BLIV ENGAGERET (frivillig) I KBH+ PÅ YDRE NØRREBRO

Har du lyst til at engagere dig i et kreativt hus med mange muligheder på Ydre Nørrebro? Har du lyst til at få nye, kreative kompetencer og tage del i spændende kulturprojekter? Og endeligt har du lyst til at blive en del af et rummeligt, rart og idérigt fællesskab med plads til alle? Så kom og vær med i AskovFonden KBH+!

KBH+, som er en del af AskovFonden, er et hus, hvor musik, visuel kunst, iværksætteri, teater, bevægelse, madlavning og projektmageri er platform for et unikt kulturmiljø – et miljø kendetegnet af kreativitet, aktiv ungdomsdeltagelse og fællesskaber, hvor det er en værdi at være forskellige, fordi vi lader os inspirere og lærer af nogen, der ikke ligner os selv.

Som engageret (frivillig) i KBH+ kan du bl.a.:

KBH+ kan blive springbrættet for dine projekter, events, idéer, personlig udvikling, dit nye job eller nye fællesskaber og netværk – uanset hvad der bringer dig hertil, så er du mere end velkommen!

Hvis det lyder som noget for dig, så hører vi rigtig gerne fra dig!

Kontakt frivilligkoordinator Stine Lindstøl Spørring på tlf: 60 68 29 11 eller stine.spoerring@askovfonden.dk (eller kom forbi en dag og sig hej!).

Adresse:
KBH+, AskovFonden
Emblasgade 175
2100 København Ø
(Indgang ved den høje skorsten)


I KBH+ er vi alle engagerede. Hvad enten vi kommer til yoga, er frivillig til folkekøkken, afholder egne events eller noget helt fjerde. At være engageret i KBH+ betyder, at vi alle er en del af et fællesskab og løfter i flok.

Læs mere på www.kbhplus.dk og følg os på www.facebook.com/kbhplusaskovfonden/



Askovhus tilbyder åben rådgivning om spiseforstyrrelser

Askovhus tilbyder gratis rådgivning til børn, unge og voksne, der lider af en spiseforstyrrelse samt deres forældre og andre pårørende.

Når man bliver ramt af en spiseforstyrrelse kan det være svært overhovedet at finde ud af, at man har brug for hjælp. Samtidigt kan det også være forvirrende at finde rundt i de forskellige muligheder for behandling, der er.

Jo længere tid man er syg med en spiseforstyrrelse, des længere tid tager det at komme fri af den, da spiseforstyrrelsen hele tiden tager til i styrke. Der er derfor ofte brug for at træde hurtigt til med behandling eller andre indsatser, så man modtager den rette hjælp i tide og dermed øger sandsynligheden for at kunne overvinde spiseforstyrrelsen.

Her er det vores erfaring, at den sygdomsramte og de pårørende kan drage stor gavn af at modtage rådgivning omkring ens situation.

Det kan vi hjælpe med

Med Askovhus’ Åben rådgivning om spiseforstyrrelser vil vi derfor gerne tilbyde vores erfaring og kendskab til spiseforstyrrelsesområdet. Vi kan f.eks. hjælpe dig med viden og rådgivning omkring:

  • At få øget sygdomsindsigt og afklaring omkring ens situation
  • Hvordan man kan arbejde med motivation og ambivalens i forhold til at modtage hjælp
  • At blive afklaret omkring hvilken type hjælp og evt. behandling, man har brug for
  • At finde det rigtige behandlingstilbud for den enkelte
  • Hvilke muligheder man har for at få hjælp, når man er pårørende til en med en spiseforstyrrelse

Der tilbydes rådgivende samtaler, enten telefonisk eller til indkaldte møder, hvor du/I møder op i Askovhus. Typen af samtale, længde og evt. gentagelse af samtaler vil variere og altid tage udgangspunkt i dit/jeres behov.

Askovhus tilbyder også behandling og andre former for hjælp, som du kan læse nærmere om her.

Hvem kan henvende sig?

Vi kan hjælpe med rådgivning, hvis du er over ti år og har – eller tror du har – en spiseforstyrrelse, eller hvis du er pårørende eller ven til en, der har en spiseforstyrrelse. Det kan være anoreksi, bulimi, binge eating disorder (tvangsoverspisning) eller andre former for spiseforstyrrelser. Det kan også være, der er andre udfordringer med f.eks. angst, OCD eller depression.

Askovhus’ erfaring

Askovhus har eksisteret siden 1983 og har arbejdet specialiseret med spiseforstyrrelse siden 1994. Askovhus er vant til det tværfaglige samarbejde med den regionale behandling, kommunale medarbejdere og eventuel private aktører som psykologer, læger og diætister. Vi har derfor stor erfaring med de muligheder og udfordringer, der er, når man har brug for at få rådgivning om spiseforstyrrelser. Askovhus er derudover udvalgt af Socialstyrelsen som VISO-leverandør for danske kommuner, som har brug for specialrådgivning om borgere med spiseforstyrrelser.

Støttet af Danmark Fonden

Askovhus har tidligere tilbudt vejledende telefonsamtaler og afklarende møder til borgere, pårørende og professionelle i et begrænset omfang. Danmark Fonden har imidlertid valgt at støtte en indsats, der indebærer flere ressourcer til rådgivning af sygdomsramte og pårørende, og det har resulteret i det gratis tilbud Åben rådgivning.

Læs mere om Askovhus her

Hvad er en spiseforstyrrelse?

JOB: Selvstændig og effektiv lønbogholder til AskovFondens økonomiafdeling

AskovFonden søger en selvstændig og effektiv lønbogholder, der har lyst til at arbejde i en mindre økonomiafdeling, hvor et højt fagligt niveau, sparring med kolleger og en god og uformel stemning er en del af hverdagen.

AskovFonden er en social NGO med en direktion og seks separate afdelinger. Du bliver en del af et bogholderi på 5 personer, der sammen skal levere god og ordentlig service til AskovFondens 250 medarbejdere og ledere. Din base bliver på Nørrebro, og du refererer til vores CFO.

Din rolle handler om at indsamle og behandle løndata, sørge for indberetning af pension, kontrol og afstemning til e-Indkomst, oprettelse af medarbejdere i lønsystemet, behandling af timesedler, besvarelse af spørgsmål fra medarbejdere og en lang række forskellige ad hoc opgaver, som er knyttet til denne jobfunktion.

Kan du se dig selv i en virksomhed med fokus på høj faglighed, udvikling og godt kollegaskab samt en ledelsesstil, der bygger på ”frihed under ansvar”, åbenhed og gensidig respekt, så er det måske netop dig vi søger.

Overordnede ansvarsområder:

  • Lønkørsel og indtastning af løndata for ansatte i 3 selskaber med alt tilhørende
  • Bogføring og afstemninger af lønrelateret poster
  • Udarbejdelse af kontrakter og allonger
  • Svare på spørgsmål fra medarbejdere og ledere
  • Andre personaleadministrative opgaver
  • Lister og udtræk/statistik herunder Danmarks Statistik

Det er vigtigt at du har erfaring med:

  • Lønkørsler incl alt
  • Har gode it-kundskaber, og kan se processerne i en sammenhæng og være med til at udvikle bedre og smartere løsninger
  • Har kendskab til at arbejde med lønsystemer
  • Har kendskab til overenskomster
  • Dynamics AX 2012 eller lignende
  • Har god regnskabsforståelse, og lader tallene tale til dig
  • At lave Lister, udtræk/statistik samt udføre kontroller
  • Kontakt med mange forskellige mennesker

Derudover forventer vi, at du af natur er imødekommende og serviceminded. Du er dedikeret og engageret i at gøre en forskel, er vedholdende og arbejder selvstændigt og så har du et godt humør.

Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer og er til besættelse snarest muligt.

Ansøgningsfrist 25. april 2019 og samtalerne forventes afholdt den 29. april.

  • Vi tilbyder flekstid og sundhedsordning.
  • Lønnen vil reflektere dine kvalifikationer, og de krav der stilles.

Ønsker du yderligere information om stillingen, kontakt AskovFondens adm. Direktør Helle Øbo på mail: hoep@askovfonden.dk

Søg stillingen her

Hvem lytter til de udsattes stemme i en valgkamp?

Vi ved, der er afholdt Folketingsvalg senest om tre måneder. Det betyder i praksis, at alle politikere allerede nu er i gang med at positionere sig selv og deres holdninger til fremtidens Danmark.  Selvom det ser ud som om, at klimaet tager den store føring, hvad angår danskernes vigtigste valgtema, så bliver socialpolitikken af 28 % af vælgerne prioriteret som værende vigtigt (kilde: Concito 2019).

I AskovFonden møder vi hver dag mennesker, som kæmper for at komme tilbage på sporet efter et liv med vold, spiseforstyrrelse, psykisk sygdom, skoleværing m.m. Vi møder unge, som næsten har tabt pusten, før de er kommet i gang med livet, og når man tænker på, at det koster 7,3 millioner kr. at miste et ungt menneske til et liv i udenforskab, så burde det være et meget aktuelt valgtema, uanset partifarve og holdning til velfærd i øvrigt.

Vi ved, at 51.800 børn og unge i Danmark er udsatte ifølge Danmarks statistik.  betyder, at samme antal er i risikozonen for at koste samfundet 7,3 millioner kr. pr. stk. Hvis vi antager, at bare 50 % af dem ikke kommer i uddannelse og arbejde, betyder det en samfundsmæssig omkostning på 190 milliarder.  Og her er ikke medregnet de mange følgeomkostninger, der kan være med behandlinger, dyre indlæggelser og fysiske sygdomme. Ifølge VIVE tilhører ca. 180.000 personer én af de marginaliserede grupper, som er præget af psykisk sygdom, misbrug eller hjemløshed, hvilket svarer til 8,4 pct. af alle voksne mænd og kvinder i den arbejdsdygtige alder i DK.

På samme måde har det store omkostninger, når der bliver skåret på indsatsen til psykisk syge, eller når voldsramte familier ikke kan få den fornødne hjælp til at bryde med et liv i voldens skygge. Ifølge SFI vokser hvert 20. danske barn op i en familie, hvor der forekommer grov fysisk vold. Vold i hjemmet koster ikke alene dyrt for det enkelte barn. Volden har også en høj pris for samfundet. Samfundsøkonomisk koster den sociale og sundhedsmæssige hjælp ifølge en undersøgelse fra EgmontFonden 450 mio. kroner pr. fødselsårgang, indtil barnet er 15 år.

Kun hver femte af de socialt svageste danskere modtager bostøtte eller lignende sociale indsatser, som gør dem bedre i stand til at klare deres hverdag. Samtidig trækker den samme gruppe i stort omfang på sundhedsvæsenet og andre offentlige ydelser. 280.000 udsatte borgere bruger i alt indsatser og ydelser for 41 mia. kr. (kilde: VIVE)

Udover det økonomiske incitament, så mener jeg, at vi som samfund bliver nødt til at tale om, hvor vores bundgrænse skal være. Skal alle hjælpes? Eller kun dem der selv er umiddelbart motiveret, eller dem der koster mest i følgeomkostninger?

Skal vi resignere og opgive mennesker? Fordi de er for dyre? For umotiverede? For besværlige?

Igennem de 23 år, jeg har arbejdet indenfor det sociale område, har jeg desværre måtte konstatere, at det er blevet sværere at få hjælp i dag, end det var for bare 5 år siden. Selv når mennesker gerne vil tage ansvar og ejerskab for deres eget liv ved at opsøge hjælp, så er vores systemvelfærd, blevet så funderet på strukturer, regler og bureaukrati, at det nærmest kræver en Master i velfærd, at finde frem til den rigtige hjælp.

Vi møder dagligt mennesker som eksempelvis gerne vil tage et HF-fag med støtte, fordi de gerne vil nå frem til et uafhængigt liv, men samtidig har de en klar erkendelse af, at de ikke kan gøre det uden støtte. Desværre er reglerne således, at man som såkaldt aktivitetsparat kan få et 16 ugers forløb, og der passer et seks måneders HF-FLEX forløb ikke ind. Så i stedet sender man dem ud i mere eller mindre håbløse aktiveringsprojekter, hvor de så igen kan samle endnu et nederlag til bunken.

Vi møder også børn i vores specialskoler, som gennem flere år helt er holdt op med at gå i skole, grundet angst, autisme eller andre invaliderende problemer, som ikke er blevet løst i inklusionens hellige navn.

Det kan synes som mindre problemer i den store sammenhæng, men for det enkelte menneske er det en katastrofe ikke at få den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt. Derudover er det en direkte uovervejet (og nogle kunne synes ubegavet) måde at forvalte menneskeliv og i sidste instans vores økonomi på.

Jeg savner en diskussion om, hvor den sociale bundgrænse skal være. Skal vi erkende, at socialpolitikken har spillet fallit og turde tale om effekt og mål på en ny måde?

Et sted at starte kunne være at involvere dem, det handler om. De psykisk sårbare, de unge på kanten, de voldsramte familier, de mange familier, som forgæves har søgt hjælp. Man kunne stille et enkelt spørgsmål, om hvordan de kunne være blevet hjulpet bedre og mere effektivt, for at finde en af forandringsnøglerne henimod fremtidens velfærd på en ny måde. Her tænker jeg ikke på fokusgrupper og rundkredse, men på helt nøgternt at undersøge, hvordan vi bedre kan handle proaktivt i stedet for reaktivt, som velfærdsamfundet efter hånden bærer præg af i dag.

Det er som om, man skal være faldet helt ud over kanten for at få hjælp Og hvis det sker, så er det ikke kun sværere for det enkelte menneske at komme tilbage igen, det koster også vanvittigt mange penge for samfundet.

Hvad venter vi på?

Som NGO siden 1943 har vi været med til at udvikle sociale velfærdsløsninger, og det vil vi fortsætte med i fremtiden. Derfor stiller vi os også til rådighed i den kommende valgkamp med fageksperter og viden om effekt og forebyggende indsatser, som kan bidrage til en nuanceret debat om sociale indsatser og fremtidens velfærd.

Vi kommer også til at lave LYTTERMØDER, hvor vores brugere kan gøre politikerne klogere på, hvordan de kunne være blevet hjulpet på en bedre måde, og hvordan de mener at kunne bidrage til udviklingen af en mere bæredygtig social sektor.

Derudover har vi, i samarbejde med FURTUE NAVIGATOR, udviklet en APP omkring temaet ”hvordan mener du, fremtidens velfærd skal se ud”. Her vil vi gå ud og spørge danskerne om deres mening.

