ASPA: At holde dynamikken i sit netværk som psykisk sårbar

MIT LIV ER MIT NETVÆRK – JACOB’S HISTORIE SOM INSPIRATION 

Indledning af leder af AskovFondens Socialpsykiatri Kristina Bodenhoff

Mennesker har et helt grundlæggende behov for at blive set og for at føle, at de betyder noget for andre. Faktisk udgør relationer et vigtigt fundament ift. trivsel og glæde, og er også afgørende i forhold til at vi kan udvikle os. Når livet bliver svært – eller hvis vi ramler ind i psykiske udfordringer – er det oftest vanskeligt for os at bevare og udvikle vores relationer og vores netværk. Jeg har gennem flere år i mit arbejde i AskovFondens Socialpsykiatri (ASPA), set og fulgt Jakob og har været vidne til den betydning, det har haft for Jakob, at bruge os som et fundament for netværk, samtidig med at han selv har fastholdt og udviklet sit eksisterende netværk. Jeg har været nysgerrig på, hvor han fik energien fra, da jeg alt for ofte ser mennesker, der har en psykisk sårbarhed inde på livet, ende i isolation. Det har jeg talt med Jacob om, og det er derfra min tanke kom om at lave et interview. Med interviewet ønsker jeg at dele Jacobs historie med henblik på at inspirere og bringe håb til andre mennesker – at vise hvor stor glæde og livskvalitet netværket kan give.

ASPA møder omkring 250 forskellige mennesker gennem en måned. Nogen kommer dagligt og andre kommer mere sporadisk. Hos ASPA står netværk og fællesskab i centrum. Og – vi støtter mennesker i at (gen)opbygge mod – og få kompetencer til at (gen)opdyrke og udvikle deres netværk. Nedenfor kan I læse om, hvordan Jacob – trods livslang psykisk sygdom – mestrer kunsten at finde daglig livskvalitet og styrke gennem sit netværk. Jacob kommer dagligt i Det Gule Hus på Kapelvej på Nørrebro, som er et af ASPA’s tilbud.


psykiatri

Om Jacob

Jacob er 57 år, og har været udfordret af psykiske sårbarheder og sygdomme det meste af sit liv, blandt andet OCD og paranoid skizofreni. Jacob kommer i Det Gule Hus, som er AskovFondens anonyme værested på Kapelvej, hvor han får støtte og socialt samvær. Jacob har et stort netværk med både nære venner og bekendte. Det har han altid haft, og der kommer stadig nye venner til. Jacob er sjælden af sin art på det punkt. Han vedligeholder og udvikler sit netværk hver dag og har gjort det, siden han kan huske. Det gælder også i de perioder, og på de dage, hvor Jacob har det dårligt og hvor fangarmene af hans psykiske lidelser er ekstra lange. Hvad er det Jacob kan og gør for at holde dynamikken i hans netværk? Og – hvordan fik – og hvorfor har Jacob denne særlige evne/kompetence?

Det blev Tine Freiesleben fra AskovFonden bedt om at undersøge, og heldigvis var Jacob med på ideen. Det endte ud i en række samtaler, som er nogen af de mest interessante samtaler, Tine har haft længe. Og – Tine tør godt afsløre, at det ikke kun er i forhold til netværk, at Jacob er unik. Mage til nærvær, begavelse, skarphed og charme skal man lede længe efter.

 

Jacobs fortælling

Jacob kan slet ikke lade være! Hver eneste dag – og gerne flere gange – ringer han til forskellige mennesker i sit netværk. Enten vil han ønske dem tillykke med fødselsdagen, tillykke med bryllupsdagen, blot sige hej eller tale. Han fortæller, at han i disse telefonsamtaler altid får noget med; noget som han kan glæde sig over eller tænke videre over – på den gode måde. Jacob gjorde det samme, da han i perioden før 1994 havde flere indlæggelser på både åbne og lukkede psykiatrisk afdelinger. Det var faktisk det første, han gjorde, for selvfølgelig skulle hans venner vide, hvor han var. Det gjorde Jacob tryg!

Jacob samlede 23 mennesker til sin 50 års fødselsdag, så det kræver en vis disciplin at holde hele gryden i kog. Iblandt hans venner er familiemedlemmer – nogle i udlandet, gamle klassekammerater, venner fra Det Gule Hus og nyere venner. For Jacob er netværket og vennerne et fundament. En slags vækstbetingelse i hans liv, så det kommer helt af sig selv. Mennesker er lig med muligheder i Jacobs liv. Sådan er det bare, siger Jacob.

