»Jeg har aldrig talt så meget, som når jeg kommer herned. Det er som om, at jeg har abstinenser«

Da Danmark lukkede ned, lukkede mange sociale tilbud og væresteder også. AskovFonden har åbnet en nødtelefon og nødåbnet et værested, så udsatte kan få et måltid mad. For ensomheden er overvældende, fortæller fondens direktør.

Det er 10 minutter før åbningstid, men en herre med et gråt viltert hår står allerede udenfor i solen: »Vi ses om 10 minutter!«, siger han til alle, som kommer forbi. »Vi ses derinde om lidt«.

Da værestedet i den gule bygning på Nørrebro åbner for serveringen i gården, er han ikke den eneste. Normalt er der samvær og spisning inde i huset, men under corona-nedlukningen er begge dele rykket udenfor. Bordene står adskilte, og maden bliver serveret, så afstanden holdes.

Thomas, som er 48 år, har sat sig med en smøg i gården. Han er sportsjakke og har et uroligt blik. Stedet har været et vigtigt holdepunkt for ham de seneste par år, så han er glad for, at de holder åbent i gården. »Jeg har aldrig talt så meget, som når jeg kommer herned. Det er som om, at jeg har abstinenser«.

Her i AskovFondens socialpsykiatriske åbne, anonyme værested kommer dem, hvor problemet med nedlukningen af samfundet ikke er en skrattende skypeforbindelse ved hjemmemøder, eller at sommerens flyrejse er aflyst.

Nedlukningen vender den tunge ende nedad, forklarer AskovFondens administrerende direktør Helle Øbo. »De fleste af os blev ængstelige, da landet blev lukket ned. Forestil dig, hvordan det var for dem, som i forvejen var sårbare. Man bliver ikke mindre udsat under en krise. Tværtimod«.

AskovFonden er en ngo, som driver en række sociale tilbud til blandt andet voldsramte familier, mennesker med spiseforstyrrelser og socialt udsatte. Da landet lukkede ned, blev fondens telefon kimet ned af folk, som ville have råd og vejledning med alt fra kontanthjælp til ensomhed og isolation.

For det var ikke kun skoler og butikker, der lukkede – også sociale tilbud, jobcentre, og væresteder. Landets mest udsatte borgere blev i høj grad overladt til sig selv.

AskovFonden oprettede derfor en regulær nødtelefon. Den var først åben til klokken 22, men åbningstiden blev hurtigt udvidet. »Problemer og ensomhed opstår sjældent i normal åbningstid. Det første, som sker i en krisesituation, er, at de mest sårbare vender om på døgnrytmen. Derfor blev det vigtigt også at have åbent om natten«, siger Helle Øbo, som reder op i sin stue, når hun har vagten om natten, så familien ikke bliver vækket af telefonen.

Døgntelefonen får i gennemsnit 30 opkald i døgnet. I snit er der hver time et menneske, som har brug for hjælp. Et opkald varer i omkring 30 minutter. Askovfonden har registeret alle opkald med tid og indhold. Det giver et billede af det socialt udsatte Danmark.

Det bebos af de ensomme. Nogle af dem er udsat for vold. Andre tænker på selvmord eller selvskade. Fælles er en stigende angst og afmagt i forhold til Corona-krisen lige uden for deres dør.

Der er eks-alkoholikeren, som ikke kan gå til AA-møder, og som nu er bange for at begynde at drikke igen. Der er den midaldrende mand, som ikke tør gå ud af frygt for smitten, end ikke dørhåndtaget i opgangen, tør han røre. Og så er der den psykisk syge kvinde, som ikke har fået noget at spise i dagevis, fordi hun plejer at få ét måltid om dagen – på det værested, som krisen har lukket.

Dem, var der nogle stykker af på nødtelefonen; mennesker, som fik meget lidt at spise. Nogle har ikke køleskab, andre orker ikke at handle. Der besluttede fonden at åbne køkkenet. Nogle kan så hente maden, andre får servering i gården.