Så kære politikere – hvad vi venter I på? Vi er klar og vil gerne bidrag med input fra fageksperter og måske allervigtigst, reelle erfaringer fra mennesker, der har levet eller lige nu lever et liv på kanten af samfundet.

//Helle Øbo

Mød AskovFonden og vores seks afdelinger

Se flere blogs fra Helle Øbo

MIR SKOLERNE: Får mit barn et afgangsbevis?

På Askovfondens Mirskoler tilbyder vi undervisning i folkeskolens afgangsfag. Dette betyder også, at vi selvfølgelig fører vores elever til eksamen. Vi har også mulighed for at opstille nogle andre rammer omkring hele forløbet, end man traditionelt set har.
Prøverne er nemlig en stor mundfuld, og alene tanken om stilheden og kammeraternes ivrige tasten på tastaturet kan virke skræmmende.

Afgangsprøverne er ikke alene et fagligt mål, men i høj grad også et socialt mål. Derfor er en stor del af vores behandlingsarbejde også udarbejdet med henblik på at sikre vores elever de rette værktøjer til at klare sådanne prøver bedst muligt. Således arbejder vi målrettet mod at forøge selvværd, mestringsforventning og selvforståelse, alt i mens vi udvikler en relevant faglig ballast. 

Terminsprøver

I hvert skoleår holder vi ligeledes terminsprøver for vores elever på de højere klassetrin. Ved prøverne gælder grundlæggende samme regler som på en almindelig folkeskole; Samme digitale prøveform, ingen telefoner og stilhed under prøveperioden. Vi afholder terminsprøver for at få et indtryk af, hvordan en skriftlig eksamen foregår. For mange af vores elever gælder det nemlig, at det kan være svært at forestille sig en ukendt situation, og lige netop dét manglende billede af hvordan situationen bliver, kan være katalysator for en uønsket mængde angst og frustration. Derfor sigter vi gerne efter, at man oplever terminsprøverne over flere år, for på den måde at afmystificere hele situationen. Det er vores erfaring, at denne metode i høj grad bidrager til ro omkring det.

Særlige vilkår

Som med alt andet på Mirskolerne, tilpasses forløbet således til den enkelte elev, for bedst muligt at sikre grobund for det gode resultat. Det vigtigste er ene og alene, at det i en eller anden form giver mening for eleven, og at de har en følelse af at de kan magte opgaven. Elev, forældre og lærere tager derfor i fællesskab, en beslutning om hvilke fag der evt. kunne give mening.  

Vi har rigtig god erfaring med at dele prøverne op over en længere periode, og også gerne over flere skoleår. Dette giver rum til bedre at kunne overskue det enkelte fag, og plads til at fordybe sig i det. Det er endvidere også muligt at gå op i afgangsprøverne senere i skolegangen, således at man på Mirskolerne går til prøve i udvalgte fag, men gemmer andre til senere.

Helt lavpraktisk gælder det også, at man har mulighed for at gå til prøve under særlige vilkår, som betyder at man får forlænget prøvetid, hvilket vi som udgangspunkt arbejder ud fra. Dette betyder f.eks. at den skriftlige fremstilling i dansk, forlænges med 30 minutter.

Alt i alt oplever vi rigtig flotte resultater fra vores elever, der under de rette omstændigheder med ro, plads og forståelse, kan levere meget flotte faglige præstationer.

HVORDAN FÅR MIT BARN EN SKOLEPLADS?

BEHANDLINGSTILGANG PÅ MIR SKOLERNE

KRONIK I ALTINGET: FANGET I EGET FÆNGSEL

Kronik i Altinget:Social torsdag den 21. marts 2019 Af Helle Øbo / adm direktør i AskovFonden og Line K. Sidenius / direktør i Askovhus

Nogle af de allermest udsatte og sårbare mennesker her i landet formår vi slet ikke at hjælpe i det system, vi har i dag. Det er udsatte, som vi sjældent hører om, og som ikke nødvendigvis udgør en stor gruppe.

Men deres udfordringer er så alvorlige, at de lige nu lever et liv, som vi faktisk ikke kan være bekendt som samfund.

Én af de grupper kender vi desværre rigtig godt i en af vores afdelinger i AskovFonden, og det er mennesker, der lider af en langvarig, svær spiseforstyrrelse.

Vi kan faktisk hjælpe dem, men det kræver en indsats, hvor målet ikke vil være fuld helbredelse.

Stort mørketal
I Askovhus, som er AskovFondens specialiserede afdeling, der arbejder med spiseforstyrrelser, har vi i lang tid kendt til den lille gruppe af mennesker, der er allermest syge af deres spiseforstyrrelse, og som ikke får den støtte, de har brug for.

Vi ved, at de rigtig gerne vil have hjælp, men der er simpelthen ikke noget tilbud – hverken offentligt eller privat – der kan give dem den højt specialiserede støtte, de har behov for.

Fordi de ikke passer ind i de rammer, der omgiver eksisterende tilbud.

Eksperter på spiseforstyrrelsesområdet vurderer at kende til minimum tyve personer med langvarig, svær spiseforstyrrelse.

Men eksperterne antager også, at der er et større ”mørketal”. Det vil sige, at der er langt flere, som ”gemmer” sig rundtomkring, og som behandlingssystemet ikke kender til.

Det er nemlig ofte mennesker, der ikke formår at råbe højt på hjælp, og som derfor ender med at blive overset i vores velfærdssamfund.

Højt specialiseret botilbud
I dag bor de voksne, som vi kender til, enten i botilbud eller på plejehjem, hvor de mistrives og ikke får den støtte, de har brug for.

Man har ikke den fornødne højt specialiserede viden til at kunne håndtere denne målgruppe.

Andre bor i eget hjem eller stadig hjemme hos mor og far. Her får de måske støtte af hjemmeplejen, en støttekontaktperson, pårørende eller lignende, men igen – uden at få den påkrævede hjælp, de har brug for til at kunne leve et tåleligt liv.

De fleste vil have et højt antal indlæggelser bag sig.

De bliver stadig indlagt med jævne mellemrum, når vægten bliver faretruende lav, eller når der kommer andre alvorlige følgesygdomme i spil som diabetes, knogleskørhed, misbrug og selvskade.

Det slider på kroppen, og ud over de omfattende negative konsekvenser, som indlæggelser har for det psykiske og sociale liv, så slutter livet også væsentligt tidligere for mange af disse menneskers vedkommende, fordi kroppen simpelthen giver op eller på grund af selvmord.

Den indsats, der i virkeligheden vil kunne hjælpe målgruppen allermest, er et højt specialiseret botilbud, som er særligt indrettet til denne målgruppe. Det peger både faglige eksperter og målgruppen selv på.

Et særligt tilrettelagt botilbud vil kunne give disse mennesker ro, tryghed og stabilitet. Det vil sandsynligvis kunne holde dem mere vægtstabile, nedbringe antallet af indlæggelser samt – ikke mindst – sikre dem et værdigt liv.

Komplicerede behandlingsforløb
Et sådant botilbud vil også kunne hjælpe Rikke.*

Rikke er i dag 35 år gammel og har kæmpet med en spiseforstyrrelse, siden hun var 14. Hun har indgået i specialiseret behandling ad mange omgange.

