Vi er nødt til at tage opgøret med 40 års fejlslagen socialindsats

Skal vi for fremtiden skabe en langt bedre social indsats for de mennesker i vores samfund, som har allermest brug for hjælp, er vi nødsaget til at tage et opgør med den nuværende praksis på socialområdet. Fra en reaktiv symptombehandling til en forebyggende og proaktiv indsats.

Når man taler med socialt udsatte, så er fortællingen desværre alt for ofte, at de i mødet med velfærdssystemet føler sig som sagsnumre frem for mennesker. Mødet med systemet er kendetegnet ved et utal af forskellige sagsbehandlere, manglende indsigt i den konkrete situation og skæve forventninger til, hvad borgeren rent faktisk er i stand til beskæftigelsesmæssigt. Derudover eksisterer der en grundlæggende mistænkeliggørelse, der bunder i, at systemet frem for tiltro, tillid og relationen til borgeren er fokuseret på at få borgeren hurtigst muligt ud af døren igen.

Det er en fuldstændig uholdbar situation, som ikke hjælper udsatte videre i tilværelsen, fordi der ikke bliver taget udgangspunkt i det enkelte menneskes livssituation og potentialer. Det kræver en markant kulturændring i den offentlige sektor, hvis vi fremadrettet skal hjælpe socialt udsatte videre i tilværelsen.

Som folkevalgte, og som direktør for en ngo, er det ikke vores opgave at fortælle borgerne, hvad systemet mener, men at fortælle systemet hvad borgerne mener, og derfor løfter vi på tværs af partiskel denne dagsorden. Problemerne er mange. Udsatte borgere bliver eksempelvis mødt af alt for mange forskellige sagsbehandlere, og det spænder ben for, at det enkelte menneske får den rette hjælp, på det rette tidspunkt, de så stærkt har brug for. For meget administration og kontrol betyder, at den enkelte mister modet på tilværelsen og giver op. I stedet for at tage udgangspunkt i, hvad borgeren selv mener, der kan afhjælpe en uholdbar situation, tages der udgangspunkt i, hvad der er mest bekvemt og økonomisk rentabelt på den korte bane (for systemet selv, forstås).

Frem for at fastholde et system af snubletråde, der spænder ben for det enkelte menneske, skal vi i stedet fokusere på at skabe en fortrolig relation mellem den enkelte borger og den enkelte sagsbehandler. Vi skal lade sagsbehandleren bruge sin faglighed og give en individuel service til borgeren, der tager udgangspunkt i borgerens individuelle behov og sociale situation samt inkluderer borgerens egne perspektiver og idéer.

Der er derfor udtalt behov for, at der i kommunerrne skabes en mere pragmatisk og udviklingsorienteret tilgang til velfærd. Dette indebærer, at der i første omgang formuleres en overordnet vision for borgerens møde med systemet. Denne vision kan passende tage udgangspunkt i, at det er systemet, der skal tjene borgeren – ikke omvendt. Derudover er det helt centralt, at udbuddet af velfærdsydelser tager afsæt i, at når borgeren møder systemet, skal dialogen baseres på den gode relation og en enkelt kontaktperson. Det fordrer simplicitet, det skaber tryghed, og det danner rammen for at kunne arbejde i fællesskab med borgeren om løsningen af komplekse sociale problemstillinger. For at dette opgør med den nuværende praksis på socialområdet kan finde sted, er her derfor en række konkrete principper, der kan danne rettesnor for en konstruktiv udvikling af vores alle sammens velfærdsstat. Det er det, vi kalder relationsvelfærd som afløser for den nuværende systembevarende velfærd.

I relationsvelfærd er mødet med og troen på det enkelte menneske centralt og bygger på en anerkendelse af, at nøglen til social forandring ligger i det, der sker mellem mennesker, altså i relationen.

Skab rum for praksisnær udvikling: Ud fra denne overliggende vision, bør praksis ude i kommunerne og over for den enkelte borger være rettet imod, at der benyttes værktøjer og systemer, der er skabt til kontinuerlig udvikling gennem feedback, ekspertviden og praksisnærhed. Denne tilgang bør være kendetegnet ved, at de tiltag, der akkompagnerer indsatsen, er fokuserede på intern udvikling i forvaltningen, relationsopbygning med den enkelte borger samt kollektiv ressource- og idédeling. Vi bør gøre op med praksis om, at borgeren er et nummer, der bliver kastet frem og tilbage mellem forskellige afdelinger og forvaltninger, og fremme, at der internt i systemet deles viden og erfaringer, der kan komme borgeren til gode i sidste ende samt forenkle leveringen af velfærdsydelser.

