Velfærdssamfundets udvikling

Gode liv starter og slutter hos mennesker, og skabes i relationen mellem dem.

Alle mennesker har brug for at føle sig værdifulde. Det gælder uanset om vi er raske, syge, ressourcestærke, sårbare, unge, gamle, rige eller fattige. Vi ved også, at menneskers gode liv afhænger af, om vi har mulighed for at være en del af et fællesskab, mulighed for at engagere os, mulighed for at være noget for nogen og blive behandlet med respekt.

Denne meget elementære viden burde være tilstrækkeligt argument for, at relationer og værdighed skulle være centrale pejlemærker – og en grundforudsætning for udvikling af vores velfærd. Sådan er det ulykkeligvis ikke. Tværtimod står vi med et historisk tab af social kapital og menneskelighed i vores samfund, som blandt andet skyldes politisk fokus på økonomiske prioriteringer, kassetænkning, stigende digitalisering, centralisering, urbanisering og en stigende individualisme.

AskovFonden er en social NGO, som startede i 1943. Initiativet blev taget af nogle elever fra Askov Højskole i 1943, som – inspireret af Settlement ideen der stammer fra London – ”settlede down” blandt socialt udsatte på Nørrebro med det indtrængende ønske, at forbedre de svages rettigheder og hjælpe med sociale problemer og altså mindske undertrykkelse og social eksklusion. Kongstanken var, at hjælpen skulle skabes menneske-til-menneske – altså i tæt forbindelse og i relation mellem den ressourcestærke og ”den trængende”.

I dag – 71 år senere – er det grundlæggende udgangspunkt for AskovFondes arbejde stadig mennesket som omdrejningspunkt for forandring og relationen som forandringskomponent. Dét er det, fordi vi (ligesom i 1943) tror på, at relationen er afgørende for forandring og at det er det enkelte menneske, der kender sine egne ressourcer bedst, og derved også – via kvalificeret sparring og indsats – skal være med til at finde den løsning, der kan skabe den bedste og mest positive individuelle forandring.

Download artikel her

hand-on-keyboard-610

Systemet er blevet vigtigere end mennesket

De nuværende parametre for debatten omkring Danmarks velfærd er utilstrækkelige. Det stærke og ensidige fokus på økonomi og udgifter, opbygningen af rigide bureaukratiske systemer, større krav om registrering og måling af tid og ressourcer har haft store negative konsekvenser. Selvom det er blevet forværret af den nuværende finanskrise, stikker disse udfordringer dybere og handler lige så meget om kultur, systemer og relationer, som de handler om penge.

I 50’erne var de menneskelige relationer meget lokalt funderede i nære familiemæssige og lokale netværk. Man tog sig af hinanden både af nød og lyst. Så fik vi en kraftig teknisk og økonomisk udvikling op gennem 60’erne, og udviklede på den baggrund et velfærdssamfund, hvor det offentlige overtog mange af de familiemæssige og lokale opgaver. Men grundsynet var stadig, at det enkelte menneske var i centrum og, at det samfundsmæssige fællesskab tog ansvaret for, at der var et socialt sikkerhedsnet under alle.

I 90’erne ændrede denne situation sig dramatisk. Som samfund blev vi globaliseret og måtte indrette os på konkurrencestatens præmisser, hvilket betød, at det offentliges primære fokus blev at holde de offentlige udgifter nede, koste hvad det ville i forhold til de menneskelige relationer.

Hvor relationen mellem borgeren og det offentlige tidligere var en menneskelig relation, blev den i 90’erne gjort til en økonomisk relation. Borgerens egen nytte og egen interesse blev sat i centrum gennem en gennemført incitamentspolitik både i socialpolitikken, beskæftigelsespolitikken og uddannelsespolitikken. Serviceloven, som blev vedtaget i 1998 -og som afløste den daværende bistandshjælp- havde til hensigt at forebygge sociale problemer samt at tilbyde ydelser til fysisk og socialt udsatte, men – modsat intentionen – har den desværre bidraget til et velfærdssamfund, hvor systemet opleves vigtigere end mennesket.

