Hvorfor kom du til KBH+?
Jeg havde en periode, hvor jeg ikke lavede noget som helst, jeg var 21 år, sygemeldt og fuldstændig uden overskud.
Min barndom var tryg men svær. Min mor har psykiske udfordringer, og min søster er autist. Der var behov for, at jeg var stærk, og kunne klare mange ting, og det var hårdt nogle gange. Som barn bekymrede jeg mig meget, og havde altid ondt i maven, og da jeg var 18 år, fik jeg diagnosen skizotypi.
Jeg stod uden arbejde, og havde ingen ide om, hvad jeg ville. Jobcentret kunne ikke hjælpe mig, da min sygdom for mig blandt andet handler om overload af sanseindtryk, hvilket gør, at jeg har svært ved at rumme for mange skift. Gennem en vejleder hørte jeg om KBH+.
Hvad har det betydet for dig at komme her?
Første gang jeg kom ud i KBH+ blev en helt særlig dag. Jeg fik en rundvisning, mødte min sagsbehandler og min mentor og blev meget imponeret af stedet og menneskene. Der var en god stemning i huset, og den ville jeg gerne være en del af. Jeg kom på Projekt 16, som er et forløb for unge, der står uden job og ikke er i gang med en uddannelse.
Tilgangen til mig var en helt anden, end jeg havde prøvet før. Jeg blev stillet andre spørgsmål, end jeg var vant til, blandt andet; hvad har du lyst til at bruge os til? Der var en oprigtig nysgerrighed, et nærvær og en følelse af tid.
Ud over uddannelsen mødtes jeg en gang om ugen med min mentor. I stedet for at mødes på et kontor vinterbadede vi sammen. Det hjalp mig rigtig meget, og var en af de ting, der hjalp mig med at rumme min diagnose. Når man lider af skizotypi, kan man have brug for at sansestimulere sig selv. Jeg føntørrer for eksempel min krop med varme, når jeg bliver stresset.
Det at være en del af KBH+ har betydet, at min stress stort set er forsvundet, og min hverdag er stabil, og så fungerer mit liv. Hvis ikke min hverdag fungerer, så fungerer jeg ikke. Når jeg har mulighed for at komme her, så er jeg et godt sted i mit liv.
Hvordan har KBH+ hjulpet dig?
Jeg har altid tænkt, at det at arbejde var noget, man gjorde, så man kunne holde fri. Men her har jeg fået glæden ved at være på arbejde. Jeg har fået den rette mængde ansvar, jeg bliver vist tillid, og det har givet mig stor selvtillid.
Jeg har blandt andet fået lov til at lave mit eget croquis hold med hjælp fra KBH+. Jeg var ansvarlig for alt, både at lave ansøgning til en fond, alt det praktiske med lys og musik, og så tegnede vi forskellige modeller, som jeg fandt. Holdet var fuldt booket, og det blev en succes. Både for KBH+ og for mig.
I KBH+ har jeg fået lyst til det hele igen. Og nu har jeg også fået lov til at være frivillig i cafeen og er blevet virksomhedspraktikant. Det betyder vildt meget for mig at have mulighed for at komme her. Her føler jeg mig ikke på besøg, det er mit sted. Det, at jeg også har et ansvar, og at de regner med mig, betyder rigtig meget.