Prøv et øjeblik at forestille dig at du er i en krise og har et telefonnummer, hvor du kan ringe hele døgnet og tale med et menneske. Måske er du angst eller ensom og har ikke på forhånd defineret, hvad der er dit største problem.

Da Danmark lukkede ned grundet Corona, tog vi i AskovFonden den beslutning, at vi ville være tilgængelige 24/7 trods de begrænsede fysiske muligheder.

Det betød, at vi på mange forskellige måder måtte finde nye løsninger. En af dem var, at vi etablerede en døgnbemandet Hotline.

En Hotline som skulle vise os det, som måske er det allervigtigste, når man har brug for hjælp eller blot føler sig magtesløs. Nemlig muligheden for at tale med et menneske, som ikke på forhånd har gjort sig nogle tanker om hvad ens problem er eller løsningen på det.

Vi bemandede Hotlinene med uddannet personale fra alle AskovFondens afdelinger og besluttede at vores fornemmeste opgave var, at være åbne og imødekommende for det der kom ind og dem der ringede.

Det betød blandt andet, at vi fik samtaler som handlede om flere af livets sværeste stunder, ensomhed, afmagt, selvmordstanker, vold i familien og mange andre vigtige emner.

Dem der ringede, var anonyme, men vi registrerede alle opkald med tidspunkt og overordnet emne for samtalen, så vi kunne blive klogere undervejs og samle op på de eventuelle behov, der opstod som følge af samtalerne.

Betydningen af tid

Det var interessant, at de fleste samtaler handlede om at få muligheden for at tale med et andet menneske, uden på forhånd at være vurderet eller registreret som et problem. Det var kun få vi henviste til andre indsatser og den væsentligste værdi for dem der ringede var, at vi havde tid til samtalerne. De fleste samtaler varede i gennemsnit 32 minutter uden anden opfølgning end muligheden for at ringe igen, hvis behovet opstod.

Jeg havde selv en del nattevagter i perioden. Jeg blev særligt optaget af, at vi måske har glemt de grundlæggende forudsætninger for, hvad der skaber forandring for mennesker i vores higen efter at finde problemet og putte mennesker i de rigtige kasser.

Den afgørende samtale kan skabe mirakler. En af dem jeg talte med, beskrev det så fint; at det var som at blive mødt med lys midt i mørket. At det at kunne ringe om natten, eller tidligt om morgenen, skabte tryghed og følelsen af, at man godt kunne klare lidt mere end ellers og komme igennem en svær dag.

Det her kunne så handle om at pege på et comeback for telefonsamtalen, men i virkeligheden handler det om noget langt større. Nemlig bekræftelsen af at de to grundforudsætninger for at mennesker kan tage ansvar og ejerskab for deres eget liv, og de udfordringer de har, er, at de selv er med til at definere, hvad der er deres vigtigste problem og lige så vigtigt, at de selv er med til at finde løsningen.

Måske ligger en af forandringsnøglerne til en mere relationel og medmenneskelig velfærd netop her og det skal vi tage med os også efter Corona krisen.

Hvad nu hvis

Hvis nu vi forestiller os, at man rent faktisk kunne ringe til en telefonlinje, der ikke på forhånd havde et overordnet tema som selvmord, ensomhed eller lignende. At denne linje blot var åben for alle slags opkald, så tror jeg faktisk på, at vi kunne gribe en del af de problemer, der vokser sig store og uoverskuelige. På den måde kunne vi måske forebygge, at nogle mennesker ender i evindelige systemer, der blot forstærker deres oplevelse af at føle sig forkert og hjælpeløs.

Jeg forstår godt, at vi har brug for styringslogikker for at opretholde et velfærdssystem. Men jeg mener, at vi gennem de mere end 25 år jeg har arbejdet på Socialområdet, er kommet alt for langt væk fra det medmenneskelige og det at møde et menneske med et åbent sind og et varmt hjerte.

Intentionen var helt sikkert velment, men i virkelighedens verden blev reformer til uhensigtsmæssige styringsmekanismer, der i sidste ende skaber benspænd for det enkelte menneskes mulighed for at få den rette hjælp på det rette tidspunkt.

Min vigtigste læring under denne krise er, at et menneske har brug for at blive mødt af et andet menneske frem for et system, der på forhånd har defineret både problemet og løsningen.  At vi igen finder tid til den uddybende samtale, så vi kan tage udgangspunkt i det enkelte menneske og de ressourcer der er.

Så måske en af fremtidens sociale velfærdsløsninger handler om at have mulighed for, at komme i kontakt med et menneske der lytter og prøver at forstå det, der er vigtigst for dig.

Kierkegaard siger det så rigtigt i hans ord om Kunsten at hjælpe fra 1862.

”At man, når det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der”.

Det er dét, jeg kalder Relationel Velfærd og det vil jeg skrive meget mere om efter en god lang sommerferie.

God sommer og ferie

Kærlig Hilsen Helle