Denne påstand dokumenteres blandt andet af en måling, som afspejler danskernes oplevelse af deres relationer, engagement og værdighed – tre begreber, der står centralt for menneskers trivsel og livskvalitet. Undersøgelsens hovedresultater viser tydelige tegn på en stigende modvilje over for centralisering og fremmedgørelse. Her er et udpluk af resultaterne.

  • 57 pct. af danskerne mener, at velfærden er truet af store, upersonlige systemer.
  • 71 pct. mener, at vi skal skabe et mere personligt samfund.
  • Næsten halvdelen af danskerne har i løbet af de sidste fire år ifølge eget udsagnfået et dårligere forhold til de offentlige systemer

 

Ifølge Dansk Socialrådgiverforening bruger socialrådgivere, ansat i børne- og ungeforvaltninger, 18 % af deres tid på at tale med børnene og deres familier og 82% af deres tid på øvrige administrative opgaver. Dette er en konsekvens af, at vores system er så baseret på rammer, regler og procedurer, eller det vi kalder systemtænkningen, at vi har glemt, hvad det egentlig er, der virker ude i den virkelige verden, hvor der er mennesker på den anden side af bordet. Problemet er, at det ikke er ”same size fits all”, når det handler om mennesker, og derfor må det være vigtigere at måle på, hvad der kommer ud af samtalerne, frem for hvor mange samtaler socialrådgiveren har med det enkelte menneske.

En sagsbehandler fortalte, hvordan hun under sin uddannelse i 80’erne, blev uddannet til at bruge lovgivningen med udgangspunkt i at løsningerne skal findes med mennesket i centrum og nogle gange uden for de gængse rammer af et socialkontor. I dag superviserer hun nyuddannede socialrådgivere, og de bliver uddannet til at forholde sig stramt til lovgivningen med fokus på den mindst mulige indsats og med meget lidt tid til mødet med de mennesker, det handler om. Interessant havde det været, om vi havde lavet følgeforskning, så vi kunne se, hvad forskellen på udbyttet var dengang i forhold til, hvordan det er i dag.

Når relationen forsøges taget ud af det forhold, der er mellem den der giver omsorg/behandling og den der tager imod, bliver både den velfærdsprofessionelle og borgeren nedværdiget, reduceret til noget andet end det, de først og fremmest er, nemlig mennesker. Dette er ikke bare krænkende for borgeren – det er i ligeså høj grad krænkende for den professionelle. Alle bliver ramt på det vigtigste vi har, nemlig vores menneskelighed. Vi bliver reduceret til modtager og leverandør. Vi er ikke længere personer.

I AskovFonden adskiller vi os ved at sætte mennesket og relationen i fokus. Følgende citat fra Kierkegaard beskriver meget fint og tydeligt formlen:

”At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst, enhver, der ikke kan det, er selv en indbildning, når han mener, at kunne hjælpe andre. For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstå mere end han, men dog først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper merforståelse ham slet ikke.”
(Søren Kierkegaard 1859, i Kaiser 2004, 276)

 

Og – når vi taler sociale indsatser, hvor vi ønsker menneskelige forandringer, er vi i endnu højere grad afhængig af, at den enkelte føler sig mødt, anerkendt og forstået. Det er simpelthen forudsætningen for forandring, vi sætter på spil, når vi er mere optaget af, hvordan mennesker passer ind i systemerne, fremfor hvordan vi kan skabe de bedste rammer for det enkelte menneske.