Hun har været hyppigt indlagt, og hun er stadig tilknyttet behandling for voksne med langvarig spiseforstyrrelse, hvor hun kommer for at blive vejet for at undgå vægttab, så risikoen for indlæggelse mindskes.

Behandlingsforløb med en spiseforstyrrelse er typisk meget komplicerede, og der kan være lang vej til at blive rask.

Men en kvinde som Rikke er så syg, at hun trods rigtig mange år med forsøg fra forskellige specialiserede indsatser ikke har været i stand til at vikle sig ud af spiseforstyrrelsens spind og nå en stabil, sund vægt.

Det er derfor også kommet til et punkt, hvor det etablerede behandlingssystem må konstatere, at hun nok aldrig kommer sig over sin spiseforstyrrelse.

Hvilken hjælp er der så tilbage at tilbyde Rikke?

Fanget i et fængsel
I dag lever Rikke et liv, som bedst kan beskrives som at være fanget i eget fængsel:

Hun er i dag på førtidspension og bor i sin egen lejlighed. En gang om ugen får hun besøg af en hjemme-hos’er, som hjælper Rikke med at få startet på rengøringen og andre praktiske opgaver i et par timer.

Rikkes forældre forsøger også at hjælpe og støtte hende, så godt de kan. De handler ind for hende og kommer forbi to gange om ugen.

Derudover får Rikke ikke besøg i lejligheden, og hun kommer heller ikke uden for en dør. Ud over spiseforstyrrelsen lider Rikke nemlig også af både OCD og angst.

Hendes OCD gør det meget svært for hende at invitere andre hjem i sin lejlighed.

Dels fordi hun ikke kan tåle, at folk rører ved hendes ting, og dels fordi hun har en række forskellige tvangsritualer, som hun udfører mange gange dagligt.

Rikkes angst betyder samtidig, at det er meget stressende og pinefuldt for hende at bevæge sig uden for en dør. Hun kommer derfor kun ud, når forældrene henter hende i bilen og kører en tur med hende.

Rikkes hjem er på den måde ikke en varm og tryg base, hvor hun kan slappe af, hygge sig og restituere som os andre. For Rikke er hendes hjem et sted, som hun ikke kan forlade, og et sted, hvor hun er ladt alene med sin spiseforstyrrelse.

Kort sagt: en slags fængsel, der holder hende indespærret på grund af hendes sygdom.

Det betyder også, at spiseforstyrrelsen langsomt erobrer mere og mere af Rikkes liv. Ofte med livstruende situationer til følge, når hun med jævne mellemrum kommer ned på en vægt, der er så lav, at hun skal akutindlægges for ikke at dø.

Vægtøgningskravet
Hvis man spørger Rikke, om hun gerne vil have hjælp, ja, så er hun faktisk desperat efter at få den.

Men det paradoksale er, at det er meget svært for hende at tage imod den hjælp, hun kan få.

Det kan virke besynderligt for de fleste af os.

Men som det ser ud i dag, vil omdrejningspunktet i et behandlingsforløb for en spiseforstyrrelse altid være, at der er krav om vægtøgning og generel bedring for sygdommen – og det giver selvfølgelig rigtig god mening for langt de fleste patienter med en spiseforstyrrelse.

Men for Rikke er det eksempelvis vægtøgningskravet, der gør, at hun ikke kan indgå i et almindeligt behandlingsforløb.

Det skyldes, at hendes spiseforstyrrelse, OCD og angst har så godt fat i hende nu, at hun ikke kan tage på i vægt og arbejde med sin spiseforstyrrelse på en måde, hvor målet er, at hun skal blive rask.

Det handler – ifølge de behandlende læger som har været inde over – ikke længere om vilje, men om hvad hun er i stand til rent kognitivt og funktionsmæssigt.

Sagt på en anden måde, så har Rikke fået så alvorlige, varige mén af sin sygdom, at hun står med nogle komplekse, psykiske udfordringer. Og den hjælp, hun får tilbudt, tager reelt set ikke højde for de udfordringer.

Det svarer lidt til at tilbyde en lejlighed på femte sal i en opgang uden elevator til en kørestolsbruger.

Målet er ikke fuld helbredelse
Det, som Rikke egentlig har allermest brug for, er et højt specialiseret botilbud, som kan skabe trygge rammer omkring hendes hverdag.

Hvor hun kan blive mødt på de vilkår, der gør sig gældende, og ikke mindst, hvor hun kan få kvalificeret hjælp til at opretholde en vægt, som ikke er livstruende.

Det indebærer, at målet med sådan en indsats ikke er fuld helbredelse.

I stedet – fordi Rikke lever en forpint tilværelse lige nu – vil målet være at højne hendes livskvalitet og derigennem få øje på og udvikle Rikkes ressourcer og kompetencer og opdyrke de drømme for livet, som hun trods alt stadig har.

Det er eksempelvis drømme om muligheden for at få en kæreste, at være noget for nogen og at tage del i et fællesskab og dermed få mere gejst på livet.

To tilbud med plads til ti
Men der findes i dag ikke et højt specialiseret tilbud, som kan rumme borgere med langvarig, svær spiseforstyrrelse og alle de komplikationer, der følger med.

Det betyder – hvis vi sætter tingene lidt på spidsen – at vi som samfund tillader, at nogle af vores allermest syge borgere lever et forpint og uværdigt liv, enten gemt væk og glemt i deres eget hjem eller under helt uegnede forhold, på plejehjem og almenpsykiatriske bosteder.

I AskovFonden synes vi ikke, vi kan være dét bekendt. Askovhus har derfor taget initiativ til en arbejdsgruppe bestående af eksperter på området, som har udviklet et koncept om et højt specialiseret botilbud til denne målgruppe.

Arbejdsgruppen anbefaler, at man på landsplan etablerer to tilbud, som hver har plads til ti borgere. Et sådan botilbud skal tilbyde fysiske rammer, som giver målgruppen muligheden for at have et rigtigt hjem med eget køkken og bad.

Samtidig er der kvalificeret personale, som kan yde somatisk hjælp og psykosocial støtte ud fra pædagogiske principper, der tager individuelle hensyn til den enkeltes psykopatologi.

Konceptet er blevet kvalitetssikret af en fokusgruppe bestående af målgruppen selv samt Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser og en række danske kommuner, som bakker op om etableringen af sådan et botilbud.

Konceptet lægges kvit og frit frem til alle, der måtte have interesse i at starte sådan et tilbud.

I AskovFonden ønsker vi selv at gå forrest, hvis vi kan skaffe midlerne til det. Det betyder, at både ekspertisen, viljen og målgruppen er der. Vi mangler bare midlerne og den politiske opbakning.

”Interessante nok” at investere i
Når vi i AskovFonden gerne vil søsætte nye initiativer, oplever vi ofte, at der er størst interesse for målgrupper, som tæller mange personer, fortrinsvis består af unge, og som har stor sandsynlighed for at komme helt igennem de udfordringer, de måtte have.

Det giver god mening. Der skal selvfølgelig være økonomi til de mange, der har brug for lidt.

Men i vores samfund mener vi, at der også skal være råd til at hjælpe de allermest syge.

Når vi således forsøger at fonde midler til en særlig indsats som denne, oplever vi desværre ofte, at når målgruppen ikke er større, og når prognosen, for at de kommer til at kunne bidrage økonomisk til samfundet, er så dårlig, betyder det, at de ikke er ”interessante nok” at investere i.