Jeg har også et stort netværk dér, hvor jeg bor. Jeg taler med dem alle sammen og det hænder, at nogen af dem inviterer mig ind. Det er hyggeligt, men dét, der betyder mest for Jacob, er de små snakke, det lille hyggelige hej og den gode stemning, der altid er, når han møder sine naboer. Det er vigtigt og dejligt trygt, specielt de dage hvor angsten og kontrollen prøver at fylde det hele.

Hver morgen går Jacob en tur på Nørrebro. Jeg har ikke en fast rute, men det er altid de samme steder, jeg kommer, fortæller Jacob. Her har jeg også lært en masse mennesker at kende – lige fra dem, der altid sidder nede på hjørnet og drikker øl, til dem i skønhedssalonen, på restauranterne og hos frisøren, hvor jeg gerne går ind og får en kop the… og en god snak selvfølgelig. Der sker altid noget på mine morgenture. Så er der en ny pige i skønhedssalonen, der inviterer mig ind. Så fortæller ham fra restauranten, at han vil lave en særlig kage til mig, når jeg har fødselsdag. Og et smil fra en forbipasserende på gaden. Ja, det drysser med små og store stjernestunder. Og det er ikke tilfældigt, at jeg begynder dagen med mine ture, for det giver mig energi, glæde og modstandskraft til resten af dagen, fortæller Jacob.

Jacob er i Det Gule Hus hver dag, hvor en af hans tætteste venner også kommer. Og, fortæller Jacob, hvis vi ikke er der på samme tidspunkt, så ringer vi sammen. Og meget gerne 2 gange, ellers er det ikke en rigtig dag.

Livet er følelser for Jacob. Både de hårde (modstanden/smerten/angsten) og de gode (kærligheden). De lever side om side ligesom de mange andre kontraster i Jacobs liv. Der er altid en modvægt. Dét lærte Jacob meget tidligt i sit liv, hvor han boede alene med sin søster og sin mor.

Som ganske lille dreng blev det nødvendigt for Jacob at beskytte sin mor, og han var vidne til episoder, som ingen børn burde opleve. Jacob måtte gentagne gange tage ansvaret for sin mor, og han var bange og følte sig alene. Men Jacob betvivlede aldrig hans mors fundamentale kærlighed til ham. Han beskriver hende som en mor, som altid rummede ham, som var med ham, som bakkede ham op, som tilgav ham, som så ham, som tog ham ind til sig, hjælp ham og som lærte ham, at han skulle kæmpe for alt hvad han havde lært, at han skulle kæmpe for andre og at han skulle være, den han var. Og Jacob oplevede, at hans mor og han altid evnede at finde tilbage, at de altid tog hinandens hænder, selv efter svære oplevelser.

Jacob blev mobbet som barn, og havde svært ved at falde til i folkeskolen. Det betød, at Jacob i fritiden murede sig inde med sine lektier og bøger. Kontrollen tog til i styrke, og han sad oftest 6 timer dagligt og terpede, kun afbrudt af middagen med sin mor, som tit var dagens eneste åndehul.

Jacob oplevede et stærkt fundament i både sin mor og sin søster. Og de havde en stærk kærlighed til hinanden, som ingen eller intet kunne komme imellem. De fandt altid tilbage, og – trods perioder med svære omstændigheder – oplevede Jacob, at forholdet til moren og søsteren gav glæde og tryghed.

Jacobs liv var én stor kontrast. Der var kærlighed og smerte, styrke og sårbarhed, elsker og hader, ro og kaos, smagløshed og fandenivoldskhed. Kontrasterne var så stærke, at Jacob også – i perioder – oplevede, at hans tanker sagde det modsatte af, hvad han følte! Det var voldsomt, angstfremkaldende og gav ingen mening. Ingen mening overhovedet. Lige indtil transformationen en dag indtraf. Transformationen i at Jacob pludselig kunne se den 3. dimension i kontrasterne; en slags accept af de 2 modpoler, og kunne komme videre med fuld kraft. Det skete i årene op til 1994. Det var hér Jacob – for alvor – havde sit gennembrud i forhold til at bruge kærligheden til at holde smerten ude, til at bruge roen til at holde angsten på afstand og til – endnu mere aktivt – at bruge netværket for at nivellere sit liv. Kontrollen var der stadig, men på en anden måde. Jacob havde hærdet sig selv, uden at blive ufølsom.

