BLOG: Hvorfor Sociale Investeringer og meningsfuld dokumentation hænger uløseligt sammen

I disse uger er der igen fokus på Sociale Investeringer qua regeringens kommende lovforslag om en social investeringsfond. Et initiativ, som jeg har store forventninger til, fordi jeg mener, at det kan være medvirkende til at adressere nogle af de socialpolitiske udfordringer, vi har stået overfor i mange år.

Mine høje forventninger bunder i, at jeg ser det som værende på høje tid, at vi gør op med vanetænkningen på socialområdet. I min optik handler det især om at omfavne en ny måde at tænke på og om løsningen af sociale problemstillinger. Vi har i mange år symptombehandlet og ageret reaktivt. Socialpolitikken har de facto kunnet sammenlignes med brandslukning, og der er først blevet reageret, når tingene for alvor er gået galt. I stedet bør vi være langt mere proaktive og forebyggende i den måde, vi tænker løsningen af sociale problemstillinger. Simpelthen omstille os til at se investering i forebyggelse som en god forretning for samfundet som helhed.

Fra reaktivt til proaktivt

Mit håb er først og fremmest, at vi endelig kan få det paradigmeskifte, hvor vi går fra at handle reaktivt (der hvor tingene for alvor er gået galt) til pro-aktivt (der hvor vi med klare indikatorer, kan konstatere, at det vil være godt at sætte ind med en forebyggende indsats).

At få investorer ind i ligningen når det gælder socialområdet, kan sammenlignes med det, der skete på miljøområdet for 10-15 år siden. Her var der nogle ivrige fortalere for en grøn energipolitik, som fik diverse investorer til at sætte penge i grøn energi og den fornødne omstilling. En omstilling, der blandt har gjort Danmark til foregangsland på miljøområdet ikke kun til gavn for samfundet, men også til gavn for den position og brandværdi, som Danmark i dag kan gå foran med.

Jeg drømmer om, at vi kan gøre det samme på socialområdet. Ved at få nye økonomiske ressourcer i spil, kan vi tillade os at handle, når vi ser, at nogen er på vej ind i en uhensigtsmæssig livsbane. Vi får mulighed for at forhindre, at en person ender i udenforskab i stedet for blot at træde til, når lovgivningen kræver det, og når skaden i øvrigt allerede er sket.

Den negative sociale arv

Vi har på trods af en kontinuerlig stigning i antallet af velmenende indsatser endnu ikke formået at bryde den sociale arv, og jeg vil påstå, at en af årsagerne er, at vi kommer for sent ind. Når et barn eksempelvis vokser op med vold og misbrug som en del af hverdagen, skal vi sætte ind i stedet for at lade stå til og risikere, at den destruktive adfærd forankres og indlæres af barnet, som tager det med sig videre i livet.

Til trods for dette er vi stadig for dårlige til at gribe ind med en forebyggende indsats, når vi kan konstatere, at et barns adfærd og mangel på trivsel indikerer en uhensigtsmæssig adfærd, der kan skyldes vold.

Den forklaring jeg hører oftest i min kontakt med offentlige aktører er, at man egentlig gerne vil fokusere på forebyggelse, men når en kommune skal prioritere mellem kan-indsatser og skal-indsatser, det vil sige, der hvor mistrivsel er så tydelig, at der skal handles, så falder valget udelukkende på den sidste indsats. Selvom alle er enige om, at de allerfleste sager kunne være blevet forebygget med den rette indsats på det rette tidspunkt.

Så når jeg er begejstret for sociale investeringer, som en måde at gøre op med dette problem på, er det fordi, det giver kommunerne mulighed for at gøre begge dele samtidigt. Som en del af denne model betaler kommunerne først, når de ønskede mål er opnået, hvorved ineffektive eller urentable indsatser på forhånd kan sorteres fra.

Klare resultatindikatorer og kritiske stemmer

Forudsætningen for at arbejde med sociale investeringer er, at vi har klare resultatindikatorer, så alle i økosystemet; Kommune, serviceleverandør og investor er helt enige om, hvilke resultater hos målgruppen for indsatsen, der skal være opnået, før pengene bliver investeret og ikke mindst betalt tilbage til investor.

I min optik er det absolutte minimumskrav på socialområdet generelt og konkret i forhold til sociale investeringer, at der er fuldstændig gennemsigtighed omkring, hvad vi som sociale organisationer gør for vores målgrupper, hvorfor vi gør det, hvordan vi gør det og hvilken effekt vores indsatser har.

Det handler om at skabe værdige menneskeliv og hvis det ikke er interessant for alle aktører på socialområdet, så synes jeg, det er stærkt bekymrende.

Vi har et ansvar overfor de mennesker, vi prøver at hjælpe hver dag. Det vil sige, at hvis ikke vores indsats skaber den ønskede forandring, så skal vi ikke dvæle ved fortiden, men i stedet være omstillingsparate og beredte på at gentænke, omstrukturere og ændre vores indsatser indtil de gør. Det handler jo ikke om os som organisation, men om at hjælpe de mennesker der har med os at gøre.

Der er kritiske stemmer, der taler om, at det er uhensigtsmæssigt og uholdbart, at man skal kunne investere i socialområdet. Til det må jeg bare sige, at hvis vi ved hjælp af investeringer får brudt den sociale arv, stoppet voldsspiralen, brudt en destruktiv adfærd hos et menneske med spiseforstyrrelse eller hjulpet en psykisk sårbar til et mere værdigt liv med færre indlæggelser, så er det ikke kun en gevinst for det enkelte menneske, og investoren, men i høj grad også for den økonomiske bundlinje, som betyder flere penge til kernevelfærd i kommuner og regioner. For det er her de største besparelser ved den rette pro-aktive indsats for alvor får positive økonomiske konsekvenser.

Lad os arbejde for et socialt bæredygtigt samfund, FORDI ALLE VINDER NÅR INGEN TABER.

Kh Helle

Læs flere af Helle Øbos blogs

Læs interview med Helle Øbo om potentialet i Sociale Investeringer

Læs mere om Sociale Investeringer