Det til trods for, at sådan en målgruppe består af nogle af de mennesker, der har allermest brug for hjælp og i sidste ende kan komme til at koste samfundet alvorligt mange penge – netop fordi de ikke får den rette støtte og derfor bliver genindlagt igen og igen, selvom alle fagspecialister godt ved, at det ikke er vejen frem.

Sociale investeringer
Vi mener, at tiden er kommet til, at vi skal diskutere, hvor bundgrænsen skal være.

Mener vi eksempelvis, det er et værdigt liv, når forholdsvis unge mennesker skal leve deres liv på et plejehjem? Hvem skal vi hjælpe i det her samfund?

Og er vi tilfredse, hvis hjælpen ”blot” resulterer i et bedre liv for den enkelte, men ikke nødvendigvis fører dem til en plads på arbejdsmarkedet, hvor de kan bidrage til samfundets kistebund?

Når vi eksempelvis taler om sociale investeringer, så er det måske ikke denne målgruppe, som står øverst, hvis private investorer skal investere i velfærd.

Men måske er det lige præcis her, vi skal diskutere, hvor bundgrænsen skal være?

Hvis vi hjælper andre målgrupper bedre og med større effekt, så burde en konsekvens netop også blive, at vi får flere ressourcer til at hjælpe dem, som ikke nødvendigvis bliver ”rentable” for samfundets økonomiske bundlinje.

Andet kan vi ikke være bekendt – både over for de mennesker, der lider af langvarig, svær spiseforstyrrelse, og over for deres forældre, søskende og andre pårørende, som er dybt berørte af deres situation.

*Rikke er opdigtet af skribenterne. Men hendes historie er stykket sammen af brudstykker af virkelige menneskers liv for at kunne sætte et ansigt på denne målgruppe, uden at de vil skulle læse om deres personlige historie i et medie.

Læs kronikken i Altinget:Social her

Kronik i Politiken: Lad os stoppe vold i familien

Kronikken er skrevet af SUSANNE NOUR MAGNUSSON og NIELS CHRISTIAN BARKHOLT. Susanne Nour Magnusson er direktør i AskovFonden, Dialog Mod Vold og Niels Christian Barkholt er formand for LOKK – Landsorganisation af Kvindekrisecentre. Kronikken blev bragt i Politiken lørdag den 16. marts 2019

Hvorfor investerer vi ikke i forebyggelse af vold i nære relationer i Danmark? Vi kan undgå megen lidelse og spare store summer i mange år fremover

Der er behov for nytænkning af indsatsen. Vi bekæmper bedst vold med at forebygge, og indsatsen skal være vidensbaseret. Det skriver socialminister Mai Mercado, justitsminister Søren Pape Poulsen og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen i deres fælles forord til en ny handlingsplan til bekæmpelse af fysisk og psykisk vold i nære relationer, som regeringen lancerede denne måned. Det er vi enige i, men hvis disse mål skal realiseres, skal der investeres i forebyggende indsatser i en hel anden grad, end vi gør i dag.

Vold i nære relationer er et omfattende samfundsproblem. Antallet af voldsudsatte kvinder har ikke ændret sig siden 2005. Derfor er der behov for, at vi styrker og gentænker indsatsen i dens helhed. Adgangen til at komme på krisecenter står centralt i den danske indsats. Det er heldigvis muligt, at voldsudsatte kvinder og deres børn kan søge beskyttelse, støtte og rådgivning, når der er behov for det. Det skal fastholdes, og det skal gælde uanset køn. Men hvis vi vil nedbringe antallet af voldsudsatte og de store både menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser af volden, er det ikke tilstrækkeligt, at der først bliver sat ind, når skaden er sket. Der er brug for en målrettet indsats for at forhindre, at voldelig adfærd gentager sig. Og der er brug for et særligt fokus på forebyggelse rettet mod de unge, før de stifter familie. Vi er vidne til, at voldelig adfærd bliver ført videre fra generation til generation. Det skal vi stoppe, og det gøres ikke med kortvarige projekter. Det forudsætter permanente indsatser.

Hos Landsorganisation af Kvindekrisecentre og Dialog mod Vold ser vi et stort behov for at gå nye veje i indsatsen mod vold. Vi skal styrke fokus på forebyggelse og sikre en tidlig, målrettet og integreret indsats rettet mod såvel børn som voksne i voldsudsatte familier. Vi hilser regeringens nye handlingsplan og dens gode tiltag velkommen. Det, vi savner i handlingsplanen, er en strategi for, hvordan vi får reduceret antallet af voldsudsatte, og en konkret ambition for, hvilke mål der skal opnås.

Børn, der vokser op i hjem med vold, kan få psykiske og sociale vanskeligheder

Hvert år bliver 38.000 kvinder og 19.000 mænd udsat for fysisk vold fra deres partner, og hvert 6. barn vokser op i hjem med vold. I en undersøgelse fra Vive skønnes det, at 3,9 procent af kvinder og 1,2 procent af mænd i Danmark har været udsat for psykisk partnervold. Vi ved, at kvinder bliver udsat for den groveste fysiske vold. Ud over fysiske skader er psykiske lidelser som posttraumatisk stress, depression og angst udbredte konsekvenser af volden.

Mange voldsudsatte mister gradvist kontakten til venner og familie og mister tilknytningen til arbejdsmarkedet. Således er det kun 20 procent af de kvinder, der kommer på krisecenter, der er i beskæftigelse, og 33 procent af dem er på overførselsindkomst. Børn, der vokser op i hjem med vold, kan få psykiske og sociale vanskeligheder, uanset om de overværer volden eller selv bliver udsat for den. Samtidig er de i øget risiko for selv at blive udsat for eller udøve partnervold, når de bliver voksne. På det samfundsmæssige plan medfører volden store udgifter til blandt andet skadestuebesøg, krisecenterophold, foranstaltninger og anbringelser.

Dialog mod Vold har i samarbejde med Københavns Kommune gennemført beregninger af, hvilke besparelser der kan opnås, hvis der sættes ind med Dialog mod Volds behandlingsmodel. Dialog mod Vold tilbyder en helhedsorienteret og integreret indsats, hvor alle i den voldsudsatte familie, både den, som udøver volden, og såvel de voldsudsatte børn som voksne får psykologbehandling. Beregningerne er gennemført som enkeltberegninger med SØM-metode og viser, at der for en familie, hvor der har været langvarig vold, kan spares 1,5 mio. kr. de første fire år. På længere sigt vil dette tal blive endnu større. De helt store besparelser opstår, når den voldelige adfærd stoppes, og konsekvenser som dårligere psykisk helbred, foranstaltninger og anbringelser af børn forebygges.

Alle er enige om, at der i sager med vold i familien skal være fokus på barnets perspektiv og på barnets rettigheder og beskyttelse, men det er ikke gjort med, at vi siger det og gentager det. Vi er nødt til at udleve det i vores praksis og skabe lovgivningsmæssige rammer for det. Overordnet set ændrer vi kun de grundvilkår, børn i voldsudsatte familier vokser op med, hvis vi hjælper begge forældre til at kunne leve et liv uden vold.