 

Fokus på relationen frem for systemvelfærdsbevaring: Derfor bliver vi nødt til at tage et opgør med den centraliserede infrastruktur, der i høj grad kendetegner vores velfærdssystem i dag. Det traditionelle behov for en koncentreret beslutningsinfrastruktur skal brydes op, da relationer og social kontakt repræsenterer den essentielle del af fremtidens velfærd. Dette betyder helt konkret, at beslutninger, der angår borgerens eget liv, i så høj grad som muligt skal tages i samarbejde med borgeren selv og med konsultation fra en repræsentant fra systemet.

Finansiér og fremhæv alternative sociale modeller: Det nuværende system er kendetegnet ved en blind tro på dets egenskaber. Der hersker en kultur, hvor alternativer ikke i udgangspunktet bliver betragtet som udviklingsmuligheder, men som forhindringer for, at systemet kan reproducere sig selv. Det skal vi lave om på. For at kunne ændre denne kultur, er det nødvendigt at investere i fremtidssikrede modeller for velfærd, hvor erfaringsdeling, systemets kollektive kapaciteter samt holistisk problemløsning muliggøres af fri deling af viden og erfaringer.

Facilitér dialogen: Christiansborg, og i forlængelse kommunerne og regionerne, bliver nødt til at skabe rammerne og vilkårene for en velfærdsstat bygget på relationsvelfærd. I sidste ende er det ikke den enkelte sagsbehandler, der kan bære udviklingen og tage et opgør med nuværende praksisser på velfærdsområdet – det er politikerne. Første skridt på vejen bliver at lytte til de erfaringer, der allerede bliver skabt ude i landet, samt at indgå i en kreativ, udviklingsorienteret, åben og kollektiv diskussion af, hvilken slags velfærdsstat vi ønsker, at vores system skal baseres på. Vi skal fremme dialogen på tværs af sektorer og forvaltninger. Og vi skal gøre op med begrænsende silotænkning, der ikke kommer borgeren til gode.

Vi bør gøre op med praksis om, at borgeren er et nummer, der bliver kastet frem og tilbage mellem forskellige afdelinger og forvaltninger.

 

Derudover er det helt afgørende, at socialområdet begynder at tage udgangspunkt i en proaktiv og forebyggende indsats frem for indsatsen i dag, hvor vi i alt for mange tilfælde først griber ind, når det er gået galt. Det gælder både i forhold til mistrivsel hos børn, vold i familien og bandekriminalitet. Vi oplever gang på gang, at alt for mange sociale tiltag er hovsaløsninger og reaktive symptombehandlinger på sager, som der for længst burde være blevet taget hånd om. Det gælder ikke mindst de mange tvangsfjernelser og anbringelser af børn, som først bliver grebet, når de lander i medierne.

 

Den bedste velfærd udspringer af borgerens personlige styrker og relationer til omverdenen. Derfor handler relationsvelfærd om at give borgere og velfærdsleverandører plads til at samarbejde om løsninger, der tager afsæt i borgerens unikke muligheder, udfordringer og relationer.

Det vil måske betyde en merudgift nu og her, men det vil på sigt ikke kun skabe besparelser for det offentlige. Endnu vigtigere vil det være en investering i det enkelte menneskes vej ud af udsatheden. Vi skal sætte mennesket før systemet – og det skal vi være fælles om på tværs af partiskel og civilsamfund.

AskovFonden holdt – sammen med socialordfører Carl Holst fra Venstre og socialordfører Torsten Gejl fra Alternativet – mandag 11. december en konference med titlen ”Fra systemvelfærd til relationel velfærd”hvor politikere, fagfolk og mennesker med erfaringer fra et liv på kanten af samfundet debatterede, hvordan vi kan udvikle en bedre velfærd i fremtiden.

 

Kronikken er skrevet af:  TORSTEN GEJL, SOCIALORDFØRER (AL) | CARL HOLST, SOCIALORDFØRER (V) | HELLE ØBO, ADM. DIREKTØR ASKOVFONDEN og bragt i Jyllands Posten den 12. december 2017. Dagen efter konferencen på Christiansborg om relationel velfærd.