.

Desværre måtte jeg sige til ham, at vi havde en venteliste på cirka 6-9 måneder, og at vi derfor ikke kunne gøre andet end at se ham til en indledende samtale med henblik på at få ham til at tage ansvar og ejerskab for volden, selvom behandlingen ikke kunne startes op. Dagen efter havde jeg hans grædende hustru i røret, og det der rørte mig allermest var, at hun om nogen ønskede, at de skulle blive sammen som familie, og hendes fortælling om at han bortset fra volden, var en god far og kærlig mand.

Nu kan man selvfølgelig tænke, at det er en gammel historie, og at alt er godt i dag, men desværre har vi stadig venteliste og oplever ofte, at dem, der venter mere end tre måneder falder fra og mister troen på, at nogen kan forandre sig. Her taler vi om VOLD i familien og om børn, der vokser op med VOLDENS konsekvenser og alligevel er det ikke lykkes os at overbevise nogle politikkere om, at det her bør tages alvorligt. At vi i velfærdsamfundet Danmark stadig har ventelister på behandling for voldsramte familier.

Der er folk, der mener, at det er kvinderne, der skal have hjælp og ikke dem, der udøver volden. Problemet er bare, at hvis vi ikke stopper volden der, hvor den starter og får brudt voldspiralen, så vil volden fortsætte fra generation til generation. Jeg vil til enhver tid støtte op omkring krisecentre og andre tilbud til voldsramte kvinder, men det må ikke være et enten eller, men et både og. Det skylder vi de børn, for hvem hjemmet er en krigszone, og som aldrig ved, hvornår næste overgreb vil finde sted.

Så kære politikere – når vi i disse dage taler om, hvilket velfærdssamfund vi ønsker, så vil jeg håbe, at I vil tage hånd om denne alvorlige sag – fordi alle mennesker fortjener et liv uden vold.

 

Helle Øbo