LOKK og Dialog mod Vold foreslår hermed et sporskifte i den nationale indsats mod vold i nære relationer. Vi skal som et supplement til de eksisterende tilbud om beskyttelse til voldsudsatte sætte målrettet ind med forebyggelse og helhedsorienteret behandling til voldsramte familier, hvor både den voldsudsatte og den voldsudøvende får hjælp, og hvor vi sikrer, at forældrene sammen får hjælp til deres forældreskab, så volden ikke bringes videre til næste generation. Lad os starte med den forebyggende indsats. Med retten til at komme på krisecenter er der i den offentlige indsats mod vold primært fokus på den akutte vold, og typisk bliver der først sat ind, når skaden er sket og ofte har varet i mange år.

Hvis vi sammenholder det med trafikområdet, ville det svare til, at vi blot var blevet ved med at tage imod et stort antal trafikofre på landets akutmodtagelser uden at stoppe op og overveje, om omfanget af trafikulykker kunne reduceres. Men realiteten er, at sikkerhedsseler, styrthjelme, fart- og promillegrænser og adskillige foranstaltninger i trafikken har nedbragt det årlige antal trafikdræbte fra 1.200 i 1971 til under 300 om året i dag. Det er vores vurdering, at det vil være muligt at skabe et lignende fald i antallet af voldsudsatte, hvis vi satte ind med en målrettet forebyggende indsats. Overvej bare et øjeblik, hvor megen lidelse og hvor mange følgeudgifter vi dermed kan undgå. Vi gentager: Offentlig forsørgelse (fordi mange derved ikke får en uddannelse og senere hen et job), tabt arbejdsfortjeneste, udgifter til skadestuebesøg og indlæggelser, krisecenterophold, foranstaltninger til børn og familier og sidst, men ikke mindst anbringelser. Flere kommuner skønner, at ca. 60 procent af deres anbringelser skyldes vold i hjemmet.

Hvis vi sætter ind for at stoppe volden, er der altså på en og samme tid mulighed for at sikre børn en bedre barndom og spare de store udgifter, som anbringelser medfører. Det er samtidig vigtigt også at huske på, at der er større sandsynlighed for selv at blive udsat for eller at anvende vold som voksen, hvis man har været udsat for eller overværet vold som barn. Faktisk er 74 procent af de voldsudøvere, Dialog mod Vold har haft i behandling, selv vokset op med vold i familien.

En tredjedel af de kvinder, der kommer på krisecenter, er gengangere

Vi har i dag over 50 kvindekrisecentre i Danmark med personale, der har særlig viden om vold. Hvis de fik til opgave at yde ambulant rådgivning til voldsudsatte og familier, der oplever problemer med vold, kunne det i mange tilfælde undgås, at volden eskalerer, så det bliver nødvendigt for den voldsudsatte og børnene at flygte fra hjemmet og tage ophold på et krisecenter. Krisecentre i København, Ringsted, Randers og Holstebro er i gang med forsøgsordninger, der netop yder tidlig rådgivning til kvinder udsat for fysisk og psykisk vold, men generelt er det ikke muligt for krisecentrene at yde forebyggende rådgivning, fordi deres opgave ifølge servicelovens paragraf 109 alene er at tilbyde døgnophold med omsorg og støtte.

I Finland er det almindelig praksis, at voldsudøvere bliver kontaktet om én eller flere rådgivende samtaler, når den voldsudsatte er flyttet på krisecenter. Det er endnu ikke blevet praksis herhjemme. Hvis vi systematisk kontakter voldsudøver i forbindelse med krisecenterophold og tilbyder behandling, så kan vi reducere omfanget af gentagne krisecenterophold og alle de øvrige menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser af langvarig vold. Vi ved, at hele 69 procent af kvinder på krisecentre har haft vold inde på livet i tre år eller mere. Par, der vælger at blive sammen efter et krisecenterophold, bør visiteres til behandling i Dialog mod Vold. De par, der efter krisecenterophold går fra hinanden, men har fælles børn, bør ligeledes visiteres for at sikre det fælles forældreskab og forhindre, at børnene skal leve videre med risiko for at blive udsat for vold, direkte eller indirekte. Det er afgørende, at vi forebygger, at der efter et krisecenterophold ikke igen opstår vold i hjemmet.

Ifølge rapporten ’Karakteristik af udøvere i behandling fra 2018’ angiver 78 procent af de voldsudøvere, der har gennemført et behandlingsforløb i Dialog mod Vold, at de ikke har udøvet vold et år efter behandlingen. Det bekræftes af 8 ud af 10 af de voldsudsatte partnere. En succesrate på 62 procent. Det er på linje med andre former for psykologbehandling. Vi har altså dokumentation for, at antallet af voldsudsatte i Danmark kan nedbringes, men det forudsætter en revision af serviceloven, herunder ændring af paragraf 109. Der bør etableres mulighed for statslig refusion på kommunernes udgifter til såvel rådgivning i krisecenterregi som forebyggende behandling i Dialog mod Vold, ligesom der i dag er statslig refusion på selve krisecenteropholdet. Kommunerne bør forpligtes på at sætte ind med behandling til voldsudøvere, ligesom de i dag er forpligtet på at tilbyde ophold på krisecenter til den voldsudsatte.

En ny national struktur for arbejdet med vold i nære relationer skal sikre, at vi altid sætter ind med den mest målrettede og mindst indgribende indsats til voldsudsatte familier. Serviceloven – hvis formål er forebyggelse – skal revideres, så den kommer til at leve op til sit formål.

Dialog mod Vold har i dag afdelinger i København, Odense og Aarhus og har siden 2002 været finansieret af satspuljemidler. Desværre er der en meget lang venteliste på op til 2 år. I en social investeringsoptik bør der være tilbud om psykologbehandling til voldsudøvere og deres familier minimum ét sted i hver region. Familierne har oftest ikke ressourcer til at kunne gå i behandling længere væk end en time fra, hvor de bor. Derfor er det uholdbart, at der i Danmark kun er behandlingstilbud i de tre store byer. I denne sammenhæng er der god inspiration at hente i Norge. Dialog mod Volds søsterorganisation Alternativ til Vold har her 13 afdelinger. Finansieringen af de norske behandlingstilbud deles ligeligt mellem stat og kommune, præcis som vi foreslår, at det bliver i Danmark. Der er behov for en langt mere målrettet indsats for at opspore voldsudsatte familier hos frontlinjepersonalet i sundheds- og socialområdet og i politi og retsvæsen. Men i forlængelse af en sådan screening for vold bliver det afgørende, at der er de rette tilbud at visitere til. Her vil en åben, professionel rådgivning på krisecentrene være oplagt, fordi vi på den måde får rådgivningstilbud ud i hele landet til kvinder, men også til par, hvor det giver mening. Der skal være et tæt samarbejde mellem disse rådgivninger, Dialog mod Vold og de relevante tilbud i sundhedsvæsenet.

Vi kan, og vi skal nedbringe antallet af børn, unge og voksne, der bliver udsat for vold i nære relationer

Øget fokus på forebyggelse i form af tidlig opsporing og rådgivning er vigtigt, hvis vi skal reducere antallet af voldsudsatte familier, men for de familier, hvor volden har nået et omfang, der har gjort det nødvendigt for den udsatte og børnene at flytte på et krisecenter, er der brug for en efterværnsindsats for at reetablere en velfungerende tilværelse uden vold. En tredjedel af de kvinder, der kommer på krisecenter, er gengangere. Det er et udtryk for, at det ofte er meget vanskeligt at bryde med volden, og her er krisecenteropholdet ikke en tilstrækkelig indsats i dens nuværende form.

