Det her er historierne, som aldrig bliver fortalt. Historier, som gør os klogere på, hvad der virker, hvorfor det virker, og hvad der skal til, for at vi fremover kan blive endnu bedre til at skabe de bedste vilkår for endnu flere mennesker.
Målet med disse historier er at give stemme til de mennesker, der bruger AskovFondens tilbud. Mennesker, som vi betragter, som de virkelige eksperter. Dem der – på egen krop og sjæl – har oplevet, hvad det vil sige at stå udenfor, og kæmpe sig tilbage til livets mange muligheder.
De mennesker, I møder her, har om nogen taget ansvar og ejerskab, og måske er det dét, vi skal lære af historierne. At det altid kan lade sig gøre at skabe forandringer, så længe håbet, viljen og troen er til stede!
Formatet hedder 3 skarpe til, og det er med den største ydmyghed og respekt, at vi fortæller disse historier.
Første gang jeg kom ud i KBH+ blev en særlig dag. Tilgangen til mig var en helt anden, end jeg havde prøvet før.
Jeg blev stillet andre spørgsmål, end jeg var vant til, blandt andet; hvad har du lyst til at bruge os til? Der var en oprigtig nysgerrighed, et nærvær og en følelse af tid.
For et år siden ramlede mit liv totalt. Alt det, jeg havde troet på, viste sig at være en løgn, og jeg mistede alt det, der betød mest for mig. Jeg havde mistet grebet om, hvem jeg var. Jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling, og da jeg blev udskrevet, var jeg stadig i en depression, og bange for at ryge ind igen.