Problemet med kommunalpolitik er, at nyvalgte politikere ofte vil opfinde alting selv. Det går ud over dem, som har mest brug for vores velfærdssamfund.

Tænk, hvis en kommunalpolitiker stillede op med et mål om at bygge videre på de bedste ideer og erfaringer fra andre kommuner. Det er desværre sjældent tilfældet, og det er en af årsagerne til, at vi trods mange penge og forsøg ikke er blevet bedre til at bryde den negative sociale arv.

Vi oplever, at hver gang der skiftes ud i den politiske ledelse så iværksættes nye tiltag, der komplicerer muligheden for bedre hjælp for de 282.000 socialt udsatte, hvilket svarer til syv procent af befolkningen (VIVE, 2018).

Ofte skal en politiker vise handlekraft og format ved at lave om på eksisterende praksis. Det kan give god mening, men oftest forringer det vilkårene for dem, der har mest brug for vores velfærdssamfund.

Et eksempel er hele beskæftigelsesområdet, hvor der igen og igen laves nye indsatser, med henblik på at få mennesker i arbejde. Her peger Nina Smith (Reformkommissionen, 2021) på, at Danmark i årtier har brugt enorme ressourcer på gruppen af mennesker, som år efter år modtager den ene eller anden offentlige ydelse, uden at de af den grund kommer tættere på arbejdsmarkedet.

Selv hvis en indsats har en påvist effekt, er det ikke det samme, som at det bliver implementeret bredt i den kommunale praksis. AskovFonden/KBH+ udviklede eksempelvis en indsats til de mest udsatte unge, som påviste, at vi i løbet af seks måneder fik 42 procent i uddannelse og/eller arbejde sammenlignet med anslået 16 procent i den kommunale indsats. Trods den påviste effekt, som blev evalueret af Oxford Research, besluttede man politisk at stoppe indsatsen, da man ikke ville have mere projektmageri. Her var endelig noget, der virkede, og vi ville gerne løse opgaven eller i det mindste viderebringe de gode erfaringer, så kommunen selv kunne fortsætte indsatsatsen.

Dette er kun et af mange eksempler og bekræfter det, som Reformkommissionen påpeger, nemlig at der er alt for mange indsatser, der ikke virker i den kommunale kontekst, og i stedet for at samarbejde og bygge videre på noget der virker, så starter man hellere forfra.

Hvad nu hvis man som nyvalgt politiker undersøger, hvad bedste praksis er i andre kommuner, eller hvilke løsninger civilsamfundet kan bidrage med og derefter implementer det i egen kommune?

Det er som om, det er ufint at bygge på erfaringer, når vi taler om socialområdet, og det skaber flere barrierer, når vi igen skal finde vej i et allerede kompliceret systemvelfærd.

Så kommende kommunalpolitikere, hvad med at starte en ny politisk periode med at undersøge, hvad der virker, og tage den viden med tilbage, med henblik på at bruge de gode erfaringer, andre har gjort sig?

Det er ikke en styrke altid at starte forfra og opfinde alting selv, og det er sjældent til fordel for dem, der har allermest brug for vores velfærdssamfund.

Helle Øbo er adm. direktør i AskovFonden

5.10.21

DET HANDLER OM BEDRE VELFÆRD – IKKE MERE VELFÆRD

Kære politikere, I tager om lidt hul på et nyt folketingsår. Jeg håber, at I vil bruge det på at gøre op med årtiers fejlslagen socialpolitik. Jeg håber, at vi kan gøre noget andet, end vi plejer, og at vi kan kræve at kende effekten af de 54 milliarder kroner, som hvert år bruges på socialområdet, så vi sammen kan skabe bedre velfærd.

Med så stort et beløb skulle man tro, at der fulgte en nysgerrighed omkring, hvorvidt de mange penge har effekt, for de mennesker vi skal hjælpe. Fraværet af videns opsamling og best practice er desværre stadig dominerende på socialområdet. Vi lykkes ikke med at bryde den negative sociale arv i Danmark.

Jeg har talt med tidligere socialministre og medlemmer af Folketingets Socialudvalg, og de fortæller alle det samme. Vi ved for lidt om, hvad der virker på socialområdet. Det handler ikke om politisk overbevisning. Det handler om den kendsgerning, at vi på socialområdet arbejder indenfor en ramme af manglende viden omkring effekten af vores arbejde, for de mennesker vi er sat i verden for at hjælpe, mangelfuld vidensdeling på tværs og mulighed for skalering af sociale løsninger til gavn for flere. Systemvelfærden har taget over i en sådan grad, at mennesket risikerer at blive tabt i et bureaukrati af regler og reformer.

Når jeg er så optaget af effekten af vores arbejde, så er det altid med fokus på hvilken forandring, vi skaber for det enkelte menneske. Den nuværende systemadfærd rummer ikke sociale indsatser, som skaber varige forandringer for de sårbare i vores samfund. Vi har brug for et nyt velfærdsfundament. Jeg kalder det relationsvelfærd. Man skal som menneske selv være med til at identificere sine udfordringer, og selv være med til at definere løsningen. Kun på denne måde kan vi hjælpe et menneske videre.

Det er ikke blevet lettere at få hjælp i dag, end det var for 25 år siden. Tværtimod, er det som om den digitale virkelighed, som præger vores alles hverdag, ikke har fundet fodfæste på socialområdet. Vi ville relativt ubesværet kunne indsamle data på sociale løsninger og påvise eller afvise, hvad der virker for hvem, hvornår og på hvilken måde. Vi ville således kende effekten af det arbejde, vi gør. Vi ville kunne hjælpe flere.

Vi er nødt til at kende effekten af vores arbejde, for at skabe bedre velfærd i Danmark. Det er ikke et spørgsmål om mere velfærd. Det gælder bedre velfærd. Det kræver en fælles politisk beslutning om, at vi tør stoppe op og ikke længere gøre, det vi altid har gjort – stoppe med at gøre det, der ikke virker.

Mit spørgsmål lyder, tør vi lade være? De grundlæggende forudsætninger, for hvordan vi måler og monitorer velfærd i fremtiden, skal ændres. AskovFonden har lavet et udkast til en handlingsplan til politikerne. Jeg glæder mig til samarbejdet og håber, at vi sammen har modet til at skabe bedre velfærd i Danmark. Vi kan jo starte med at lytte til med dem, vi skal hjælpe.

Se handlingsplanen her

// Helle Øbo, adm. direktør AskovFonden