I valgkampens debatter er der meget lidt fokus på de allermest udsatte i vores samfund. Her taler jeg ikke om alle dem, som er udfordret med at betale deres elregninger. Men om familier, der er i risiko for at få deres børn fjernet.
Måske det skyldes, at de ikke har en særlig stor stemme eller repræsentation, men uanset hvad så er det afgørende, at vi får politikerne til at tages stilling til, hvordan vi bliver bedre til at hjælpe dem, der har allermest behov.
Om ikke andet så fordi vi hvert år bruger 41 milliarder kroner på at hjælpe 282.000 udsatte borgere. Det viser den første store kortlægning, der er finansieret af den A.P. Møllerske Støttefond.
At løse udfordringen kræver ikke kun flere penge, men en ændret tilgang, til hvordan vi møder de mest udsatte og sårbare i vores samfund.
Vi ved fra mønsterbryder forskning at den afgørende faktor, for at mennesker bryder med den negative sociale arv, er at de møder et menneske, som kan se deres ressourcer, og som de kan relatere sig til menneske til menneske.
Alligevel er det ikke viden, vi anvender strukturelt eller som styringsmekanisme i vores offentlige velfærd.
Det er som om, der findes en særlig logik, der handler om, at hvis bare vi gør mere af det samme, så hjælper vi flere.
Vi kan gøre det bedre for færre penge
Men virkeligheden er, at vi først skal finde ud af, hvordan vi hjælper mennesker bedre, og så vil min påstand være, at vi kan hjælpe flere bedre, uden at vi nødvendigvis bruger flere penge, som det eneste afgørende.
I NGO/civilsamfundsorganisationer er evnen til at skabe relationer afgørende, fordi mennesker kommer frivilligt. Vi hører ofte, at det er klart, at det meste kan lade sig gøre i en NGO, fordi man ikke har det samme myndighedsansvar som en kommune.
Anderledes er det i en kommune, hvor mange kan være tvunget til at modtage en form for hjælp, fordi det er baseret på en bekymring eller underretning.
Vi ved at det virker, det er både afprøvet og påvist
I 2019 indgik AskovFonden et samarbejde med Aarhus Kommunes familiecenter, med henblik på at afprøve om den relationelle tilgang kunne implementeres i en kommunal kontekst, i arbejdet med udsatte familier. Samarbejdet gik konkret ud på, at AskovFonden trænede og superviserede medarbejdere og ledelse i at gå fra systemtænkning til en relationel tilgang, hvor borgeren er med til at identificere deres største udfordringer og mulige løsninger.
På baggrund af en evaluering udarbejdet af Metodecentret i 2022, kan vi konkludere, at det at arbejde med relationen som omdrejning, giver familierne en mere målrettet hjælp, nedbringer antallet af foranstaltninger pr. familie, samt sikrer bedre fremmøde og kontakt til familierne. Forsøget har vist, at borgerne føler sig langt bedre hjulpet til at varetage eget liv, når de bliver inddraget, lyttet til og selv er med til at formulere både udfordring og løsning. Metodeændringen indikerer, at selv de mest sårbare familier kan tage ejerskab og ansvar for egen positive udvikling.
Menneskesynet bag
Hvis vi skal ændre måden, vi møder de mennesker, der er mest udsatte, så kræver det først og fremmest et opgør med New Public Management, og den politiske virketrang til at lave ny lovgivning og reformer.
Det kræver erkendelsen af, at det vi har gjort, ud fra de bedste intentioner, ikke har den ønskede effekt.
Fremtidens velfærd må bygges på en relation med dem, vi skal hjælpe. Det kræver at systemet indrettes efter de mennesker, vi skal hjælpe og en læringskultur, der er centreret om feedback fra dem, vi skal hjælpe – og det er vel egentlig både ordentligt og logisk.
Helle Øbo, adm. direktør AskovFonden