De mest udsatte har også brug for at blive sat fri

Opgør med årtiers bureaukrati og frisættelse af ældreplejen var emner i statsministerens nytårstale.

Holdninger, jeg tilslutter mig, hvis vi skal skabe en værdig ældrepleje. Jeg savner imidlertid et lige så stærkt fokus på de mest udsatte i vores samfund. Det gælder på beskæftigelsesområdet, mennesker med psykisk sygdom, unge på kanten af samfundet, voldsramte familier med videre.

Måske skyldes det, at de mest udsatte ikke har en stemme i lige så høj grad som Ældre Sagen. Som interesseorganisation er de stærke på grund af medlemmer og evnen til at få perspektiver på den offentlige dagsorden.

Det samme kan man ikke sige om de mest udsatte. Deres offentlige stemmer er præget af enkeltsager og sjældent funderet på generelle fakta og overordnede temaer.

Ifølge VIVE 2018 koster det hvert år det danske samfund 41 milliarder kroner at hjælpe 282.000 udsatte borgere. Alene de 20.000 allermest udsatte borgere genererede udgifter for cirka seks milliarder kroner.

Det er borgere, der ofte har en psykisk lidelse, et misbrug samt andre problemer.

Dårlig økonomisk prioritering

I AskovFonden møder vi hver dag unge, som bliver tabt i systemet. Unge som eksempelvis gerne vil tage en HF-eksamen, men ikke kan gøre det på normeret tid i de almene systemer. Bureaukrati og regler om 16 ugers forløb forhindrer dem til trods for, at de med de rette rammer ville kunne gennemføre.

AskovFonden indledte i 2017 et samarbejde med HF almen om, at psykisk sårbare unge kunne tage HF-fag i vores rammer med støtte til lektielæsning og omsorg til at håndtere de udfordringer, der opstår, når man lider af psykisk sygdom. Grundet afvisning fra jobcentret blev vi nødt til at lukke det ned til trods for, at vi kunne dokumentere, at de unge kunne gennemføre i de nye rammer, endda med gode karakterer.

Dette er blot et af mange eksempler på, hvordan vi som samfund har indført regler, som i praksis er en barriere for at inkludere mennesker på kanten. Det er ikke kun uhensigtsmæssigt for de unge at møde et system, der ikke kan hjælpe dem, men også en dårlig økonomisk prioritering, da vi ved, at uddannelse er vejen til et liv som selvforsørgende.

Et andet aspekt af frisættelse på socialområdet er i højere grad at involvere frivillige og civilsamfundets mange muligheder samt fokusere på, hvem der er bedst til at løse opgaven fremfor at løse alt i en kommunal og offentlig kontekst.

Opsamling af bedste praksis

Det kan lyde besnærende at frisætte kommunerne for regler og bureaukrati, men det kan desværre også øge problemerne, at kommunerne starter forfra, hver gang et problem skal løses.

Et opgør med bureaukrati og dokumentation kan være godt, men lad os undlade at starte forfra på en måde, hvor vi ikke deler de gode eksempler og bedste praksis. Hvis alle kommuner skal gøre det på deres egen måde, risikerer vi, at velfærden for alvor bliver differentieret og betinget af, hvilken kommune man bor i.

Godt nytår, også til de mest sårbare i vores samfund!

Denne kommentar blev bragt i Berlingske 7. jan.