Sundhedsstyrelsens oplæg til en 10 års psykiatriplan er ambitiøs, og indgyder håb for de mange, der lider af psykisk sygdom i Danmark. 580.000 mennesker lider på nuværende tidspunkt af en psykisk lidelse, og det skønnes, at 40-50 procent af befolkningen i et livsforløb vil få en psykisk lidelse.
God psykiatri vedrører os alle. Enten som et direkte behov for psykiatrisk hjælp eller som pårørende til en, der er afhængig af at få den rette hjælp, på det rette tidspunkt.
Jeg mangler imidlertid fokus på årsag, når jeg læser 10 års planen. Hvis vi tager alvorligt, at den mentale sundhed er faldende i Danmark, og et stigende antal børn og unge oplever dårlig mental trivsel, så bør vi også være optagede af, hvad denne udvikling skyldes.
Hvad er årsagerne bag, at 15 procent af alle børn og unge vil blive diagnosticeret med en psykisk lidelse, inden de fylder 18 år?
Kun med viden om årsagssammenhænge, har vi en mulighed for på sigt at forebygge den udvikling, der er årsagen til at flere bliver psykisk syge. Er det vi ser et symptom på et samfund i ubalance? Tiden må være til også at sætte fokus på årsagerne, frem for blot at fokusere på behandling.
Mere end region og kommuner
I AskovFondens socialpsykiatri møder vi hver dag mennesker, der lider af psykisk sygdom, og et af de emner, de altid fortæller om, er ensomhed.
Netværk og fællesskab er afgørende for et bæredygtigt liv. Det gælder ikke mindst for de mange, der skal leve med en psykisk lidelse.
Civilsamfundet kan bygge bro til meningsfulde fællesskaber, som også er der efter en indlæggelse, eller når det i perioder er svært at rumme den medfølgende ensomhed til en sindslidelse.
Civilsamfundet har en særlig forandringskraft, når det handler om at skabe meningsfulde fællesskaber, hvor der er plads til at være anderledes, blandt andet fordi man som bruger kommer frivilligt.
Derfor undrer det mig, at civilsamfundet kun er nævnt med en sætning i 10 års planen. Hvis vi for alvor skal forbedre vilkårene for at leve med psykisk sygdom, så skal vi sikre, at der er tilbud, udover det som region og kommune kan tilbyde.
Det offentlige kan ikke forebygge ensomhed alene, men hvis vi er ambitiøse og indgår partnerskaber, med civilsamfund og erhvervslivet, så kan vi sammen noget helt særligt.
Jeg mener, at civilsamfundets tilbud bør tænkes mere aktivt ind i en kommende 10 års psykiatriplan, hvis vi for alvor skal skabe fundamentet, for et mere balanceret samfund, som kræver fællesskaber, hvor der er plads og rummelighed til at inkludere de mange, der lider af en psykisk lidelse.
I sidste instans handler det også om økonomi, for hvis vi tror, at alle løsninger skal findes i det offentliges tilbud, så tror jeg, at vi har en usandsynlig forventning til ressourcer i fremtidens velfærd.
Helle Øbo / AskovFonden
Indlægget blev bragt i Altinget Social den 8. marts 2022