AskovFondens Socialpsykiatri (ASPA) holdt igen i år juleaften og samlede mennesker om julelangbordet. 

Igen i år inviterede AskovFondens Socialpsykiatri (ASPA) til juleaften med traditionel julemiddag, underholdning og hyggeligt samvær.

Alt sammen i AskovFonden Café i ASPA på Griffenfeldsgade 35 den 24. december kl. 17.00-22.00. Her sørgede ASPA og et team af frivillige for at åbne døren til en juleaften, hvor omkring 50 mennesker mødte nye mennesker og samles omkring et julelangbord.

”Juleaften i ASPA plejer altid at være en helt speciel og hyggelig aften, hvor vi alle samme bidrager med noget forskelligt, men også møder hinanden i et særligt fællesskab. Så vi er virkelig glade for, at vi igen i år kan holde juleaften og samle mennesker på kryds og tværs,” siger Kristina Bodenhoff, der er pædagogisk udviklingsmedarbejder i ASPA og tovholder på juleaften.

Fællesskaber året rundt – også juleaften

AskovFondens Socialpsykiatri (ASPA) er et dag- og aftentilbud på Nørrebro i København og tilbyder støtte, fællesskaber og aktiviteter til mennesker med psykisk sårbarhed 365 dage om året. Og altså også juleaften.

”Vi ved, at julen kan være en svær tid, og hvor man især kan føle sig alene. Derfor er det vigtigt for os at tilbyde et sted at holde jul, hvor man kan være sammen, spise god mad og mærke fællesskabet,” siger Kristina Bodenhoff.

AskovFondens Socialpsykiatri (ASPA) består af to huse på Nørrebro, der tilbyder en række aktiviteter og sociale indsatser for at bryde ensomhed og sikre, at ingen mennesker med psykisk sårbarhed står alene.