Skrevet den 2022-06-28
Skrevet af Jonathan Stougaard og Berte Lyneborg
Frivillighed er en afgørende faktor for, at Roskilde Festival kan fungere, som den lille landsby den er. Men hvad har betydning for, at man vælger at være frivillig? og hvordan kan Roskilde Festival som organisation skabe endnu bedre forudsætninger for, at alle de tomme frivilligpladser bliver fyldt op næste år. Vi har talt med en gruppe frivillige om, hvad der gør det attraktivt for dem, og hvad der også er nødvendigt for at få styrket frivilligheden endnu mere fremover.
For mange frivillige på Roskilde, er det et gratis armbånd, der trækker. For mange frivillige på Roskilde er jobbet kommet i hus gennem netværk. Måske havde man ikke råd til billetten eller også var den udsolgt, og så kan man både skaffe sig gratis adgang til festivalen og få mad- og drinksbilletter samt gratis kaffe og adgang til volunteer campen. Desuden er de frivillige jobs typisk nemme at gå til, fordi der er sørget for grundig introduktion til alle nye arbejdsopgaver, og selve arbejdet er derfor ofte en tryg oplevelse.
Med andre ord, er der en masser gode grunde til at vælge frivillig-oplevelsen til.
Glade mennesker og chill arbejde
Nogle af de første vi møder på vores gåtur i volunteer village (et stort afgrænset område kun for de frivillige), er to unge drenge, som kommer traskende med hver deres lille trækvogne fyldt med vand. Drengene har begge et stort smil på læben, og da vi stopper dem for at spørge ind til, hvad de laver, har de svært ved at holde grinet tilbage, “vi henter vand til vores swimmingpool”.
Det viser sig, at drengene er praktiske frivillige hænder, som bliver sat til alt mellem himmel og jord: “Vi skal arbejde i opvarmningsdagene, og så får vi fri, når kunstnerne går på”. Vi spørger drengene, om, hvor meget hjælp man som ung får til at blive sat ind i arbejdet: ”Ja. Mest af tiden skal vi bare sætte kasser op og sån’. Meget logisk. Så det kan man sagtens. Og f.eks. idag skulle vi fylde vand op her, og det kan i se ude på badeværelset, at det kunne vi ikke finde ud af”. Det virker altså til, at der plads til fejl i drengenes arbejde.
Det er tydeligt, at drengene har valgt at være frivillige på grund af det nemt tilgængelige arbejde og det glade frivilligmiljø, hvorfor de glædeligt vender tilbage næste år.
Der findes også stille jobs
For mange kan Roskilde være én stor fest. Men hvor inkluderende er festivalmiljøet og de frivillige arbejdspladser egentlig? Kan man undgå non-stop højt tempo, eller hvad kan man forvente, når man møder ind til sin frivillig-tjans. Vi nærmer os en af de store haller, der normalt huser køer på dyrskuet. Hallen er kølig og så stille, at man glemmer, vi faktisk står i centrum af Danmarks største festival.
Herinde finder vi to unge drenge, der fifler med en kabeltromle. De tjekker el-installationerne i boderne, inden madholdene flytter ind.
Det er et seriøst arbejde, der er med til at sikre sikkerheden på festivalen. Men de fortæller os, at de ingen erfaring har med el-installationer. De har til gengæld fået en tydelig og ordentlig introduktion til jobbet, der har klædt dem på til en tryg oplevelse som frivillig el-medarbejder.
Jobbet er stilfærdigt og langsomt; de går rundt i små hold og skal primært forholde sig til hinanden. De går rundt på festivalpladsen og finder de boder, der er færdigbyggede og klar til at blive tjekket. Det betyder, at der tit er lidt ventetid, hvor man kan tage en slapper. Som de selv siger, er det bare et ‘chillern’ job uden pres og ‘fomo’ (fear of missing out).
Med andre ord, findes der altså også frivillige jobs på Roskilde Festival for dem, der ikke er vilde med fysisk arbejde og højt tempo.
