AskovFonden er noget så tiltalende som en organisation, der muliggør individuelle løsninger på komplekse problemer.
Det lyder som en gang embedsmandsgas, men jo mere jeg sætter mig ind i fondens aktivitetsområder, desto mere sikker er jeg på, at det er den skinbarlige sandhed.
Der er brug for akut og dybdegående hjælp til for eksempel voldsramte familier, piger og drenge med spiseforstyrrelser, arbejdsløse unge, skolevægrende børn med diverse diagnoser, ensomme i alle aldre og andre psykisk sårbare – og skal den hjælp være effektiv, må den skræddersys til den enkelte.
Man kan nemlig ikke putte alle i én kasse. Hvad der rigtigt for én, preller fuldstændig af på en anden. Det ved alle, også medarbejdere og beslutningstagere i de offentlige institutioner, der har ansvaret.
Problemet er, at de offentlige institutioner mangler ressourcer til at yde den skræddersyede behandling, som er nødvendig. For eksempel kræver det enorme mængder arbejdstid, hvis en ung med anoreksi skal have en fast støtteperson, der ikke alene står til rådighed nærmest døgnet rundt, men tropper op flere gange om dagen for at hjælpe patienten gennem de aldeles livsnødvendige måltider uden tvang, men med venlighed og konsekvens.
Skal man arbejde på denne måde, kræver det først og fremmest empati – altså evnen til at kravle helt i hjernen på et andet menneske og fornemme, hvordan det er at befinde sig derinde, på godt og ondt.
Og det er så her, min interesse vækkes for alvor. Netop empatien er jo et af de allervigtigste redskaber i min branche. Kan man som fiktionsforfatter ikke mærke sine personer – deres gode såvel som mere usympatiske sider – bliver man aldrig i stand til at skrive troværdigt. Ingen er hundrede procent god, ingen er helt igennem ond.
Hvad der udefra ser enkelt ud, kan i virkeligheden være særdeles indviklet, fordi der konstant er modsatrettede og irrationelle følelser involveret. Hvad der for én lyder som et problem, der nemt kan løses, kan for en anden virke fuldstændig uoverskueligt.
Man kan ikke ”bare lige” begynde at spise mere (eller mindre), hvis man har en spiseforstyrrelse. Man kan heller ikke ”bare lige” få sig en flok venner, hvis man er ensom, smile noget mere, hvis man har en depression, eller ”bare lige” gå i skole, når det præcis er den, man er angst for.
Der findes ikke en hurtig løsning, som passer til alle. Det kræver tid, det kræver overblik, det kræver åbenhed og nysgerrighed at kunne opfange bare en lille bid af, hvad der foregår i et andet menneske – og det er det, AskovFonden kan hjælpe med i psykiatrien, på jobcentret eller i grundskolen.
AskovFonden yder i eget såvel som offentligt regi en utroligt vigtig indsats for dem, som har brug for en fast kontaktperson, praktisk hjælp eller alternative undervisningsforløb til dem, der ikke lige passer ind i de mest almindelige bokse.
Jeg påtager mig med stor ydmyghed og glæde hvervet som ambassadør for AskovFonden og ser frem til at yde mit lille bidrag til en organisation, hvor omsorg og empati tæller mere end budgetrammer.
Anna Grue
Vil du være med til at hjælpe udsatte i Danmark? Hvis svaret er ja, så har du muligheden for at gøre som Andrea Aaby lige her – lige nu.
For 200 kroner om året kan du gøre en kæmpe forskel for Sabine, Adam, Frida og andre børn og voksne der er udsatte i Danmark.