Mange voldsudsatte har en nedbrudt selvtillid, de er blevet isoleret fra venner og familie og har mistet tilknytningen til uddannelse og arbejdsmarked. Derfor har de behov for en målrettet, håndholdt og professionel efterværnsindsats for at kunne vende tilbage til en velfungerende tilværelse. Vores erfaring viser, at psykologbehandling for mange er en nødvendighed for at bryde med volden. Men der er også behov for efterværnsindsatser, der kan støtte den voldsudsatte i at få genetableret en velfungerende tilværelse uden vold med bolig, arbejde eller uddannelse og netværk. Her har et netop gennemført forsøg med metoden Critical Time Intervention (CTI) vist gode resultater, særligt i forhold til at styrke voldsudsatte kvinders tilknytning til arbejdsmarkedet.

Hullerne i efterværnsindsatsen i dag er store. Den nye nationale struktur skal derfor også indeholde en ramme for professionelt og målrettet efterværn til alle, der kommer på krisecenter.

Konkret kan efterværn på krisecentrene finansieres gennem en efterværnstakst. Dermed vil det være muligt at tilknytte et krisecenter til den tidligere voldsudsatte person, afhængigt af hvor den enkelte flytter hen i landet efter et endt ophold på et krisecenter. Det vil koste flere penge i starten, men det vil være en god investering, fordi flere vil lykkes med at få en tilværelse uden vold.

Der er brug for en ny national struktur for tidlig opsporing og forebyggende behandlingsindsats kombineret med specialiseret rådgivnings- og efterværnsindsats.

Vi kalder det en national struktur, fordi den skal sikre, at man får den samme professionelle hjælp, uanset hvor i landet man bor. Vi er klar over, at en sådan gentænkning og målretning af indsatsen ikke sker natten over. Det kræver dialog og udviklingsarbejde samt først og fremmest politisk mod og handling. Vi har fået en ny national handlingsplan med mange gode tiltag i, men vi venter stadig på, at politikerne og kommunerne for alvor forstår, at forebyggelse af vold i nære relationer er en social investering, vi ikke har råd til at undlade at gennemføre – hverken på den sociale, den menneskelige eller på den økonomiske bundlinje.

Vi kan, og vi skal nedbringe antallet af børn, unge og voksne, der bliver udsat for vold i nære relationer.

Se kronikken i Politiken her

Helle Øbo er udpeget som medlem af Den Sociale Investeringsfonds rådgivende udvalg

14 medlemmer er udpeget som rådgivende udvalg for Finansministeriets Sociale Investeringsfond.

AskovFondens ved Adm. direktør Helle Øbo er udpeget som et af de 14 medlemmer, der fremover har til formål at bistå og rådgive bestyrelsen med faglig indsigt og aktuel viden, således at bestyrelsen kan agere på det bedst mulige grundlag.

Det rådgivende udvalg får til opgave at bidrage med ekspertise om, hvordan Den Sociale Investeringsfond kan forme sine aktiviteter, så de får den størst mulige effekt i forhold til fondens formål om at udvikle og udbrede sociale investeringsprogrammer i samspil med civilsamfundet, den private og offentlige sektor.

Det rådgivende udvalg består af 14 medlemmer, der alle er udpeget af innovationsministeren, og refererer til fondens bestyrelse. Udvalget kan ikke træffe beslutning om fondens arbejde.

Det rådgivende udvalg repræsenterer relevante aktører ift. fondens arbejde, herunder almennyttige fonde, pensionsselskaber, vidensinstitutioner, civilsamfundsorganisationer mv.

Finansministeriet: Bestyrelsen for Den Sociale Investeringsfond er udpeget

JOB: Dialog mod Vold søger psykologer til arbejdet med voldsramte familier

Dialog mod Vold søger to psykologer til henholdsvis vores afdeling i Odense og Aarhus

AskovFondens afdeling Dialog mod Vold er et behandlings- og kompetencecenter specialiseret i behandling af vold i nære relationer. Dialog mod Vold er landsdækkende og består af tre afdelinger, København, Odense og Aarhus, med i alt 17 psykologer, administrations- og vidensmedarbejdere, samt studenter og praktikanter.

Dialog mod Vold tilbyder psykologbehandling til hele den voldsramte familie. Det vil sige til personer, der udøver vold i nære relationer, samt til udsatte partnere og børn. Vi tilbyder individuelle og gruppeterapeutiske forløb, par- og familiesamtaler samt børnebehandling. Behandlingen til voksne har særligt fokus på volden og dens følgevirkninger, ansvar, mentalisering og affekturegulering. I behandlingstilbuddet til børn er udgangspunktet narrativ terapi. Vi har en evidensbaseret praksis, hvor vi løbende dokumenterer og måler effekten af vores arbejde og inddrager klienterne direkte heri. Læs mere om vores behandling på http://dialogmodvold.dk.

Som psykolog i Dialog mod Vold får du mulighed for at varetage selvstændige opgaver og lange behandlingsforløb. Du løfter faglige udfordringer i et tæt samarbejde med dine kolleger. I stillingen indgår arbejde ude af huset, da vi har samarbejdsaftaler med bl.a. Kriminalforsorgen og kommuner omkring behandling og undervisning.

Arbejdsopgaver

– Behandlingsforløb inkl. udredning til voksne og børn

– Interne behandlermøder

– Samarbejdsmøder med eksterne samarbejdspartnere

– Evt. undervisnings- og udviklingsopgaver

– Evt. supervision af yngre kolleger

Dialog mod Vold tilbyder

– Et meningsfyldt og alsidigt job med spændende udfordringer

– Et stimulerende arbejdsmiljø præget af faglighed, engagement og godt kollegaskab

– Supervision, målrettet kompetenceudvikling og udviklingsdage på tværs af DMV afdelingerne

– En udviklingsorienteret og agendasættende organisation

– At være en del af AskovFonden, der udvikler løsninger på samfundets aktuelle sociale problemer

Vi forventer at du er

– Psykolog med behandlingserfaring, gerne autoriseret

– Erfaren i arbejdet med familier og børn

– Klar på at arbejde efter vores behandlingsmodel

– Initiativrig, ansvarlig og samarbejdsorienteret

– Selvstændig og parat til at arbejde med mennesker, der udøver og/eller er udsat for vold

– Nysgerrig på og villig til at arbejde i et felt præget af dilemmaer, hvor den enkle løsning ikke altid er lige for

Ansættelsesvilkår

Stillingerne er på 37 timer ugentligt og ønskes besat pr. 1. maj 2019.

Ansøgningsfrist: 19. marts 2019 kl. 12.00

Samtaler forventes afholdt 22. og 25. marts 2019. Vi indhenter efter aftale med ansøger altid referencer inden endelig beslutning om ansættelse. Herudover indhentes børneattest.

Ved spørgsmål til stillingen i Odense, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Liselotte Pedersen: 30737384 / liselotte.pedersen@dialogmodvold.dk

Ved spørgsmål til stillingen i Aarhus, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Anne Lippert: 51369502 / anne.lippert@dialogmodvold.dk

Ansøgning, CV og relevante beviser uploades i én samlet pdf via anbefaljob.dk 

Læs mere om os på http://dialogmodvold.dk

Dialog mod Vold er en del af AskovFonden, der er en non-profit NGO med 70 års erfaring i at skabe sociale velfærdsløsninger og inklusion for udsatte mennesker i Danmark. Vores vision er at give mennesker styrken og modet til at tage ansvar og ejerskab for eget liv og det samfund, de er en del af.

