Det kan betale sig at investere i mennesker

I Danmark har vi en velfærdsmodel, der bygger på et ansvar om at tage hånd om de svageste. Mennesker, der på et tidspunkt i deres liv har brug for hjælp til at komme på benene igen. Denne intention er god, og indeholder muligheden for at give mennesker styrken og modet til at tage ansvar for deres liv og det samfund, de er en del af.

Problemet er blot, at vi handler for sent. Vi må gentagne gange konstatere, at sager – der burde blive taget hånd om – først får opmærksomhed, når problemerne er så store, at de nærmer sig en katastrofe, både for det enkelte menneske, men også i omkostninger for samfundet.

I AskovFonden møder vi årligt mere end 2000 mennesker, der lever et liv i udenforskab og fælles for de fleste af dem er, at de har levet med deres udfordringer alt for længe, og derfor har brug for en social indsats i en længerevarende periode. Dette er ikke gavnligt for hverken det enkelte menneske eller for samfundet.

Et eksempel er voldsramte familier, som kommer i behandling i Dialog mod Vold. Her er der op til et års ventetid på behandling, til trods for at vi ved, det har store konsekvenser for de børn og kvinder, der hver dag lever med den vold, der bliver udøvet i hjemmet. Vi ved fra en undersøgelse om voldens pris[1], at det koster 65.000 kr/årligt i primæromkostninger, når en kvinde er voldsramt, og så er prisen for børnene ikke inkluderet. Udfordringen er, at hvis vi ikke stopper volden, hvor den opstår, bliver det symptombehandling, idet voldsudøveren ikke får stoppet sin adfærd. Derved fortsætter problemet ved at voldsudøveren finder nye partnere, som igen bliver udsat for vold. Så – hvis vi skal hjælpe en voldsramt kvinde og stoppe volden, skal vi også stoppe årsagen til volden – altså med behandling til udøveren også. Det koster 120.000 kr. at have en familie (både udøver, offer og børn) i behandling hos Dialog mod Vold og vi har dokumentation for, at behandlingen har effekt og stopper volden i 75 % af tilfældene[2].

Det afgørende spørgsmål er, hvem der har ansvaret for, at der ikke bliver handlet? Vi har gennem de seneste år gjort opmærksom på ventelisten og problematikken til både politikere og kommuner, men vi oplever desværre, at selve løsningen på problemet ikke bliver taget hånd om, men i stedet bliver det til en diskussion om, hvorvidt det er statens eller kommunernes ansvar. Mens disse diskussioner finder sted, lever familierne hver dag med den vold, der bliver udøvet, og venter i ingenmandsland på at nogen tager ansvaret.

Løsningen fra mit perspektiv er, at vi ændrer vores velfærdsmodel til en mere proaktiv og ansvarlig model. En model, som sikrer en lovgivning, der gør, at mennesker – der har brug for hjælp, og som gerne vil tage ansvar for deres adfærd – ALTID har muligheden for at få hjælp. I den nuværende situation er de menneskelige omkostninger selvsagt store, og vi risikerer tilmed at producere mennesker, der bliver afhængige af overførselsindkomster, frem for mennesker der tager ansvar for – og bidrager til det samfund, de er en del af.

Der er mange negative økonomiske konsekvenser ved at handle for sent, og med indsatser, som har fokus på symptombehandling. Modsat – i en proaktiv velfærdsmodel med rettidige og veldokumenterede indsatser – kan samfundet spare penge, netop fordi vi behandler og løser årsagerne på problemerne.

I AskovFonden arbejder vi med de fleste udsatte målgrupper, herunder piger med spiseforstyrrelser, socialpsykiatri, unge uden for uddannelse og arbejdsmarkedet etc. Jeg ser desværre tendensen til ikke at handle, før det er gået galt på flere af vores områder, og mener det er på tide, at vi får kigget vores velfærdsmodel efter i sømmene. Jeg vil påstå, at vi kan gøre det bedre, mere effektivt og for færre penge.

Fordi alle vinder, når ingen taber.

Helle Øbo

 

[1] Voldens Pris, 2010, ROCKWOOL FONDENSFORSKNINGSENHED

[2] Kilde: http://vidensportal.dk/temaer/boern-der-oplever-vold/indsatser/i-dialog-med-voldsudover