Kære Monika Rubin, brug værdighedsreformen til et paradigmeskift for hele socialområdet

Værdighed kan ikke reserveres til en snævert defineret gruppe. Det må være et grundprincip for hele socialområdet, skriver Helle Øbo i Altinget.

Den danske velfærdsmodel bygger på, at hjælpen er for alle. Men formelt lige adgang er ikke det samme som reelt lige adgang.

Velfærdssystemet fungerer bedst for dem, der har det nødvendige overskud og den rette systemkompetence. De mennesker, der har de største behov, har ofte de dårligste forudsætninger. De kan være ramt af psykisk sygdom, vold, hjemløshed, misbrug, spiseforstyrrelser, handicap eller flere alvorlige problemer på samme tid.

Alligevel kræver systemet ofte netop det, de mangler: overblik, vedholdenhed, tillid og evnen til igen og igen at fortælle deres historie i de kategorier, som den enkelte forvaltning forstår.

Vi har hermed skabt et alvorligt paradoks: Jo mere hjælp et menneske har brug for, desto sværere kan det være at få den rigtige hjælp.

Medarbejderne mangler ikke vilje eller faglighed

Hver dag møder jeg dygtige medarbejdere, som ønsker at gøre en forskel. Men de arbejder i systemer, der er opdelt i lovgivninger, forvaltninger, budgetter og faglige søjler. Hver del af systemet kan løse sin egen opgave korrekt, men det hjælper ikke nødvendigvis det enkelte menneske.

Ankestyrelsen oplyser, at styrelsen siden 2021 har oplevet stigninger i antallet af sager inden for alle sine sagsområder. Antallet af indkomne kommunale social- og beskæftigelsessager steg med knap 20 procent fra 2021 til 2023.

Det er ikke i sig selv dokumentation for, at alle afgørelser er forkerte. Men det er et tydeligt signal om, at stadig flere borgere oplever et behov for at få systemets beslutninger prøvet.

Samtidig bruger vi omkring 69 milliarder kroner årligt på det specialiserede socialområde ifølge KL’s opgørelser. Det er mange penge. Det er derfor rimeligt at spørge, om de skaber den værdi og forandring i menneskers liv, som de er sat i verden for.

Hvis en privat virksomhed oplevede stigende udgifter, flere klager og utilfredse kunder, ville den undersøge, om dens produkter og organisering virkede efter hensigten.

Velfærdssamfundet er på mange måder Danmarks største serviceorganisation. Alligevel virker det, som om vi fortsat er mere optagede af, om vi har gjort det, lovgivningen og procedurerne kræver, end af om indsatsen faktisk har skabt værdi for det menneske, vi skal hjælpe.

Er systemet så til for mennesket, eller er mennesket en sag eller brik, der flyttes rundt i systemet?

I min bog Man møder et menneske beskriver jeg, hvordan mennesker i udsatte positioner alt for ofte bliver mødt som en diagnose, en udgift, en adfærd eller en sag, der skal håndteres.

Men før vi møder et menneske med en spiseforstyrrelse, et barn med skolevægring, en voldsudsat familie eller et menneske med psykisk sygdom, møder vi et menneske. Et menneske med erfaringer og håb. Med ressourcer og vigtig viden om sit eget liv.

Det lyder måske enkelt. Men det udfordrer den måde, vi gennem årtier har organiseret og styret socialpolitikken på.

Relationen mellem borger og fagperson er ikke noget ekstra, der kan tilbydes, hvis tiden tillader det. Den er selve forudsætningen for, at hjælpen virker. Uden tillid får vi ikke den viden, der er nødvendig for at forstå menneskets situation. Og uden forståelse risikerer vi at levere den forkerte hjælp, uanset hvor korrekt den er beskrevet i handleplanen.

Derfor bør værdighedsreformens principper udbredes:

Mere helhedsorienteret støtte, større tillid og fleksibilitet samt fokus på relationer frem for kontrol og standardløsninger.

Men vi skal gå endnu længere. Vi skal ændre, hvad vi styrer og måler efter.

Det afgørende er ikke alene, hvor mange samtaler, indsatser eller handleplaner vi har leveret. Det afgørende er, om mennesket føler sig hørt og forstået og har fået den hjælp, vedkommende har behov for. Vi skal flytte fokus fra systemets leverancer til den værdi, hjælpen skaber i menneskers liv.

Aftalen om værdighedsreformen og at reformen er sendt i høring er både vigtigt og nødvendigt. Reformen har som ambition, at de mest udsatte skal mødes af en mere sammenhængende, tilgængelig og menneskelig indsats. Hjælpen skal være helhedsorienteret, krav og barrierer skal reduceres, og samarbejdet mellem kommuner, regioner og civilsamfund skal styrkes.

Kort sagt skal de mest udsatte mødes som mennesker med behov, håb og ressourcer – ikke blot som sager i systemet.

Hvorfor skal værdighed være forbeholdt de mest udsatte?

Er det værdigt, når et menneske med en spiseforstyrrelse tilbydes behandling af et tilbud uden den nødvendige specialviden, fordi det er billigere end den fagligt kvalificerede behandling?

Er det værdigt at stå på venteliste til behandling i Dialog mod Vold, efter man har erkendt sin voldelige adfærd og er klar til at tage ansvar, samtidig med at børn vokser op i voldens skygge?

Er det værdigt, når et psykisk sårbart menneske ikke får den rette, omsorgsfulde og sammenhængende hjælp i overgangen fra en psykiatrisk indlæggelse til egen bolig?

Og er det værdigt, når forældre til et barn med skolevægring forgæves forsøger at finde vej gennem et velfærdssystem, hvor barriererne er langt lettere at få øje på end den person, der kan tage ansvar for at hjælpe familien videre?

Værdighed kan ikke reserveres til en snævert defineret gruppe

Det må være et grundprincip for hele socialområdet. For værdighed handler også om, hvad hjælpen fører til. Vi bør som minimum have en national ambition om, at udsathed ikke skal gentages fra generation til generation.

I 2024 viste en analyse fra Social- og Boligministeriet, at over halvdelen af de 43.000 unge mellem 15 og 24 år, som hverken var i uddannelse eller beskæftigelse, havde modtaget en social indsats i deres liv. De unge havde samtidig langt oftere udsatte forældre end andre unge.