ASKOVHUS: Familiens styrkelse af færdigheder kan være vejen ud af spiseforstyrrelsen

Blog indlæg skrevet af  direktør i Askovhus Line K. Sidenius

Spiseforstyrrelsesramte familier er ofte enige om, at de savner at kunne være sammen som en familie, uden at spiseforstyrrelsen dagligt kommer imellem dem og skaber konflikter. Men de er ofte også enige om, at de ikke ved, hvordan dette skal lykkes. Askovhus’ nye tilbud for unge og deres forældre giver familien et fælles fundament samt redskaber til, hvordan de kan støtte hinanden i kampen mod spiseforstyrrelsen.

Askovhus har gennem de sidste 24 år tilbudt rehabilitering og behandling for voksne med spiseforstyrrelse. Siden efteråret 2018 er Askovhus nu også begyndt at tilbyde spiseforstyrrelsesbehandling til unge i alderen 13-17 år og deres forældre.

Tidligere mødte Askovhus først den sygdomsramte, når de var 18-20 år. På det tidspunkt har de allerede kæmpet med spiseforstyrrelsen siden starten af teenageårene, og flere har modtaget specialiseret regional behandling for spiseforstyrrelsen i både børne-, ungdoms- og voksenpsykiatrien samtidigt med, at de har modtaget social støtte gennem kommunen. Det er dog af forskellige årsager ikke lykkes at komme fri af spiseforstyrrelsen.

Hele familien har brug for et nyt fundament

Når familien så henvender sig til Askovhus, møder vi ofte mennesker, der alle er udmattede og ulykkelige over, at det ikke er lykkes dem i fællesskab at blive spiseforstyrrelsen kvit. Forældrene har tit oplevet at stå overfor en behandlingsmæssig opgave, som de ikke har følt sig rustet til at kunne klare, og nu er de præget af magtesløshed, angst, stress og depression.

Den unge føler tit skyld og skam over at have gjort sine forældre så bange og kede af det. Og selvom den unge oplever mistrivsel, angst og smerte knyttet til spiseforstyrrelsen og egentligt ønsker sig et andet liv, hvor der er plads og energi til at kunne gå i skole, se venner og være sammen med sin familie på måder, der bringer glæde, så er der ofte stor ambivalens og tvivl omkring at sige farvel til spiseforstyrrelsen.

Sygdomsforløbet har forvandlet både familieliv og parforhold til en slidsom prøvelse, og både den unge og forældre er enige om, at de savner at kunne være en familie sammen, uden at spiseforstyrrelsen dagligt kommer imellem dem. De er dog også enige om, at de ikke ved, hvordan det skal lykkes.

Den unge kan således sagtens opleve motivation i forhold til ting, som hun/han gerne vil have mere eller mindre af i sit liv. Men det kan opleves som umuligt at skabe denne forandring, da angsten for eller forestillingen om et liv uden spiseforstyrrelsen overdøver den øvrige motivation, og/eller fordi den unge (pga. spiseforstyrrelsen) kan have svært ved at overskue situationens alvor.

Utallige af disse fortællinger samt internationale studier, der peger på, at den Familie Baseret Terapi (FBT), som regionalt tilbydes til børn og unge med spiseforstyrrelser, for ca. en femtedels vedkommende ikke har den ønskede effekt*, skabte basis for at prøve en anden tilgang. En tilgang, der starter med at opbygge fundamentet nedefra ved at sikre sig, at hele familien har de grundlæggende færdigheder, der skal til, for at de kan indgå i et positivt samarbejde, og at de har nogle færdigheder at trække på i forhold til at mindske den spiseforstyrrede adfærd og konflikter i familien samt øge deres trivsel og livskvalitet. 

Askovhus kan således nu tilbyde dialektisk adfærdsterapi (DAT) til unge og deres forældre, der enten har gennemgået anden regional behandling uden den ønskede effekt eller som en tidlig, forebyggende indsats for unge, der endnu ikke har været i regional behandling.

Dialektisk adfærdsterapi til unge og deres forældre

For at øge sandsynligheden for succes i forhold til et liv uden spiseforstyrrelse, så træner Askovhus’ DAT-forløb både den unges og forældrenes færdigheder. Færdighederne hjælper med at regulere følelser, holde ud i svære situationer, takle relationelle udfordringer og at styre og fokusere opmærksomheden, så det bliver muligt at hæmme følelsesstyrende tanke- og handlemønstre samtidigt med, at den konkrete brug af færdigheder i måltidssituationer også trænes.

Derudover deltager den unge i individuel terapi, mens forældrene også har særskilte, terapeutiske samtaler. I disse samtaler vil alle parter have mulighed for at arbejde med individuelle mål, følelser og tanker. Sammen vil den unge og forældrene også deltage i familiesamtaler, hvor behandlingen og de enkelte mål justeres, så det sikres, at forløbet er så optimalt som muligt.

Når man har en spiseforstyrrelse, så er spiseforstyrrelsen på den ene side noget, den unge måske hader, og på den anden side noget, den unge oplever ikke at kunne leve uden. Som ung og som forældre kan en spiseforstyrrelse på den måde være noget af det mest smertefulde, man kan stå over for. Derfor er det vigtigt, at vi vedvarende undersøger forskellige tilgange til at få spiseforstyrrelsen ud og livet ind igen.

Familiens store opgave

Når man som forældre spiller en central rolle i den unges behandling, og man kan se, at ens handlinger i forhold til sit barn umiddelbart bringer smerte og afstand med sig, fordi man stiller sig mellem barnet og spiseforstyrrelsen, så kan det ikke undgås, at man føler sig splittet. Ingen forældre har jo lyst til at se, at det man gør, påfører ens barn negative følelser, selvom man godt ved, at det er nødvendigt for at hjælpe barnet på den lange bane.

En spiseforstyrrelse kan virke meget overbevisende i dens argumentationer i forhold til, hvorfor man skal lade den være i fred, når et måltid er indenfor rækkevidde. Spiseforstyrrelsen kan også have en tendens til at få forældre til at tvivle på deres gerning, når den overbeviser barnet om at fortælle forældrene, at dét de gør, gør de, fordi de ikke elsker barnet.  I sådanne situationer bliver man som forældre konfronteret med stor angst og mange svære følelser, der kan gøre det vanskeligt at tænke klart og således at handle hensigtsmæssigt.

Både den unge og forældrene står derfor overfor en stor opgave, som kræver, at de bliver rustet til at kunne rumme alle de ting, de oplever, og at de bliver i stand til at handle på måder, der får dem alle nærmere drømmen om et mindre smertefuldt liv for den unge og et mere glædeligt liv, blandt andet sammen som familie. Og det er netop dette, vi i Askovhus hjælper den unge og familien med at opnå.

*Lock, J. & Le Grange, D. (2013). Treatment Manual for Anorexia Nervosa. A Family-Based Approach. 2. Edition. The Guilford Press.

Behandlingstilbud til mennesker med BED er på vej

Hvordan får du hjælp til din spiseforstyrrelse?