I AskovFonden er vi stolte over at have modtaget Politidirektørens Pris 2023 af Københavns Vestegns Politi. Vi har modtaget den for Dialog mod Volds samarbejde med politiet.

 

Siden 2022 har vi, i samarbejde med Københavns Vestegns Politi, tilbudt hurtig psykologhjælp til udøvere af vold i nære relationer og deres familier.

Politiet kan henvise borgere direkte til os i Dialog mod Vold som et led i at bryde den negative voldsspiral og sikre nødvendig hjælp til dem, der har mest brug for det.

Vi er meget glade for at kunne arbejde så tæt sammen med politiet, der møder borgerne, når de står midt i svære situationer. En stor tak til Københavns Vestegns Politi og ikke mindst vores dygtige psykologer, der alle gør en vigtig indsats hver dag.

 

Nu går indsatsen over for voldudøvere i nære relationer på et ekstra ben

”Der er mange årsager til voldelig adfærd, og det kan ofte behandles med gode resultater. Mange af de mennesker, vi hjælper i Dialog mod Vold, er selv vokset op med vold i barndommen. Det er en god grund til at forsøge at opspore volden tidligt og stoppe den negative spiral,” siger direktør Eva Kjer Hansen, Dialog mod Vold.

”Vi har fået et ekstra redskab til at stoppe fremtidig vold mellem partnere. Vi retsforfølger stadig gerningsmanden, men nu kan vi også tilbyde vedkommende konkret hjælp til at ændre adfærd og hindre nye voldsofre,” siger politidirektør Kim Christiansen.

Han tilføjer, at straf og hjælp sagtens kan gå hånd i hånd, fordi et eventuelt retligt efterspil og en psykologbehandling kører i to helt adskilte spor, hvor både politi og psykologer har tavshedspligt over for hinanden.