Jacob mener selv, at han lærte at skabe netværk gennem de situationer, hvor han var nødt til at forsvare sin mor. Han lærte at holde fast i det gode – i den kærlighed han vidste, var der – som kilde til glæde, håb og mening. Jacob oplevede en stærk loyalitet og tillid fra sin mor og søster, hvilket gav ham en fundamental følelse af at tro på sig selv. Dette var vigtigt, fordi hans voldsomme tanker og omverdenen forsøgte at overbevise ham om det modsatte. Men Jacob oplevede, at han er god, som han er, og at han har en masse at tilbyde. Og netop denne tillid og styrke gjorde, at Jacob formåede at opbygge, udvikle og fastholde kilden til kærlighed i hans netværk, da søsteren døde i 1997 og moren 7 år senere. Uden relationerne var der ingen modpol, ingenting til at opveje alle de vanskelige ting og sygdommen, som Jacobs liv var fyldt af.

Jacobs relationsbehov og -evne, som blev grundlagt i de første år af Jacobs liv, blev hans livline, og også kilde til glæde i hans liv. Det var mening og håb, der blev skabt i relationen og i tilknytningen til andre mennesker. Den blev en forudsætning for livet. Specielt når smerten, angsten og kontrollen skar dybt, blev det tydeligt.

Trods Jacobs livslange diagnoser, kamp og indre og ydre modstand, har han lært altid at tage ansvar og altid at handle og kæmpe. Derfor har det altid været naturligt for Jacob, at skabe relationer og at vedligeholde dem. Og Jacob fortæller, at netværket er det sidste, han giver slip på i sit liv. Jacob er 57 år lige nu, hvor vi sidder og taler, og han afslører, at han faktisk skal invitere endnu flere end de 23 mennesker, der var til hans 50 års fødselsdag, til hans 60 års fødselsdag. Jacob bliver glad ved tanken, og afslutter med at udtrykke sin taknemmelighed over for hver og én, der er i hans liv…

 

Eftertanke

Allerførst vil jeg udtrykke min store beundring for Jacobs rejse og evne, overskud og lyst til – selv i hårde tider og på trods af sygdom – at bevare og vedligeholde sit netværk. Alt for ofte ser vi, at mennesker der har været udsat for svære psykiske udfordringer mister kontakt til familie og venner og har svært ved at bygge nye netværker op, hvilket gør at man hurtigt kan havne i isolation og først der kan det gå rigtig galt.

Det er umuligt, at overføre eller kopiere Jacob evne og mod, men alligevel synes jeg, at der er stor inspiration at hente. For tænk hvilken gave Jacob hele tiden skaber for sig selv, og hvilket lys det er midt i de sværeste tider, at han kan møde den verden han befinder sig i åbent og nysgerigt og samtidig kan tage alt det gode han møder ind som en berigelse af sin dag.

Kan vi mon – med tanke på, hvad Jacob har skabt af glæde og mening – skabe mod til – med små skridt – at være mere åbne og tro på, at vi har alt, hvad der skal til for, at vi også kan møde mennesker og lade dem blive en del af vores liv. Også selvom vi måske altid har fortalt os selv det modsatte. Vi kan i hvert fald prøve! Det starter med de små ringe i vandet, og en beslutning om at ville det. Og det kræver, at vi hjælper hinanden og er åbne. Det kan være svært, specielt hvis vi ikke er vant til det. Derfor findes der heldigvis et hav af steder, hvor du kan møde andre, som har det på samme måde.

AskovFondens Socialpsykiatri har gennem 40 år skabt fleksible rum og udviklingsfora til psykisk sårbare, hvor man kan mødes i fællesskaber og derfra fokusere på sin egen proces med ”at komme sig” og få et meningsfyldt liv. Se www.aspas.dk. I dag har vi aktiviteter bygget op omkring struktur og fællesskaber, aktiviteter bygget op omkring anonymitet, og aktiviteter bygget op omkring beskæftigelse og uddannelse. Endelig faciliterer vi netværksdannelse – med et naturligt udgangspunkt i fællesskabet i vores tilbud og også i brugernes liv udenfor ASPA.

Det er klart, at det i en tid, hvor individet nærmest bliver dyrket på bekostning af fællesskabet, og individualitet bliver til individualisme og selvbevidsthed til egoisme, kan det være svært at fastholde forestillingen om fællesskabet. Men – fællesskabet er vigtigt for alle, uanset hvor vi kommer fra, hvor gamle vi er, hvilken uddannelse vi har, om vi er syge eller raske. Vi skal værdsætte, at vi er bedre sammen end alene, og forstå at det kræver en handling fra os alle, nemlig at vi tager ansvar for BÅDE os selv og for de mennesker, vi deler netværk, land og verden med.

FORDI ALLE VINDER, NÅR INGEN TABER