Selv værtshusene er lukket

Thomas får dagens ret serveret. Italienske kødboller med pasta. Salaten, kommer på en tallerken ved siden af, takker han nej til. »Det er ikke lige mig. Jeg er ellers ikke en kræsen herre«.

Når han ikke spiser her, bliver det mest til take away, men det er dyrt. »Jeg handler ikke, hvis jeg gør, er det mest til samme dag eller til dagen efter. Jeg er ikke en af dem, som har været nummer 22.000 i køen til Nemlig«.

Thomas mener, at folk kan tænke dårligt om mennesker, som har en psykiatrisk diagnose. Selv har han epilepsi, og så er der »der noget galt i hovedet«, som han siger og tager sig til tindingen.

I gården sidder en ung mand med en rygsæk helt for sig selv. Han spiser og går med et »tak for i dag«. En ældre mand med en forvasket hue kæmper med at fange den glatte pasta med en plastikgaffel, og en midaldrende kvinde i en jakke med pelskant læner sig tilbage og nyder maden. Der er personale, som hygger om gæsterne. Nogle gæster spiser maden målrettet, mens andre får måltidet til at vare længe.

Thomas kan ikke lige huske, hvor han var den onsdag, da statsministeren på et pressemøde lukkede Danmark, men han har set det på tv. Nok i en genudsendelse, mener han.

Han har ikke for alvor været bange for at blive syg. Det, som går ham mest på, er, at alt livesport er aflyst. Især fodbold, ærgrer han sig over. Han er endda Liverpool-fan. Han plejede at gå på sportsbar, men værtshusene er også lukket. »Det værste er, at man ikke kan se fodbold nogle steder. Det irriterer mig grænseløst, men jeg tror ikke, at sportsbarerne åbner lige med det samme, for folk har en forestilling om, at det er en smittekilde«.

Thomas kender til nødtelefonen, og han har selv ringet et par gange. For han har »gang i noget« med en fodterapeut, og det er noget med at søge tilskud, forklarer han.

Samtalens betydning

40 procent af dem, som ringer til AskovFondens nødtelefon har brug for, at personalet hjælper dem videre. De har brug for kontakt til psykiatrien, et krisecenter eller til at få en behandling i gang mod en spiseforstyrrelse.

Men de fleste, der ringer, har bare brug for en at tale med, forklarer administrerende direktør Helle Øbo. »Ofte er systemet indrettet sådan, at man skal man fejle noget, før man kan få hjælp. Men det er påfaldende, at det, folk har brug for, er nærvær. Det er mennesker, som ikke føler, at de betyder noget for nogen. De har brug for at få et menneske i røret, som vil stille sig til rådighed og lytte. Vi skal huske, hvilken kæmpe betydning samtalen har. Vi er et meget produktivt samfund. Vi er travle og optimerende i vores planlægning, at det er sjældent bare er tid til en snak«.

Det er under krisen blevet hævdet, at isolationen er værst for dem, der er vant til at gå ud og have mange kontakter. At dem, som er introverte og holder sig meget hjemme, er sluppet lettere, men det gælder ikke de ensomme, mener Helle Øbo. »Det gælder nok for overskudsmennesker. Men hvis du ikke har mange sociale kontakter og skal tvinge dig selv til samvær, er det invaliderende slet ikke at være del af et fællesskab«.

Kulden sniger sig ind i gården, hvor der er hynder og tæpper i stolene. Men det generer ikke Thomas.

Det har været en stressende morgen. Der skulle komme en fra kommunen, som skulle hjælpe med vasketøjet, og han vidste ikke, hvornår de skulle komme. Derfor skal han hjem i bad og barberes. Først ryger han en sidste smøg, og får en snak med en af de andre. Det er rart at være ude.

Artiklen blev udgivet i politiken søndag den 10. maj. Artiklen er skrevet af Kirsten Nielsson / Politiken. Foto: Peter Hove Olesen / Politiken

Se artiklen i Politiken

Læs mere om AskovFondens Socialpsykiatri (ASPA

Se film fra AskovFondens afdelinger

Klik her og se hvordan du kan hjælpe