Hvem lytter til de udsattes stemme i en valgkamp?

Vi ved, der er afholdt Folketingsvalg senest om tre måneder. Det betyder i praksis, at alle politikere allerede nu er i gang med at positionere sig selv og deres holdninger til fremtidens Danmark.  Selvom det ser ud som om, at klimaet tager den store føring, hvad angår danskernes vigtigste valgtema, så bliver socialpolitikken af 28 % af vælgerne prioriteret som værende vigtigt (kilde: Concito 2019).

I AskovFonden møder vi hver dag mennesker, som kæmper for at komme tilbage på sporet efter et liv med vold, spiseforstyrrelse, psykisk sygdom, skoleværing m.m. Vi møder unge, som næsten har tabt pusten, før de er kommet i gang med livet, og når man tænker på, at det koster 7,3 millioner kr. at miste et ungt menneske til et liv i udenforskab, så burde det være et meget aktuelt valgtema, uanset partifarve og holdning til velfærd i øvrigt.

Vi ved, at 51.800 børn og unge i Danmark er udsatte ifølge Danmarks statistik.  betyder, at samme antal er i risikozonen for at koste samfundet 7,3 millioner kr. pr. stk. Hvis vi antager, at bare 50 % af dem ikke kommer i uddannelse og arbejde, betyder det en samfundsmæssig omkostning på 190 milliarder.  Og her er ikke medregnet de mange følgeomkostninger, der kan være med behandlinger, dyre indlæggelser og fysiske sygdomme. Ifølge VIVE tilhører ca. 180.000 personer én af de marginaliserede grupper, som er præget af psykisk sygdom, misbrug eller hjemløshed, hvilket svarer til 8,4 pct. af alle voksne mænd og kvinder i den arbejdsdygtige alder i DK.

På samme måde har det store omkostninger, når der bliver skåret på indsatsen til psykisk syge, eller når voldsramte familier ikke kan få den fornødne hjælp til at bryde med et liv i voldens skygge. Ifølge SFI vokser hvert 20. danske barn op i en familie, hvor der forekommer grov fysisk vold. Vold i hjemmet koster ikke alene dyrt for det enkelte barn. Volden har også en høj pris for samfundet. Samfundsøkonomisk koster den sociale og sundhedsmæssige hjælp ifølge en undersøgelse fra EgmontFonden 450 mio. kroner pr. fødselsårgang, indtil barnet er 15 år.

Kun hver femte af de socialt svageste danskere modtager bostøtte eller lignende sociale indsatser, som gør dem bedre i stand til at klare deres hverdag. Samtidig trækker den samme gruppe i stort omfang på sundhedsvæsenet og andre offentlige ydelser. 280.000 udsatte borgere bruger i alt indsatser og ydelser for 41 mia. kr. (kilde: VIVE)

Udover det økonomiske incitament, så mener jeg, at vi som samfund bliver nødt til at tale om, hvor vores bundgrænse skal være. Skal alle hjælpes? Eller kun dem der selv er umiddelbart motiveret, eller dem der koster mest i følgeomkostninger?

Skal vi resignere og opgive mennesker? Fordi de er for dyre? For umotiverede? For besværlige?

Igennem de 23 år, jeg har arbejdet indenfor det sociale område, har jeg desværre måtte konstatere, at det er blevet sværere at få hjælp i dag, end det var for bare 5 år siden. Selv når mennesker gerne vil tage ansvar og ejerskab for deres eget liv ved at opsøge hjælp, så er vores systemvelfærd, blevet så funderet på strukturer, regler og bureaukrati, at det nærmest kræver en Master i velfærd, at finde frem til den rigtige hjælp.

Vi møder dagligt mennesker som eksempelvis gerne vil tage et HF-fag med støtte, fordi de gerne vil nå frem til et uafhængigt liv, men samtidig har de en klar erkendelse af, at de ikke kan gøre det uden støtte. Desværre er reglerne således, at man som såkaldt aktivitetsparat kan få et 16 ugers forløb, og der passer et seks måneders HF-FLEX forløb ikke ind. Så i stedet sender man dem ud i mere eller mindre håbløse aktiveringsprojekter, hvor de så igen kan samle endnu et nederlag til bunken.

Vi møder også børn i vores specialskoler, som gennem flere år helt er holdt op med at gå i skole, grundet angst, autisme eller andre invaliderende problemer, som ikke er blevet løst i inklusionens hellige navn.

Det kan synes som mindre problemer i den store sammenhæng, men for det enkelte menneske er det en katastrofe ikke at få den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt. Derudover er det en direkte uovervejet (og nogle kunne synes ubegavet) måde at forvalte menneskeliv og i sidste instans vores økonomi på.

Jeg savner en diskussion om, hvor den sociale bundgrænse skal være. Skal vi erkende, at socialpolitikken har spillet fallit og turde tale om effekt og mål på en ny måde?

Et sted at starte kunne være at involvere dem, det handler om. De psykisk sårbare, de unge på kanten, de voldsramte familier, de mange familier, som forgæves har søgt hjælp. Man kunne stille et enkelt spørgsmål, om hvordan de kunne være blevet hjulpet bedre og mere effektivt, for at finde en af forandringsnøglerne henimod fremtidens velfærd på en ny måde. Her tænker jeg ikke på fokusgrupper og rundkredse, men på helt nøgternt at undersøge, hvordan vi bedre kan handle proaktivt i stedet for reaktivt, som velfærdsamfundet efter hånden bærer præg af i dag.

Det er som om, man skal være faldet helt ud over kanten for at få hjælp Og hvis det sker, så er det ikke kun sværere for det enkelte menneske at komme tilbage igen, det koster også vanvittigt mange penge for samfundet.

Hvad venter vi på?

Som NGO siden 1943 har vi været med til at udvikle sociale velfærdsløsninger, og det vil vi fortsætte med i fremtiden. Derfor stiller vi os også til rådighed i den kommende valgkamp med fageksperter og viden om effekt og forebyggende indsatser, som kan bidrage til en nuanceret debat om sociale indsatser og fremtidens velfærd.

Vi kommer også til at lave LYTTERMØDER, hvor vores brugere kan gøre politikerne klogere på, hvordan de kunne være blevet hjulpet på en bedre måde, og hvordan de mener at kunne bidrage til udviklingen af en mere bæredygtig social sektor.

Derudover har vi, i samarbejde med FURTUE NAVIGATOR, udviklet en APP omkring temaet ”hvordan mener du, fremtidens velfærd skal se ud”. Her vil vi gå ud og spørge danskerne om deres mening.

Så kære politikere – hvad vi venter I på? Vi er klar og vil gerne bidrag med input fra fageksperter og måske allervigtigst, reelle erfaringer fra mennesker, der har levet eller lige nu lever et liv på kanten af samfundet.

//Helle Øbo

Mød AskovFonden og vores seks afdelinger

Se flere blogs fra Helle Øbo