Det bedste i fortiden, skal blive det meste i fremtiden

AskovFondens historie går mere end 70 år tilbage. Initiativet til fonden blev taget af nogle elever fra Askov Højskole i 1943, som – inspireret af Settlement ideen – ”settlede down” blandt socialt udsatte på Nørrebro med det indtrængende ønske, at forbedre de svages rettigheder og hjælpe med sociale problemer og derved mindske undertrykkelse og social eksklusion.

Settlement ideen stammer fra London, som er verdens første industriby med dertil hørende fattigdom i de ny opståede arbejderkvarterer. I 1883 udkom et anonymt manifest ”the bitter cry of outcast London”, som beskrev de forfærdelige levevilkår i de nye arbejderkvarterer og i forlængelse af manifestet tog en gruppe mennesker – bestående af universitetslærere og præster – initiativ til at starte det første settlement med den hensigt at skabe bedre vilkår for mennesker, der levede i fattigdom og uden kendskab til deres rettigheder.

I dag er vi optagede af, hvordan vi kan involvere civilsamfundet i udviklingen af det borgernære velfærdssamfund. Vi kalder det citizens leadership eller borgerinvolvering, og grundtanken er i virkeligheden dén, som settlement bevægelsen startede for mere end 200 år siden.

Jeg mener, at forudsætningen for reel inklusion er, at bygge bro mellem mennesker der lever i ”udenforskab[1]” og det omkringliggende samfund, og hvis dét skal lykkes, spiller civilsamfundet en afgørende  rolle. Vi har i mange år haft en overbevisning om, at den bedste løsning var, at lave særskilte tilbud målrettet mennesker, der er udsatte. Problemet her er bare, at de udsatte ikke møder mennesker udenfor deres færden i de sociale tilbud, og derfor er det meget svært at bryde med den isolation og ensomhed, som udenforskab medfører. Derfor er vi nødt til at tænke civilsamfundet ind på en mere involverende måde, når målet er at skabe et samfund, hvor mennesker føler sig værdifulde, og byder ind med dét, de kan. En del af manifestet fra 1883 beskrev ideen om, at alle universitetsstuderende skal arbejde i 3 måneder i samspil med mennesker, der er udsatte. Tanken var, at de ville få den fornødne indsigt til at tænke denne gruppe mennesker ind som en væsentlig ressource, når de en dag blev en del af samfundets magtelite. Selvom denne model ikke er realistisk i vores samfund i dag, så mener jeg, at vi godt kan forestille os et scenarie, hvor dét at arbejde frivilligt i en periode eller bidrage på anden måde, kan være med til at ophæve oplevelsen af ”dem og os”, og derved bidrage til at udligne den stigende ulighed.

Min overbevisning er, at vi først lige er begyndt at udvikle modeller for civilsamfundets rolle og involvering. Og det er nødvendigt, at vi udnytter det store potentiale, for jeg møder hver dag mennesker, der lever i udenforskab, som inderligt ønsker at blive inviteret indenfor. Som en pige fra vores indsats målrettet spiseforstyrrelser siger; ”Tænk at nogen vil bruge (fri)tid på at komme og tale med mig, bare fordi det er rart. Det betyder, at jeg ikke behøver at tænke på min sygdom hele tiden, men bare kan have en almindelig samtale, sådan menneske til menneske”.

Måske de havde fat i noget, dengang de lavede det første settlement, hvor deres overbevisning var, at civilsamfundet havde et ansvar og en afgørende rolle i forhold til at få mennesker i udenforskab til at føle sig som en del af samfundet…

Fordi alle vinder – når ingen taber.

[1]Udenforskab er betegnelsen for en gruppe af mennesker, som af den ene eller anden årsag (social, helbredsmæssig eller arbejdsmæssig) er, eller oplever at være, uden for samfundet (kilde: udenforskabetspris.dk)