BLOG: “JEG HAR BRUG FOR NOGEN TIL AT HOLDE MIG PÅ SPORET…”

Sådan lyder overskriften på en artikel i Politiken den 17. september. Historien bygger på et interview med en tidligere hjemløs, der – efter 18 år som hjemløs – har fået sin egen bolig, og nu føler sig isoleret, og ikke i stand til at klare hverdagens udfordringer med at betale regninger og styre hans til tider heftige alkoholforbrug. Meldingen fra kommunen er, at der er 3 måneders ventetid på at få støtte.

Overgangen fra et liv som hjemløs til at finde fodfæste i egen bolig er typisk meget kompleks. Tæt intensiv social støtte er derfor en afgørende medvirkende faktor, når de hjemløse skal lykkes med en tilværelse i egen bolig. Det er vigtigt, at støtten bliver igangsat så tidligt som muligt – og allerbedst hvis den er etableret, mens man stadig står i hjemløsheden.

I artiklen udtaler Ole Larsen (tidligere hjemløs); ”hvis ikke der snart kommer nogen, bor jeg sgu nok på et herberg om tre måneder”. Og hans frygt er reel, dokumenterer en undersøgelse foretaget af SFI, som netop viser, at over halvdelen af de hjemløse på herbergene i Danmark er gengangere. Undersøgelsen viser samtidig at det blot er 40% af de hjemløse, der har fået bostøtte sidste gang de flyttede i egen bolig. Når vi – i tillæg hertil – ved, at antallet af hjemløse unge er stærkt stigende – synes jeg, vi som samfund bør spørge os selv, om vi gør det godt nok.

I 2013 var jeg formand for bestyrelsen i herberget Rådmandsgade 60, som er et herberg for hjemløse unge i København. Her oplevede jeg, at de unge – udover skammen over at være hjemløse – allermest frygtede at blive ”sat” i egen bolig uden den nødvendige hjælp og støtte, som de havde brug for. De her unge havde ikke kun hjemløshed som udfordring, de havde ofte også et misbrug, en psykiatrisk diagnose, en historie med anbringelser med i bagagen, og for de allerflestes vedkommende var hjemløshed en konsekvens af de andre faktorer, og ikke den primære årsag til livet som hjemløs.

Netop derfor kan vi ikke løse hjemløshed alene med flere boliger. Vi er nødt til at tage udgangspunkt i hvert enkelt menneskes historie og primære udfordringer, og sætte ind med intensive og relationsstærke indsatser dér, hvor problemet starter. Vi må gøre det ordentligt fra starten, da det er den eneste måde, hvorpå de unge på sigt kan blive i stand til at overskue og leve et selvstændigt liv i egen bolig. Dette vil – udover at mindske hjemløseproblematikken – skabe værdige forudsætninger for flere udsatte og vel også – samlet set – spare velfærdsdanmark for en stor pose penge.

I AskovFonden arbejder vi hver dag for at give mennesker modet og styrken til at tage ansvar for deres eget liv og det samfund, de er en del af. På denne ”rejse” er der mange overgange, som vi ved, rummer store risici for tilbagefald for vores målgrupper. Derfor er vores indsatser og metoder udviklet og sammensat med særlig fokus på at forebygge disse tilbagefald og i stedet styrke vores brugeres evne til at handle og klare sig selv. Et eksempel er Askovhus, hvor vi arbejder med resocialisering af piger med spiseforstyrrelser. I målet om at skabe en vellykket overgang fra indlæggelse til et selvstændigt liv i egen bolig, tilbyder vi vores unge piger at bo i en delelejlighed sammen med en studerende. Ved at dele lejlighed med én, som ikke selv har en spiseforstyrrelse eller er behandler eller lignende, opstår der et neutralt og befriende miljø, som giver adspredelse, inspiration og mulighed for nye relationer og netværk. Pigerne får et naturligt (udviklings)rum, hvor de lærer – og træner, hvad der skal til for at de kan magte deres eget liv samtidig med at de også bare får lov til at være sig selv. Det åbner muligheder for at pigerne kan udvikle sig på nye måder og forandre sig, og på den måde skaber indsatsen brobygning til et selvstændigt og meningsfuldt liv, også når den sociale indsats holder op.

Fordi alle vinder når ingen taber

Kærlig hilsen
Helle Øbo