Børn der overlades i samfundets varetægt, har krav på et værdigt børneliv

Når vi anbringer et barn i samfundets varetægt, må vi som minimum havde en forventning om, at de får et bedre liv, end det vi fjerner dem fra.

Derfor er det med dyb bekymring, at jeg har set udsendelsen “Nødråb fra børnehjemmet”. I dokumentaren fremgår det, at der er en barsk og ukærlig tone overfor børn, som ikke har andet valg end at være det sted, vi kalder deres hjem. Selvom dokumentaren viser øjebliksbilleder og ikke nødvendigvis et fuldt billede af virkeligheden, så bør det være et wakeup-call til alle politikere og beslutningstagere i dette land, som har medansvar for vilkårene på de døgninstitutioner, som vi bruger til at anbringer de allermest sårbare børn.

Jeg har gennem mange år påpeget, at vi bør have kvalitetsstandarder, som sikrer, at de børn vi anbringer vokser op i trygge rammer og under anstændige vilkår. Derudover mener jeg, at vi bør kunne forvente et rimeligt niveau for de 15 milliarder, vi bruger om året på udsatte børn og unge.

Kvalitet fremfor kvantitet

Der er et stykke vej foran os, før vi med ro i sindet kan sige, at det er barnets tarv at vokse op på nogle af de institutioner, vi har i dag og derfor mener jeg, at vi skal sikre kvaliteten, før vi anbringer flere børn.

Jeg har gennem årene superviseret medarbejdere og ledere på nogle af landets døgninstitutioner, og der er stor forskel på både kultur og kvalitet. Det er et udfordrende job at arbejde med de mest sårbare børn, og det kan præge kulturen, at man ofte bliver konfronteret med børn, der reagerer med afmagt, fordi deres grundlæggende tillid til omverden er præget af svigt fra de voksne, som skulle have passet på dem.

Kultur og ledelse

Det betyder, at kulturen på døgninstitutioner kan komme til at bære præg af nogle magtforhold og stemninger, som bliver manifesteret med pædagogik og som ikke gavner børnenes trivsel og vækst.

Som i alle andre organisationer er det ledelsen som i sidste ende er ansvarlig for både kultur og kvalitet og derfor mener jeg, at vi bør stille krav om, at alle der indtræder i en ledelsesfunktion på socialområdet bør have et minimum af ledelseskompetencer.

Når børn anbringes uden for hjemmet i samfundets varetægt, er det afgørende, at vi sikrer, at de grundvilkår de anbringes i er så optimale som muligt. Baseret på 25 års erfaringer i arbejdet med udsatte og sårbare målgrupper samt AskovFondens kontakt med flere end 2000 mennesker, der lever på kanten af samfundet, er her et oplæg til principper, som kan sikre kvalitet i anbringelsen af børn uden for hjemmet.

  • Anbefaling: At børn der anbringes får tilknyttet en uvildig kontaktperson, som kan varetage deres tarv, mens de er anbragt.

Når børn anbringes udenfor hjemmet, er det afgørende, at der tilknyttes en uvildig støtte-/kontaktperson som sikrer, at barnets stemme bliver hørt, hvis der opstår udfordringer eller problemer, som påvirker barnets liv. Det fremgår i Servicelovens § 68 b, stk. 4 og vejledningen til Serviceloven pkt. 528, at børn der anbringes, skal have tilbudt en støtteperson, inden anbringelsen finder sted.

Problemet opstår, hvis kommunerne ikke opfylder ovenstående betingelse. Der er tidligere udfærdiget en oversigt fra en af landets store kommuner, hvori det fremgik hvilke paragraffer, der havde været brugt i anbringelsessager og hvor mange gange de forskellige paragraffer blev anvendt i en given periode. Ovenstående paragraf omkring barnets mulighed for en uvildig støtteperson havde ikke været taget i brug én eneste gang. En begrundelse var, at børnene/de unge afviste tilbuddet dog ofte på baggrund af, at tilbuddet kom for sent samt, at de på dette tidspunkt allerede havde for mange andre nye voksne omkring sig, som de skulle forholde sig til. Det er bekymrende og uhensigtsmæssigt, at barnets mulighed for en uvildig støtteperson ikke tilbydes, inden anbringelsen iværksættes, som det skal. Det burde efter min overbevisning være barnets primære voksen – en voksen barnet selv har valgt – frem for skiftende personale på eksempelvis et opholdssted.

