Boganmeldelse af Henrik Vestergaard Stokholms “Det er ikke de unge, den er gal med, det er samfundet. En rektors opråb.”
skrevet af Helle Øbo og bragt i Altinget.dk
En rektors blik på de unges virkelighed – og de voksnes ansvar
Titlen kunne også med rette have været Et kampskrift fra en rektor. For det er præcis, hvad Henrik Vestergaard Stokholm har skrevet. En bog, der ikke alene er et opråb på vegne af de unge, men også en personlig fortælling om, hvorfor han som rektor nægter at være passiv tilskuer, mens alt for mange unge kæmper med at finde fodfæste i et samfund, der i stigende grad presser dem ud over kanten. Som læser står det hurtigt klart: Her er en mand, der vil kæmpe med alt, hvad han har, for at skabe gode vilkår for unge i Danmark.
Stokholm blev landskendt, da han i december 2018 forsvarede to somaliske søstre, der stod til udvisning. De gik på Nyborg Gymnasium, hvor han var rektor, og med et læserbrev i Fyens Stiftstidende under overskriften Sådan behandler man ikke børn og unge mennesker i Danmark gik han fra ukendt rektor til politisk varm kartoffel. I bogen reflekterer han ærligt over valget om at engagere sig som rektor og står fast: Hans første forpligtelse er at kæmpe for de børn og unge, han har ansvar for.
Almindelige unge er ualmindeligt pressede
Et centralt tema i bogen er det, Stokholm kalder en “ny udsathed”. Det handler ikke længere kun om socioøkonomiske parametre – men i højere grad om unge, der føler sig pressede. De oplever et stigende psykisk pres og en følelse af ensomhed og utilstrækkelighed. Gennem årene som rektor har han set en markant stigning i henvendelser fra elever, der mistrives – nogle så alvorligt, at de ikke ønsker at leve mere.
Stokholm tegner et billede af unge, der lever i en konstant tilstand af præstationsparathed. Hvor 4 på karakterskalaen føles som et nederlag, og det iscenesatte liv på sociale medier skaber en illusion om, at alle andre lever det fede liv. Han efterlyser et opråb for middelmådighed, og at unge skal lære at springe over, hvor gærdet er lavest nogle gange. Ikke for at sætte baren lavere men for at gøre mere plads til at være menneske.
Det er både befriende og tjener som eksempel, at Stokholm ikke taler om de unge ved at tale hen over hovedet på dem. Tværtimod deler han åbent egne erfaringer med usikkerhed, depression og spiseforstyrrelse, og hvordan han kæmper med følelsen af ikke at være klog nok – med sin “relativt middelmådige intelligens”, som han selv kalder det med en blanding af selvironi og sårbar ærlighed. Han viser i ord og handling, at man kan komme langt med at være en knokler.
Skolen som vikarierende håb
Stokholm er blevet beskyldt for at drive en curlingskole. Det afviser han blankt – ikke fordi han fornægter ambitionen om at skabe trivsel for sine elever, men fordi han insisterer på, at trivsel er et fundamentalt ansvar for enhver uddannelsesinstitution. “Mine elever er førstegangsvoksne”, skriver han. “De har aldrig prøvet det før og skal først til at lære det”.
Han ser gymnasiet som mere end blot en skole – det skal være et hjem, et kulturhus, en ramme for frivillighed, fællesskab og aktivisme. For som han skriver, er der for få varme fællesskaber tilbage i det danske skolesystem, og vi har glemt, at det også må være legitimt at bruge skatteydernes penge på noget så upraktisk som kærlig omsorg. Når systemet svigter, og alt håb dømmes ude, må skolen træde til og fungere ”vikarierende håb” for den unge.
Han peger på en skolekultur præget af testregimer, karakterjagt og nulfejlskultur. En kultur, hvor elever føler, at de går til eksamen i hver eneste time. Og hvor fejl ikke længere ses som forudsætningen for læring – men som tegn på fiasko. Heri ligger et opgør med hele den politiske styring af uddannelsesområdet: fra resultatmål, tidsregistreringer og KPI’er, til uden den mindste skam at tale om skolen, som var den en konkurrenceudsat underafdeling af arbejdsmarkedet.
På Nyborg Gymnasium har man indført mobilfri skoledage, faste læsetimer og forsøg på at sænke alkoholforbruget blandt eleverne – konkrete initiativer, der er båret af én fælles tanke: At give plads til varme fællesskaber i hverdagen.
Stokholm skriver modigt om at måtte søge hjælp, da presset bliver for stort, og krop og sind ikke længere kan følge med. Det er sjældent, at mennesker i lignende stillinger taler åbent om egen sårbarhed – og netop derfor så vigtigt, at han gør det. Vi skal tilbyde de unges blik et par øjne at hvile i og et nærværende menneske at spejle sig i. Det er et ansvar, som hviler på alle os voksne.
Vi må stå fast, før de unge kan stå selv
Stokholm stiller skarpt på, hvordan samfundet er blevet instrumentelt og individualiseret – og hvordan vi har efterladt de unge med byrden af at håndtere presset alene. Han argumenterer for, at vi som voksne, lærere og politikere må genvinde autoriteten – den ansvarlige, kærlige og tydelige autoritet, der tør mene noget, vise vej og stille krav.
Ikke alle kan blive alt, skriver han. Og det er faktisk okay. Ligesom den vigtigste læring i livet ikke nødvendigvis findes i klasselokalet eller gennem lige linjer. Nogle gange går den gennem omveje og erfaringer, som former os langt mere grundlæggende. Afslutningsvis i bogen skriver Stokholm: ”Tak fordi du læste med til slut”. Til det vil jeg blot sige: Selv tak – for muligheden for at blive klogere på både dine erfaringer med livet og dine faglige refleksioner, som jeg er sikker på kan føre til vigtige debatter og forhåbentlig et fornyet fokus på de smukke unge mennesker.
Det er ikke de unge, den er gal med, det er samfundet er en bog med mange vigtige budskaber, som måske springer lidt i formen, men aldrig i relevans. Den drives af et engagement – og sjældent mod til ikke bare at mene noget på de unges vegne, men også dele egen tvivl og sårbarhed. Det gør bogen både vedkommende og menneskelig.