I Askovhus, som er AskovFondens indsats til mennesker der kæmper med spiseforstyrrelser, ser vi at flere og flere børn og unge, har så stort et fokus på vægt og udseende, at det kan ende med at fylde rigtig meget i hverdagen. Samtidigt er der i de senere år, og især i forbindelse med Corona epidemien, sket en stigning i mistrivslen blandt unge.

Flere og flere unge oplever ensomhed, lavt selvværd, utilstrækkelighed og generel mistrivsel, og flere bliver henvist til psykiatrien. Både undersøgelser og vores erfaring her i Askovhus viser, at en spiseforstyrrelse ofte kan starte med mistrivsel.

Vigtigt at spotte de tidlige tegn på spiseforstyrrelse

Når det kommer til spiseforstyrrelser, så er én af de ting, der er allermest afgørende, at man får øje på de tidlige tegn og adfærd, som kan ende med at blive til en spiseforstyrrelse. Vi ved nemlig, at jo længere tid man har haft en spiseforstyrrelse, jo sværere bliver det at komme fri af den igen.

Det er derfor vigtigt at spotte spiseforstyrrelsen og den adfærd, der kan vise sig i begyndelsen. På baggrund af vores erfaring med børn, unge og spiseforstyrrelser har vi derfor samlet nogle eksempler på de tegn, som vi ofte har set eller hørt om, og som man som forældre kan være opmærksomme på hos sit barn.

Følelsesmæssige ændringer

Når vi taler om spiseforstyrrelser har de fleste en tendens til først at tænke på mere synlige tegn, som handler om udseende og vægt. Og netop fordi man tit tænker spiseforstyrrelse i forhold til vægt – om barnet/den unge f.eks. begynder at tabe sig – så er det nemt at overse de tegn, der handler om det følelsesmæssige.

Ofte starter det med en usikkerhed hos den unge, som han/hun prøver at håndtere ved rent udseendemæssigt at leve op til nogle bestemte idealer. Et eventuelt vægttab kommer først meget senere, og der ligger i langt de fleste tilfælde et længere, mere skjult forløb forud, hvor der er sket ændringer i barnet/den unges følelsesliv og sindsstemning.

Her er nogle af de ting, som vi ofte ser:

1. Man sammenligner sig med mere andre

Den unge begynder i højere grad at sammenligne sig med andre

  • Den unge holder sig selv op imod venner og klassekammerater, influencere på sociale medier, kendte mennesker m.v.. Det skaber en stor opmærksomhed på, hvad andre gør og et ønske om at efterligne det.
  • Det handler oftest om udseendet, men det kan også handle om f.eks. hvad vennerne gør, og hvordan de får succes, karakterræs eller helt konkret om likes og kommentarer på sociale medier.

2. Utilfredshed med sin krop

Den unge begynder f.eks. at udtrykke ønsker om at ændre eller forme kroppen

  • Den unge snakker f.eks. om ”for store lår”, ”for tyk mave”, at undgå hip dip eller begynder at ønske sig thigh gap, synlige hofteknogler, smal talje og flad mave

3. Utilfredshed med sig selv

Den unge oplever et lavere og lavere selvværd

  • Den unge giver udtryk for at føle sig utilstrækkelig, og synes ikke han/hun er sjov eller cool nok til at være sammen med venner og bekendte
  • Den unge giver udtryk for ikke at være dygtig nok i skolen
  • Den unge tager det mere tungt, hvis venner aflyser eller hvis den unge ikke bliver inviteret med til fester og sociale ting

4. Ændring i sindsstemning og humør

Den unge er mere nedtrykt og virker ked af det

  • Den unge viser mindre glæde ved ting, som han/hun tidligere har været begejstret for, f.eks. at være sammen med venner, at tage på stranden og bade, tage ud og spise osv.
  • Den unge har mindre energi, kommer mindre ud af huset og opholder sig meget på sit værelse
  • Det kan også være, den unge har svært ved at falde i søvn

Har du fået mistanke om, at dit barn har en begyndende spiseforstyrrelse? Så er det vigtigt at starte med at være nysgerrig på dit barn. Prøv at høre, hvad det er for nogle tanker, dit barn har om sig selv og sit udseende. Husk, det er bedre at spørge ind end at lade være.

Vil du læse mere om tegnene og hvordan du kan hjælpe eller søge hjælp, så klik her

Hvis du er i tvivl om dit barn har en spiseforstyrrelse, er du også altid velkommen til at ringe eller skrive til os for at få gratis rådgivning.