[1] en repræsentativ måling, som Cura har gennemført i januar 2015

imagine-billede

Menneskers værdighed og relationer skal tilbage i centrum for udvikling af vores velfærdssamfund

Danmarks politiske prioriteringer har haft langt større konsekvenser end nogen kunne forudse. Vi har skabt et samfund med for meget styring og kontrol, mangel på åbenhed og tillid, mindre plads til faglighed, ingen plads til at arbejde helhedsorienteret på tværs af sektorerne, manglende inddragelse af civilsamfundet osv. Hertil kommer så hele menneskesynet og tilgangen til borgerne styret af mistillid og kontrol. Disse problemer er i dag så kendte og sagt så mange gange, at stort set alle kender til dem. De er udtryk for, at vi faktisk ikke har en fælles positiv fortælling om det danske velfærdssamfund, men tværtimod er utrygge ved, at historien gentager sig og gentager sig. Vi har brug for handling! Vi har brug for et nyt, positivt og fælles fundament, hvor vi alle tager ansvar, løfter i flok, passer på hinanden og kan være stolte af at være hinandens medborgere.

Heldigvis begynder vi at se indikationer på alle niveauer i samfundet i retning af, at vi som samfund er mere og mere forandringsparate, hvis vi kan få lov til at være med til at udvikle et meningsfyldt samfund, som vi hver for sig kan være med til at tage ejerskab til.

Relational welfare eller relationel velfærd er blevet den nye term for dét, der kan genetablere vores samfund og vores velfærdsmodel. Vi taler om løsninger, hvor mantraet er; ’mere relation – mere velfærd’, eller måske nærmere ’stærkere relationer – bedre velfærd’. Vi taler om, at velfærd i dag bør måles på det gode liv og ikke på det offentlige udgiftsniveau. Sociale investeringer, forebyggelse og mere fokus på det relationelle rummer både menneskelige og økonomiske gevinster.

Der er lavet beregninger som dokumenterer, at det i gennemsnit koster samfundet 12 millioner kr per individ, som ender et liv i såkaldt “udenforskab”[2]. Og ifølge beregningen rammer denne triste skæbne 8,2 pct af børnene i hver eneste ungdomsårgang i Danmark. Det svarer til en samlet offentlig omkostning på 72,3 milliarder kroner, som udgør næsten 4% af Danmarks bruttonationalprodukt[3]. Dette massive beløb er den potentielle samfundsgevinst ved at forebygge “udenforskab” og sikre, at så få børn og unge som muligt ender udenfor samfundet, hvilket jeg kommer tilbage til.

Og erfaringer fra en relationel tilgang til velfærd taler et tydeligt sprog. Når borgere og professionelle møder hinanden i en relationel dialogisk samtale, og sammen ser både pragmatisk og holistisk på udfordringerne, som den enkelte står med, lykkes det ikke alene at skabe bedre og mere bæredygtige løsninger, vi skaber også billigere løsninger. Med andre ord skaber vi forbedringer for flere for færre penge.

 

AskovFondens erfaring og civilsamfundets nye rolle

I AskovFonden har vi altid brugt relationen som bærende forandringskomponent. Som led i dette arbejde, tager vi afsæt i de mennesker det handler om – vi lytter til dem, involverer dem, og korrigerer vores indsatser, når de ikke virker efter hensigten. Det kan vi kun gøre, fordi vi i AskovFonden i 20 år har haft fokus på videnskabelig dokumentation af effekten i vores sociale arbejde[4]. AskovFonden arbejder målrettet med at udvikle metoder, der understøtter et vidensorienteret arbejde med fokus på dokumentation, effekt og opfølgning af indsatsen. Vi indsamler relevante data og dokumenterer indsatsen, således at vi løbende sikrer bedst muligt udbytte for målgruppen. Vi har et formaliseret samarbejde med Lektor Poul Nissen, Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), og benytter os af hans evalueringsmodel Learning Rating Scale og Well Beeing Scale. Vi har desuden et samarbejde med Scott Miller, og benytter os af effektmålingsredskabet Feedback Informed Treatment (FIT)[5]. FIT fokuserer på den enkelte individs udbytte af indsatsen, og er med til at kvalitetssikre vores indsatser.