Roskilde Festival er ment for alle
Roskilde udbyder et bredt udvalg af frivillige jobs og også tiltag, der skal inkludere flere grupper i Roskilde-oplevelsen. Kenneth arbejder i Volunteer-baren på festivalen. Han arbejder med at betjene baren med gratis drikkelse til de frivillige. Alt dette gøres uden et kasseapparat. Det er vigtigt for Kenneth, da han nemlig er blind. En måned inden Roskilde skulle launche, blev han kontaktet om at få et frivilligt arbejde på Roskilde, som han takkede ja til og med egne ord “selvfølgelig skulle jeg med”. De har dog ikke kunnet skaffe ledsagere nok til mennesker med særlige behov, og det er hans opfattelse, at det er generelt for festivalen, at der ikke er nok frivillige, der har meldt sig i år. Kenneth udtaler: “For mig betyder det meget, at jeg bare kan vælge at tage hertil, og så ved jeg, at der faktisk er nogen, der kan hjælpe mig”.
Kender jeg nogen, der kender nogen, der mangler en frivillig?
Der er altså mange muligheder for at blive en del af det frivillige community, – også selvom man ikke ser sig selv i de klassiske udadvendte jobs, som madsælger, vagt eller konstruktionsarbejder.
Men søger man job på Roskilde Festivals hjemmeside, skal man have både god tid og skarpe briller på for at nå til bunds i listen og og tilhørende pop-up-tekst. Desværre er listen ikke særlig gennemskuelig i forhold til, hvad jobbet indebærer og kræver og dermed svært at gennem, om arbejdspresset og dets opgaver passer til en. Derfor erfarer vi også gennem vores interviews, at mange af de interviewede frivillige har fundet deres jobs gennem et privat netværk. Nogen, der kender nogen. Men er det ikke bare sådan det er og altid har været? Jo, vi kan i hvert fald ikke gøre så meget ved, at mennesker har et netværk. Men for at få flere frivillige på festivalen, kunne Roskilde Festival sikre, at de mange forskellige jobs blev gjort tilgængeligt at søge for alle og ikke kun gennem ens mor, onkel, tidligere chef, nabo etc.
Vi møder Sarah som har været frivillig i forskellige roller for Mediehuset de sidste 10 år. Når vi spørger, om mediehuset også rekrutterer frivillige, der ikke er i deres eget netværk, fortæller Sarah, at de på trods af offentlige sociale medie-opslag, ofte kun modtager henvendelser om kommunikationsopgaver fra deres eget netværk. Altså brander de sig som værende offentlige og inkluderende med hensyn til deres ansættelse af frivillige, men selekterer alligevel internt mellem de ansattes bekendte.
Pointen om de lukkede kredse, når det kommer til frivillige jobs, bekræfter 16-årige Marie, der som frivillig har fået jobbet gennem sin moster. Hun sidder blandt en gruppe frivillige om et stort bord i midten af teltet med hver deres computer. Det ligner næsten et godt gammeldags LAN-party. Marie har heldigvis 5 minutter til overs til at fortælle os hvad hun laver: “Jeg arbejder meget administrativt, rydder op i mapper og de andres papirer.” Marie er frisk på at lære nyt, og hendes job kræver heldigvis ikke meget tidligere erfaring. Men Marie er et godt eksempel på, at du ikke behøver at have særlige forudsætninger for at udføre de fleste frivillig-jobs, men at du bare skal kende én, der kan give dig det.
Roskilde Festivals egen vision med Volunteer Village, mad- og drikkebilletter mm. er et tydeligt tegn på ønsket om et Volunteer Community. For flere af de interviewede er det frivillige arbejde en fed måde at få en gratis festival på, og langt de var heldige at kende nogen der kunne skaffe dem et arbejde. Hvis Roskilde skal følge deres vision til dørs om at gøre frivillig-”oplevelsen” til mere end et gratis armbånd for festaber, kræver det større tilgængelighed i deres jobportal og dermed bedre offentlig adgang til alle typer jobs, så man ikke er i tvivl om, at Roskilde Volunteer-oplevelsen er ment for alle.