3 skarpe til en mor, som har sit barn på Mir Skolerne

 

Hvorfor kom din søn til MIR skolerne?

Jeg er mor til et barn, som har været en del af systemet, siden han var helt lille. Han er 11 år, og har gået på 4 forskellige skoler, og i 3 forskellige børnehaver. Han har ikke fået lov til at slå rødder noget sted. Han har ikke slået rødder i nogen voksne eller nogen børn. Det er den korte version af en forhistorie, som er meget lang og meget vanskelig.

Det først møde, jeg var til på MIR skolerne, slår de fleste møder, jeg nogensinde har været til med længder. Det var mig, der talte og ikke dem, der talte til mig. Jeg blev vist rundt, og jeg så ikke et eneste barn. Jeg hørte ikke en eneste lyd, mens jeg var her, og jeg måtte spørge: ”er her nogen børn?” Det tog virkelig fusen på mig, at her er så behagelig en atmosfære, og så meget ro. Det er ultimativt det bedste, der kunne ske for vores søn og os som familie.

 

Hvordan har MIR skolerne hjulpet jer?

De voksne har på meget kort tid lært ikke bare vores søn at kende, men hans kerne at kende. Han er vanskelig at komme ind under huden på, men det har de formået. De har faktisk formået at lære mig noget nyt om mit barn. Det er så højt et niveau både pædagogisk og fagligt, som vi aldrig har oplevet tidligere. Der er en meget stor omsorg både for vores søn, men også for mig som mor, som jeg har haft brug for, fordi vi virkelig har været hårdt prøvet.

Den måde, som de tager udgangspunkt i barnets behov, men stadig har helt faste rammer og rutiner, gør at det er første gang, vores søn prøver at gå i skole. Han har ikke prøvet at have en reel skoledag på denne måde før. Vores søn går i skole, og det har gjort noget ved hans selvværd at være et helt almindeligt skolebarn.

De lægger mange kræfter i at forstå vores søn, så de kan tilrettelægge en dag og en behandlingsplan efter, hvad han i virkeligheden har brug for, og ikke bare hvad vi tror, han har brug for. Det er sagt ud fra, at jeg havde givet op på systemet. Jeg kommer fra et sted, hvor jeg var krakeleret. Så ikke nok med at de har samlet mit barn op, de har også samlet mig op som mor. Det er store ting, for jeg havde givet op. Jeg har prøvet at råbe nogle højere magter op, men det er som at råbe under vand. Der sker ikke noget. At have børn med særlige behov er ikke for de ressourcesvage. Du skal være ekstrem ressourcestærk, hvilket tit ikke hænger sammen med den situation, du befinder dig i. Når han så lander et sted nu, hvor han føler sig tryg, så føler jeg mig også tryg, og jeg begynder at kunne bruge mine ressourcer på at være mor, og ikke socialrådgiver.

 

Hvad er den største forskel, du oplever ved MIR skolerne?

Vores søn slog rødder i én voksen, da han startede, og stille og roligt er han nu tryg ved alle de voksne. Det er trygt for mig at se, at han fik lov til at slå rødder i hende, og det viser mig, at der er plads og tid til at være ham.

Vores søn har fået relationer, som begynder at spire og blomstre omkring ham, og han er en del af et fællesskab. Det er mit største ønske, at vores søn skal opleve følelsen af at være en del af noget større – en flok, og et fællesskab med andre børn, han kan spejle sig i. Det er der ro til her.

Det er vildt som mor for første gang i mange år at kunne puste ud. Det er en kamp med systemet, hvor der for mig nu er blevet sat punktum. Nu er det tid til bare at være mor!

Jeg har lyst til at råbe det til kommunen og ud i universet. Det er det her, vi har brug for, og det de gør på MIR skolerne skal andre lære af, for at de kan lære at gøre det samme – for det enkelte barn og familien omkring.

 

Sådan får dit barn en plads på Mir Skolerne

Mød en forældre og en elev fra skolen