Blog: En debat uden stemmer fra virkeligheden gør os ikke klogere

I disse dage er der nærmest kamp om at kommentere på den nylancerede bog med titlen ‘Helt ude i hampen – mails fra underklassen’. Bogen handler i korte træk om Karina Pedersen fra det såkaldte Underkantsdanmark. Et af Karinas klareste og mest opsigtsvækkende budskaber er, at vi ikke skal bruge en krone på sociale indsatser, der alligevel ikke virker. Desværre stemmer virkeligheden, som Karina beskriver den, ikke overens med realiteterne for de mennesker, hun omtaler og fremstiller i bogen og i en række interviews.  Det har de seneste dage affødt en ophedet debat om kildekritik, sandhedsvidner og forfatterens egen erindringshistorie.

Men hvad er det egentlig, der gør, at Karina får så stor presseomtale, og hvorfor er der ingen, der har tænkt på at faktatjekke hendes beretning inden bogen går i trykken og kaster rundt om sig med halve sandheder og hele løgne.

Den gode side af sagen er, at vi åbenbart ønsker at lytte til stemmerne fra kanten af samfundet, og at vi derfor nærmest uden at blinke kaster os over Karina, som om hun har løsningen på samfundets allerstørste udfordringer. Det er ud fra mit perspektiv grundlæggende positivt, fordi vi faktisk bør have stor interesse for at lytte til de udsattes behov i vores samfund, lytte til dem, der har stået i lort til halsen og gennemgået en opvækst, som ingen ønsker. Og for de, der mod alle odds har klaret sig igennem: Hvad er det egentlig for indsatser, der har virket, og ligeså interessant, hvad har ikke haft den ønskede effekt. Jeg tror faktisk på, at vi – gennem at spørge dem, det handler om – kan få afgørende viden, som kan vi kan bruge til at kvalificere vores sociale velfærdsmodeller.

Vi har brug for alle stemmer i debatten om fremtidens velfærdssamfund. Vi har brug for mange flere meningsdannere fra alle lag i samfundet. Jeg håber til gengæld også, at sagen her har lært os noget helt grundlæggende om forsigtighedsprincippet. Lært os at være forsigtige med at fare frem med en dagsorden, før vi har undersøgt fakta. Lært os at være omhyggelige og researche grundigt, før vi udgiver en bog, der – hvis den ellers var en sand beretning – sår grundlæggende tvivl om vores velfærdsmodel.

Vores opfattelse er altid subjektiv

Når et menneske udtaler sig om sin personlige oplevelse af virkeligheden er det netop dét: En subjektiv beskrivelse af virkeligheden. Risikoen for, at nogen har en anden opfattelse af den virkelighed, er altid til stede. Når jeg fx taler med min søster om vores barndom, så er det næsten, som om vi voksede op i to forskellige familier med tilsvarende forskellige oplevelser af svigt, glæde og sorger. Selv vores fælles ferier har vi forskellige oplevelser af. Erindringsniveauet er præget af vores emotionelle tilstand på det tidspunkt, hvor vi var der og endnu vigtigere, så har vores bearbejdede virkelighed tendens til at få vores oplevelser til at passe ind i hver vores nuværende livsværdier. Betyder det at én af os lyver? Nej, men det betyder at vi må respektere hinandens oplevelser og erindringsspor, og erkende at vi – trods et fælles levet liv i en fælles familie – har to forskellige historier, der præger vores liv den dag i dag.

Derfor skal vi i vores iver efter at stemple Karina som løgner huske, at det trods alt er hendes personlige beretning, der er tale om – hendes virkelighed, som hun har oplevet den. Omvendt kan man ikke bare frit opdigte sin egen virkelighed, så den passer med en bestemt dagsorden, og man bør ikke kunne slippe afsted med at tage andre mennesker som gidsler i sin fortælling. Og da slet ikke uden at de får lov at komme til orde med deres oplevelse.

Vi har brug for langt flere stemmer i debatten

Vi har brug for at få alle stemmer med i debatten, og det kan undre mig, at der ikke er nogen, der har passet på Karina undervejs i det mediecirkus, som hun befinder sig i.

I AskovFonden udgav vi i forbindelse med vores 70 års fødselsdag en bog med titlen ”Hvad siger eksperterne”. Her har vi samlet ni personlige historier, der beskriver ni menneskers rejse mod et bedre liv.  Det er ikke kun rørende og vigtige historier, men også historier, som kan lære os mere, end hvad vi som såkaldte eksperter nogensinde kan tænke os frem til. Netop fordi det er reelle oplevelser fra mennesker, der har været en del af rejsen. Hanne Vibeke Holst skriver i forordet til bogen:

’Selvom personerne er vidt forskellige både hvad angår alder, køn, etisk og social baggrund, har de nemlig det afgørende til fælles, at det kunne være endt grueligt galt, men er gået godt. På trods af de dårlige odds de hver især har haft imod sig. Hvorfor? Det enkle svar er: fordi nogen rakte dem en eller flere hænder på det afgørende tidspunkt. Fordi nogen tilbød dem hjælp, og de selv tog beslutningen om at tage imod den, så de kunne komme ud af den hjælpeløshed, som de var ved at synke ned i.’

Det er de implicitte forandringsnøgler, som vi i AskovFonden altid er optagede af at finde ind til, og her er stemmerne fra mennesker på kanten altafgørende. De har både personlige erfaringer, som kan gøre os klogere, og de kan samtidig bidrage til vigtig viden om, hvad der skal til for at bryde den sociale arv i fremtidens sociale indsatser.

Kh Helle

Helle Øbo   6/2016