  • Anbefaling: Alle der arbejder på døgninstitution, skal gennemgå en relationel efteruddannelse, som gør dem i stand til at varetage omsorg med relationen i centrum samt fokus på håndtering af konflikter.

For børn der anbringes udenfor hjemmet, er det sted, de anbringes deres hjem. Den vigtigste opgave for en døgnforanstaltning er at skabe et miljø, hvor der er trygt og tillid til, at omsorg for barnet altid er i centrum. Dette forudsætter kompetencer til at varetage den vigtige relation til børn, som ikke nødvendigvis har en grundlæggende tillid til, at voksne er nogen man kan stole på. Den umiddelbare adfærd er derfor ofte præget af at afprøve grænser for at få be- eller afkræftet, at det er muligt at have tillid til den voksne.

Som uddannet pædagog, socialrådgiver eller psykolog er du ikke specialiseret i at arbejde med de mest udsatte børn og unge. Det betyder, at personalet på mange af landets døgninstitutioner ikke kan forventes at have de fornødne kompetencer til at varetage den specialiserede opgave. Derfor burde der være en specialist overbygning evt. i samarbejde med professionshøjskolerne, så medarbejderne får den fornødne minimumsviden og kompetencer der kræves, for at varetage denne opgave.

Derudover er der vikarer og timelønnede medarbejdere uden nogen form for uddannelse, som også har den vigtige opgave, at skabe et trygt hjem for de anbragte børn. Det kan vi ikke forvente, at man kan uden nogen form for faglige kompetencer. En anbefaling er derfor, at alle timelønnede medarbejdere og vikarer skal gennemgå minimum en uges kursus med fokus på det relationelle arbejde samt håndtering af konflikter.

  • Anbefaling: Supervision af alle medarbejdere der arbejder med børn og unge. Dette for at forebygge den råhed, som ofte er en del af kulturen på mange af landets døgninstitutioner.

Supervisionen skal sikre, at hverdagens oplevelser og udfordringer transformeres til professionel læring. Supervisionen foregår i kollegagrupper og har til formål at skabe nye handlemuligheder i relation til konkrete udfordringer i den pædagogiske hverdag. På basis at dette skaber supervisionen ny generaliseret læring, som udvikler fagligt og personligt overskud i relationsarbejdet samtidigt med, at processen professionaliserer det kollegiale fællesskab. Rammen for arbejdet i supervisionen skal sættes af de faglige strategier og den professionsetik, som medarbejderne er blevet præsenteret for på deres relationelle efteruddannelse.

  • Anbefaling: Kursus for alle medarbejdere der arbejder på døgninstitution med fokus på konflikt håndtering.

Da vi igangsatte indsatsen ’Dialog mod Vold’ i 2001, erfarede vi at medarbejdere, der arbejder med et højt konfliktniveau, har særligt brug for redskaber til at varetage konflikter men også, at det kan lade sig gøre at håndtere selv voldsom udadreagerende adfærd med de rette kompetencer. Det kræver, at medarbejderne får de nødvendige kompetencer til at håndtere de konflikter, der naturligt opstår i det, der skal være et hjem for barnet og den unge. Dette kan eksempelvis gøres som et ugekursus og tage afsæt i de erfaringer, vi allerede har fra ’Dialog mod Vold’.

  • Anbefaling: Nedsættelse af et nationalt uvildigt børneråd, hvor børnenes stemme altid kan høres. Her skal der også være mulighed for at kunne reagere med direkte indsats på de institutioner, som børnene kommer fra.

