Hvorfor starter vi forfra hver gang, når det gælder socialområdet i Danmark?

Vejen frem på socialområdet er at prioritere forskning i lige så høj grad, som vi gør det på sundhedsområdet, og skalere indsatser, der virker. Læs Helle Øbos kronik her eller på Berlingske.dk

Jeg tror, at alle socialministre, der sætter sig i stolen i Socialministeriet, har en intention om at skabe bedre vilkår for de mest udsatte i vores samfund. Alligevel viser alle undersøgelser, at vi, trods et utal af reformer og løsningsforslag, stadig ikke er blevet bedre til at bryde den negative sociale arv.

Denne kendsgerning skal ydermere ses i lyset af, at vi aldrig har brugt flere penge på socialområdet, end vi gør i dag. Pengene har med andre ord ikke medført, at vi er blevet bedre til hverken at opspore eller hjælpe børn, der vokser op i udsatte familier, med at finde fodfæste. Så hvad er det, vi gør forkert?

Det kan skyldes, at vi til sammenligning med sundhedsområdet, der bruger 14 procent på forskning, kun anvender 0,5 procent på forskning på socialområdet. Jeg oplever, at der startes forfra hver gang, der skal udvikles en ny indsats. Det svarer til et scenario, hvor man, hver gang et nyt hus bygges, indleder med at undersøge på ny, hvordan man etablerer et fundament.

Et nærliggende spørgsmål at stille er derfor, hvilke faktorer der ligger til grund for denne tilgang. Er det muligt, at de mennesker, som oplever konsekvenserne af den manglende kvalitet, er mennesker, som allerede er så hårdt presset af deres virkelighed, at deres stemmer ikke bliver hørt i offentligheden? Eller har vi i for mange år haft den tilgang på/til socialområdet, at så længe vi arbejder ud fra gode intentioner, er det godt nok?

Nytteværdi

I betragtning af at samfundet hvert år bruger 54 milliarder kroner på indsatser målrettet socialt udsatte, mener jeg, at vi bør være mere end almindeligt optagede af, hvad der kommer ud af det, vi gør for de mennesker, vi skal hjælpe.

Et eksempel som med tydelighed viser, hvor langt vi er fra at gøre tingene på fornuftig vis er, at der i november 2012 og til 2014 blev gennemført et forsøg omkring et mobilt interventionscenter, målrettet både voldsudsatte og voldsudøvende i politisager, hvor der indgår partnervold. Initiativet blev vedtaget i satspuljeaftalen for 2012, og bestod af et samarbejde mellem Østjyllands Politikreds, Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK) og AskovFonden/Dialog Mod Vold (DMV).

Socialstyrelsen påpegede efterfølgende i sin evaluering, at de voldsudsatte vurderede, at de havde opnået en signifikant forbedring ift. frihed, tryghed og handlemuligheder fra rådgivningens begyndelse til rådgivningens afslutning. Ligesom de voldsudsatte oplevede en positiv udvikling fra rådgivningens afslutning og fire-seks måneder efter rådgivningens afslutning. Undersøgelsen tyder således på, at voldsudsatte i Interventionscentret får hjælp til deres voldsproblemer tidligere i et voldsforløb, end kvinder på krisecentre gør.

Så her har vi en indsats fra 2014, som er evalueret af Socialstyrelsen, og som viser en signifikant forbedring af både de voldsudsattes og voldsudøvendes liv efter indsatsen, og alligevel blev den ikke forankret, fordi det var et satspuljeprojekt, og dermed ikke finansieret fremover.

Situationen er nu syv år efter, at de ovenstående resultater blev fremlagt, at en ny pulje under »Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2021-2024«, kan søges med mulighed for at lave et lignende tilbud til samme målgruppe. Puljen kan søges af alle, og der er dermed sandsynlighed for, at vi endnu en gang skal starte forfra, i stedet for at bygge videre på den viden, vi fik dengang.

Som vi plejer

Dette er desværre ikke et enkeltstående tilfælde. Tværtimod er det min erfaring, at vi i AskovFonden i mange tilfælde har været medvirkende til at etablere en indsats, som virker, men som ikke bliver forankret efterfølgende. Det betyder, at selv om vi har fået viden om, at en indsats har effekt, fortsætter vi med at gøre det, vi plejer, med samme ringe effekt i stedet for at implementere den nye viden til en praksis, der for alvor kan hjælpe målgruppen.

Så før vi taler om social innovation, skulle vi måske samle op på bedste praksis og undersøge, hvad vi har gjort, der virker, og investere i det, før vi udvikler de samme nye indsatser, som skal afprøves igen.

Vi må ikke glemme, at det her handler om mennesker, der har brug for hjælp, og når vi nu ved, at nogle tiltag virker bedre end andre, så undrer det mig, at vi som samfund ikke anvender den viden til at skabe bedre velfærdsmodeller, som kan hjælpe flere bedre.

De gode intentioner er ikke nok. Vejen frem på socialområdet er at prioritere forskning i lige så høj grad, som vi gør det på sundhedsområdet, og skalere indsatser, der virker.

Helle Øbo adm. direktør i AskovFonden

Blog: Flere penge løfter ikke velfærden alene