Blog: Betydningsfulde faktorer i folkeskolen

Nu er det 8 uger siden jeg landede på Mir skolerne. Det har været 8 spændende uger, hvor jeg har fået godt indblik i, hvordan Mir Skolerne arbejder intensivt med elever med udviklingsforstyrrelser eller psykiske sårbarheder og deres læring, udvikling og trivsel. Jeg glæder mig til fortsat at realisere vores vision om, at støtte vores elever i at finde styrken og troen på, at de rummer potentialet til at udvikle sig og skabe det liv og den fremtid, de ønsker sig.

For 2 uger siden læste jeg en artikel om verdens største studie i menneskers lykke og sundhed, hvor Harvard University gennem 75 år har spurgt og undersøgt 724 mennesker, hvad der er udslagsgivende for deres sundhed og lykke. Svarene var entydige; Relationer med nærhed, kvalitet og stabilitet var nøgleordene. Konklusionen var at de nære relationer – også de konfliktfyldte – gør mennesker robuste, tilfredse og sunde, fysisk såvel som mentalt.

Der er selvfølgelig også andet i spil, for kendsgerningen er, at andre faktorer også har betydning for menneskets sundhed og lykke. I skolesammenhæng er der fx forskning fra den svenske forsker Bo Vinnerljung (professor ved Institut for socialt arbejde ved Stockholms Universitet), der konkret peger på skoleelevens afgørende fundament; nemlig at børn med uddannelse og et sundt liv, klarer sig bedst i tilværelsen.

Med andre ord – de børn der får en folkeskoleeksamen, lever et fysisk og mentalt sundt liv, og har kvalitet i de nære relationer – har de bedste forudsætninger for et godt voksenliv. Mere kunne måske tilføjes, men det kommer til at kredse om det samme, nemlig at bevidsthed, sundhed og nærhed er vigtige ingredienser til det gode liv.

Så dét der bliver vigtigt her, er vægtningen af betydningsfulde faktorer i det sociale arbejde, der udføres rundt omkring på samfundets institutioner. På Mir er vi meget optaget af denne vægtning. Gennem snart 15 år har Mir prioriteret de nære relationer i arbejdet med elevernes læring, udvikling og trivsel. Det vil sige en nærværende og stabil kontakt og relation til eleven, et meget højt prioriteret familiearbejde og en vedvarende træning af eleven i forhold til at indgå i sociale sammenhænge, hvor relationer indgås, udvikles og konsolideres.

Mir’s målsætning er samtidig, at eleven gennemfører 9. klasse og tager Folkeskolens afgangseksamen i de vigtigste fag – enten i den ordinære folkeskole eller på Mir. 85% af Mir’s elever gennemfører 9. klasse. Sundhed er også på skemaet og en del af hverdagen, fx ved at sætte fokus på børnenes viden om og livsførelse i forhold til sunde vaner, bevægelse og motion samt mental sundhed.

Mir åbner Naturskole for elever, som lærer bedst ved at føle, røre og gøre

I denne uge slår Mir dørene op for en Naturskole, som giver endnu flere muligheder for at arbejde målrettet med at ramme den læringsstil, som det enkelte barn trives bedst med. Skolen åbner på torsdag den 7. april, hvor blandt andet borgmester Pia Allerslev holder tale til åbningsreceptionen. Naturskolen ligger på Ledøje Bygade 23A i Smørum, og du er hermed inviteret.

Afslutningsvis… det ville være dejligt, hvis vores politikere talte mere om relationer, sundhed og helheden i grunduddannelsesindsatsen i stedet for at begrave sig i retoriske slåskampe om fx new public management. I min optik er der for mange unødvendige styrings- og kontrolværktøjer, og en for ensidig fokus på tid, ressourcer og resultater i skolevæsenet. Især for Mir’s elever er læsset ved at vælte – disse børn og unge halser krampagtigt efter lovgivningen på almenområdet, og deres skoleforløb bliver negativt påvirket af afledt meningsløshed, nederlag og præstationsangst. Så – der er brug for nye sociale velfærdsløsninger, hvor alle børn i Danmark – og alle børn i verden – får mulighed for helhedsorienteret at udvikle krop og psyke med vægt på de udslagsgivende faktorer, der skaber det gode børne- og voksenliv.

Bedste hilsner

Henrik Lauge Lohse, skoledirektør Mir skolerne

fordi alle vinder