AskovFonden har, for snart 20 år siden, udviklet en systematisk dataindsamlingsmodel; Assessment and Intervention Model (Læs mere om AIM). Modellen tager afsæt i praksis og bidrager til viden, der er med til at målrette indsatsen overfor den enkelte borger. AIM indsamler desuden baggrundsdata om målgrupperne der giver os et samlet billede af målgruppernes sociale, psykiske og somatiske problemstillinger, samt giver os statistiskviden om social status, demografi mv.

Grundet dette stærke fokus på dokumentation, kan vi i AskovFonden dokumentere, at vores relationelle tilgang har en afgørende betydning for effekten af vores løsninger, hvilket følgende brugerudtalelser er eksempeler på:

 

Uddrag af brugerudtalelse fra AskovFondens afdeling for spiseforstyrrelser, som hedder Askovhus:

”Jeg fik så meget støtte. I weekenderne fik jeg 4 besøg om dagen, hvor de spiste med mig. Det var helt ekstraordinært. På hospitalet har man 1 spiseaftale om ugen, og det er dét. Men jeg skulle have alle mine hovedmåltider dækket, og det blev der bakket intensivt op om. De skulle sørge for, at jeg fik spist min mad, for det havde jeg rigtig svært ved. Det var for voldsomt for mig. Men det hjalp, at der kom nogen, og at de var der til at tage den uro, der kom bagefter.”

 

Et andet eksempel er fra AskovFondens afdeling Dialog mod Vold, som er et tilbud til mennesker der udøver vold i familien, samt deres pårørende. Her udtaler en bruger:

”Det var svært, at møde op den første gang, at sige ja tak til den første samtale. Der var jeg skide bange. Jeg var faktisk ved at vende om. Jeg har førhen haft lidt med institutioner at gøre, fx politiet, hvor man allerede fra starten bliver set på som lidt af en delinkvent. Sådan var det ikke hos DMV. Her virkede folk venligere og mere åbne, ikke som et stift offentligt system. Jeg følte, at jeg blev mødt. Det handler jo om, at blive taget alvorligt, for den man er, og for det man kommer med. DMV startede ikke med at fortælle mig, hvad jeg var og hvad jeg skulle gøre. Derimod var de åbne overfor hvem jeg var, og det havde jeg brug for.”

 

AskovFondens praksis, som også indikeres i ovenstående udtalelser, viser at relationsopbygning og behovsafdækning tager tid og derfor er tilstrækkelige ressourcer afgørende. I processen giver vi vores brugere indsigt i deres mange forskellige muligheder, introducerer dem til et mangfoldigt miljø af muligheder, hvor de bliver udfordret, anerkendt og skubbet tilpas meget.

AskovFondens relationsorienterede tilgang i udviklingen og realiseringen af sociale løsninger, bekræftes af viden fra socialforskningen, som siger, at dét, der for alvor flytter noget, er relationer. Dette lige fra mønsterbryderforskning ”risikobørn” fra 1993[6] til den viden, vi har i dag om, at unge der har været anbragt uden for hjemmet, bryder den sociale arv, hvis de på et tidspunkt i deres barndom/ungdomsliv møder et menneske, der tror på dem og medvirker til at etablere brobygning til nye muligheder i livet.

En anden og meget interessant erfaring, vi har gjort os i AskovFonden, er, at vores brugere gerne vil og kan selv, og meget tyder på, at civilsamfundet er ved at udvikle sig til den nye motor for samfundsudviklingen. Vi oplever faktisk at borgernes fremmedgørelse på grund af globalisering og meget overordnede økonomiske og administrative styringsmodeller er med til at frisætte borgernes medborgerskab, engagement og værdiskabelse på nye måder. Når meningsfylden ikke kan leveres ovenfra, må vi selv skabe den nedefra.

[2] Kilde: udenforskabetspris.dk

[3] Kilde: Danmarks Statistik, BNP 1013: 1.891 milliarder kroner

[4] Helle – er det modsætningsfuldt at vi skriver at relationen er det vigtigste, og nu så beskriver vores fokus på dokumentation og evidens?