For at sikre at børn ikke udsættes for overgreb, vold eller uhensigtsmæssig afstraffelse på landets døgninstitutioner, bør børns retssikkerhed være i fokus i en fremadrettet lovgivning. Dette kan gøres ved at etablere et uvildigt børneråd hvor børn og unge, der er anbragt, kan få hjælp til at håndtere svære situationer. Det kan også fungere som mægling mellem barnet og personalet såfremt, der er fastlåste situationer, som barnet har brug for hjælp til at håndtere.

  • Anbefaling: Gennemgang af alle magtanvendelser med feedback fra de involverede børn.

Med henblik på at vi altid sikrer fremadrettet læring, når der har fundet en magtanvendelse sted, skal barnets feedback altid involveres og tages alvorligt i evalueringen. Der bør nedskrives principper for, hvordan der bliver samlet op på magtanvendelser, så børnenes stemme også bliver hørt.

  • Anbefaling: En gennemgang af effekten for dem vi anbringer – for det enkelte barn og for anbringelser generelt.

Hvis vi som samfund skal blive bedre til at bryde den negative sociale arv og sikre bedre anbringelser, så er det afgørende, at vi hele tiden er optaget af, hvilken effekt en anbringelse har. I dag bliver der lavet generelle undersøgelser på anbringelsesområdet, men jeg mener, at vi har brug for at evaluere alle anbringelser, fordi det er et barns liv, vi tager ansvar for. Dette kunne gøres ved en årlig evaluering fra alle børn, der er anbragt. En evaluering hvor vi dels kan reagere proaktivt, hvis anbringelsen ikke fungerer for barnet og derudover dels kan indsamle viden om, hvilken effekt anbringelser generelt har.

  • Anbefaling: Udarbejdelse af minimumsstandarder for døgninstitutioner og opsamling på bedste praksis.

Der er mange gode døgninstitutioner i Danmark, men der er desværre også 70 institutioner, som på nuværende tidspunkt er under skærpet tilsyn af Socialstyrelsen. Målet må derfor være, at alle døgninstitutioner i Danmark lever op til nogle minimumsstandarder, der sikrer børn et trygt liv, når de er anbragt. Vi mangler viden om, hvad der gør de gode døgninstitutioner særligt gode og ligeledes, hvad det er, der går galt for de døgninstitutioner, der er under tilsyn. Er der nogle generelle omstændigheder, vi kan lære af og i så fald, hvordan kan vi formidle den viden og skalere de metoder således, at vi arbejder med de samme minimumsstandarder for alle landets døgninstitutioner, der modtager anbragte børn.

  • Anbefaling: Analyse af hvad der kommer ud af de mange penge, der bliver brugt på området.

Vi bruger ifølge VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd’s rapport fra 2018, 15 milliarder på udsatte børn og unge om året, men vi ved for lidt om, hvad det medfører for barnet og samfundet. Dette kunne vi med fordel få undersøgt, så vi får mulighed for at investere i mere specialiserede indsatser, som måske koster mere, men hvor effekten gør, at det på den lange livsbane er en bedre investering i barnets mulighed for at kunne klare sig selv som voksen.

  • Anbefaling: Nedsættes af en gruppe af fagpersoner som kan komme med anbefalinger for den gode anbringelse.

Hvis vi for alvor skal ændre vilkårene for de børn, vi anbringer i samfundets varetægt, så forudsætter det en del ændringer både i forhold til de strukturelle vilkår men også i et ledelses- og praksisperspektiv. Det er afgørende, at gruppen består af mennesker, som har erfaring fra både det strategiske og operationelle niveau.

Jeg vil slutte, hvor jeg indledningsvis startede i sagens kerne – barnets tarv. Kære politikere og voksne omkring sårbare børn og unge vi skal gøre det bedre, end det bliver gjort i dag! Sammen kan vi gøre det meget bedre med de 10 ovenstående anbefalinger i rygsækken. Vi må som minimum sikre at børn, der anbringes tilbydes et bedre liv end det, vi fjerner dem fra.

//Helle Øbo, adm. dir. AskovFonden