Forringelse af SU´en har en alvorlig social slagside

Jeg håber inderligt, jeg tager fejl, når jeg læser regeringens oplæg om at ville forringe Statens Uddannelsesstøtte. Der er lagt op til, at SU´en skal skæres med en femtedel, men med en mulighed for at optage et beløb svarende til SU´en som lån. For de ressourcestærke studerende vil nedskæringen ikke få afgørende betydning for studievalg, karriere og fodfæste på arbejdsmarkedet. Det vil det derimod for mange udsatte unge, som risikerer at blive efterladt på perronen og forblive i udenforskab – blandt andet med øget risiko for at havne i et liv på kanten af arbejdsmarkedet.

 

De udsatte unge er taberne

Alt for mange udsatte unge er i forvejen bagud på point i forhold til deres medstuderende, da de ikke har den faglige og sociale ballast, det ofte kræver at gennemføre et studie. Dét faktum at kunne komme hjem og få hjælp til faglige udfordringer – eller blot få støtte i svære perioder – er ikke et privilegie, der er alle forundt. Hvis de unge så i tillæg skal udfordres på de økonomiske forudsætninger, så risikerer vi at sætte ikke bare de unges liv over styr, men også fundamentet for opbygningen og fortsættelsen af fremtidens velfærdssamfund.

Mange har lidt nedladende kaldt SU´en for cafépenge. I ganske få tilfælde kan den støtte sikkert føles sådan, hvis du kommer fra et ressourcestærkt hjem, hvor dine forældre selv er velhavende, kan købe en bolig og give økonomisk støtte til bøger og andet. Men for de fleste er det langt fra virkeligheden. Og for fx Mohammed som bor i Værebroparken eller Kevin fra Urbanplanen, som ikke kommer fra boglige hjem, hvis forældre måske er på kontanthjælp, aldrig har fået sig en uddannelse har meget få social og økonomisk kapital, er der ikke tale om at købe en ekstra stor Latte hos Joe & and Juice eller tage på en charterferie for støtten. Her handler det om social og økonomisk overlevelse. Her er det en kamp for at bryde den negative sociale arv. At løfte sig ud af sine forældres skygge.

Faktum er, at der desværre er en nøje sammenhæng mellem social ulighed, social arv og uddannelsesmuligheder. Kommer du fra en socialt svag baggrund er der langt større risiko for, at du ikke får en uddannelse og bider dig fast på arbejdsmarkedet. Tal fra sidste år talte sit eget tydelige og alvorlige sprog: Hver anden ung med ufaglærte forældre får ikke en uddannelse. Her spiller økonomi en stor rolle.

 

Bryd den negative sociale arv i stedet for at øge den

Vi ved, at uddannelse er den bedste og mest direkte vej til at bryde den sociale arv. Derfor må vi ikke give efter for en pludselig indskydelse om at ville ændre et af de mest grundlæggende samfundsparametre som lige adgang til uddannelse. Og da slet ikke for blot at kunne give de velstillede skattelettelser og eller boligejerne flere penge. Danmark bør stadig være et foregangsland, der tror på – og efterlever – at det kan betale sig at investere i mennesker og uddannelse. Ikke kun fordi det rent faktisk kan betale sig, men også fordi vi grundlæggende tror på, at alle mennesker skal have en chance for at blive til noget. For deres egen og for samfundets skyld.

Partier fra begge fløje i Folketinget er enige om, at vi altid skal hjælpe de svageste i samfundet. I dette tilfælde taler vi faktisk om de allersvageste, nemlig de udsatte unge, som hver dag kæmper en indre og ydre kamp for at komme igennem uddannelsen, bryde den sociale arv og blive en aktiv medborger. Vi skal ikke bygge nye forhindringer op for dem, som i forvejen hverken har social eller økonomisk støtte hjemmefra. Vi skal derimod skabe endnu bedre vilkår for social mobilitet for de sårbare og udsatte unge for at alle talenter kan komme i spil.

Jeg tør slet ikke tænke på de økonomiske omkostninger det kan have, hvis endnu flere unge mister modet til at tage en uddannelse, fordi de ikke har den økonomiske opbakning og det tilstrækkelige vilkårsrum til at klare sig selv. Det bliver ikke kun omkostningsfuldt for den enkelte, men i allerhøjeste grad også for det fællesskab, vi kalder samfundet.

Jeg vil appellere til, at vi stopper op og tænker os grundigt om, før vi med besparelser på SU og fremdriftsreformer presser unge igennem uddannelse på kortere tid, med ringere økonomi og dertil større risiko for at flere unge falder igennem uddannelsessystemet og aldrig får fodfæste på arbejdsmarkedet.
I AskovFonden møder vi hver eneste dag unge, som har givet op på deres uddannelse, fordi de ikke har haft – og fortsat ikke har – den fundamentale støtte i form af et kærligt hjem og ressourcestærke omsorgsgivere. Hvis de så oveni købet skal slås med økonomiske udfordringer, er jeg bekymret for, om selv med den mest effektive og målrettede indsats kan få dem tilbage på sporet og i gang med en uddannelse.

Uddannelse er det mest effektive instrument til at bryde den sociale arv. Hvis vi sætter det på spil i fremtidens økonomiske prioriteringer, spiller vi hasard med vores grundlæggende forudsætninger for et socialt bæredygtigt Danmark, hvor alle unge trods ulige sociale og økonomiske grundforudsætninger har lige chancer og muligheder for at klare sig og blive en del af fælleskabet.

Så fattige må vi ikke blive Danmark! Ungdommen er fremtiden, og fremtiden er uddannelse.

Fordi alle vinder, når ingen taber.

Kærlig hilsen
Helle Øbo

Helle Øbo 6/2016