BLOG: EVIGE DILEMMAER I SOCIALE INDSATSER

I AskovFonden møder vi hver dag mennesker, der lever i udenforskab. Mennesker som har brug for hjælp og støtte til at komme igennem en krise, mennesker som er sårbare eller som har haft så ringe opvækstbetingelser, at de hver dag kæmper med at føle sig gode nok, rigtige nok og/eller dygtige nok!

Vores fornemmeste opgave er at give mennesker styrken og modet til at tage ansvar for deres eget liv og det samfund, de er en del af.

Vi skal altid gøre os umage, og turde kigge på vores indsatser med selvkritiske øjne. Derfor måler vi vores indsatser i forhold til den effekt, de har på det enkelte menneske. Og vi bruger denne viden til konstant at videreudvikle vores indsatser til gavn for vores brugere.

Når vi laver sociale indsatser for mennesker, der er udsatte, har vi 2 dilemmaer, som jeg mener, vi er nødt til at forholde sig til.

Det første dilemma viser sig i vores indsatser med henblik på at hjælpe mennesker i udenforskab med at komme ind i fællesskabet og få en bidragende plads i vores samfund. I disse indsatser er der tendens til at isolere målgrupperne med henblik på at tilbyde en specialiseret indsats. Dette til trods for, at mennesker – der står udenfor – netop har brug for at møde andre mennesker, som kan inspirere dem og vise dem vejen til et andet liv. Hvis vi fortsætter med at fokusere på målgruppen isoleret set – og på de problemer de har – risikerer vi, at fastholde mennesker i udsathed og på den måde bidrage til en negativ spiral, som hverken kommer det enkelte menneske eller samfundet til gode. Der sker ingen udvikling, hvis de kun har deres egen gruppe at identificere sig med.

Jeg har ikke løsningen, men jeg tror på, at vi i dag og i fremtiden skal åbne op for civilsamfundet og omgivelserne, så de mennesker, vi skal hjælpe tilbage i samfundet, rent faktisk møder mennesker, der ikke nødvendigvis har de samme udfordringer. Måske det også vil bidrage til at aftabuisere nogle af de svære problemstillinger vi hver dag arbejder, herunder spiseforstyrrelser, vold i familien, og udsathed generelt.

Et andet dilemma i sociale indsatser handler om, hvor lang tid vi skal hjælpe vores målgrupper. Vi skal jo for alt i verden ikke fastholde mennesker i udsathed, og omvendt kan det have både store menneskelige og økonomiske konsekvenser, hvis vi slipper dem for tidligt.

Der er ikke nogen entydige svar på dette dilemma. Men gennem dokumentation og måling af effekten af vores indsatser, håber jeg, at vi til stadighed kan justere og videreudvikle vores arbejde, således at vi altid tilbyder rettidige, effektive og værdige løsninger til alle vores brugere.

I AskovFonden tror vi på, at vi skal udfordre vores praksis og vanetænkning hver dag. Først når vi for alvor tør italesætte selv de sværeste dilemmaer, har vi muligheden for at blive klogere og blive bedre til at skabe de sociale forandringer, som gør, at vi for alvor kan hjælpe mennesker til et værdifuldt liv i fællesskab.

FORDI ALLE VINDER NÅR INGEN TABER