[5] Gennem omfattende forskning har Scott D. Miller dokumenteret, at brug af systematisk feedback i psykologisk behandling øger effekten med 65 %. Han har desuden på baggrund af et stort forskningsmateriale dokumenteret, at den væsentligste faktor i psykologisk behandling er den alliance, der opnås mellem klient og terapeut – ikke den specifikke metode. Brugen af FIT-outcomes går derfor på tværs af referencerammer.

[6] Kilde: SFI

drenge-kigger

Visioner for velfærdsstaten

Vi har brug for en virkelig lydhør velfærdsstat, der bygger på mulighederne i alle: ydelser, der værdsætter og bygger på relationer. Vi skal have et system, der forstår, at ensomhed dræber, at du har brug for et socialt netværk til at finde et job, når 80% af arbejdspladserne aldrig reklameres for og at du har brug for nogen til at stå ved din side[7]. Mange børn i Danmark vokser op med forældre, der som udgangspunkt står udenfor samfundet, og hvis vi ikke har et system, der bygger på relationer, så er oddsene store for at de børn blot følger sine forældres fodspor og bliver endnu en i statistikken, der kommer til at stå udenfor og koster samfundet mange penge.

Som beskrevet ovenfor er virkeligheden jo den, at op mod hvert tiende nyfødt barn risikerer et liv uden for samfundet. Det svarer til, at et sted mellem to og tre børn i samtlige danske folkeskoleklasser kan se frem til et liv, hvor de bliver overhalet indenom og udenom af alle de andre. Det er mange – alt for mange. Som samfund må det være vores absolut vigtigste opgave at forhindre, at vi taber ét eneste barn på gulvet. Og langt hen af vejen, ved vi jo godt, hvad der skal til og hvilke initiativer, der virker. Men desværre er vi blevet vant til at se forebyggelse som en omkostning, snarere end en investering. Måske fordi især kommunerne ikke har de fornødne redskaber til at beregne den samlede samfundsøkonomiske effekt af at investere i forebyggelse. Måske fordi kassetænkning mellem stat, regioner, kommuner – ja helt ned mellem de enkelte forvaltninger – gør det svært at forsvare en social investering i skoler og klubber, når investeringen først bliver økonomisk rentabel, når man medtager de positive økonomiske effekter mange år ude i fremtiden.

Det koster ikke kun samfundet dyrt, men har også den alvorlige omkostning, at vi taber nogle børn, som gennem hele livet, oplever at være på den forkerte side af samfundet. Vi møder dem allerede i vuggestue/børnehaven og i skolen bliver de ofte dem, som får diverse bogstavsdiagnoser med sig i bagagen. Senere bliver de aftagere af sociale ydelser og for manges vedkommende bliver de professionelle klienter, som ikke får taget hånd om deres eget liv.

Vi bliver nødt til at få vægten flyttet fra passive overførsler – og tankegangen om et “sikkerhedsnet” under de svageste – til investeringer i menneskelig kapital, som giver sociale og økonomiske gevinster for alle.

Og – hvis vi fortsætter med at fokusere på målgruppen isoleret set – og på de problemer de har – risikerer vi, at fastholde mennesker i udsathed og på den måde bidrage til en negativ spiral, som hverken kommer det enkelte menneske eller samfundet til gode. Der sker ingen udvikling, hvis de kun har deres egen gruppe at identificere sig med.

I AskovFonden gør vi, hvad vi kan! Vi gør alt for at påvirke den politiske agenda til et større fokus på den relationelle velfærd, sociale investeringer og helhedssyn. Samtidig møder AskovFondens 220 ansatte hver dag på arbejde med den bedste intension om at møde vores brugere, som de mennesker, de er – adskilt fra deres sårbarhed – og bidrage til at give dem styrken og modet til at tage ansvar for deres liv og vores alle sammens samfund.

Fordi alle vinder, når ingen taber…

 

[7] Se blandt andet undersøgelse om ensomhed, som DR har publiceret 21. april 2015 http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2015/04/16/135647.htm