Selvom der ikke er udskrevet valg endnu, konkurrerer politikerne hver dag om at forelægge nye banebrydende forslag til fremtidens Danmark.

Jeg savner dog at høre jeres tanker og planer for de mest udsatte i vores samfund.

Ifølge Danmarks Statistik har vi 54.092 børn og unge, og dermed også deres familier, der får en eller flere foranstaltninger fra det offentlige.

De udsatte er ikke dem med den største stemme, og dem vi hører om i den offentlige debat, men om ikke andet så må det faktum, at vi anvender 54 milliarder kr. om året på socialområdet, kunne motivere til at forholde sig til emnet.

Den store opgave er ikke at lave nye lovforslag eller reformer, men at implementere dem i praksis, så de giver mening

I den virkelige verden vil man altid have feedback loop og læring, som en implicit del af implementering, men gentagne fejlslagne politiske initiativer på socialområdet viser, at når først lovgivning eller reformer er besluttet, så er det svært at ændre på det fra politisk side. Det betyder, at gode politiske initiativer kan ende med at blive endnu en systembarriere, som i praksis gør det mere kompliceret at give den rette hjælp, på det rette tidspunkt.

Se blot på Folkeskolereformen fra 2013. Trods mange indvendinger er det først nu, der er politisk vilje til at gøre noget ved det.

Jeg synes, at det er modigt af Venstre at fremlægge en politik, der vil nedlægge jobcentrene, som vi kender dem i dag, fordi de fleste er enige om, at de 12 milliarder kr., vi bruger, ikke har den ønskede effekt.

Udfordringen er, at hvis vi skal ændre beskæftigelses-og eller socialområdet, så kræver det først og fremmest en grundig analyse af hvad, der er gået galt, og hvad, der skal til, for at vi for alvor noget. Her er viden fra praksis afgørende. Hvorfor er der ikke flere, som kommer i job trods mange gode intentioner? Og hvad er årsagen til, at de mest udsatte stadig, ender på overførselsindkomst, trods utallige omkostningsfulde indsatser?

Omvendt incitament og systembarrierer

New Public Management (NPM) er betegnelsen for en samling reformer, politikker, styrings-, ledelses- og organisationsformer, som har været styrende i Danmark i årtier, og hvor formålet er at optimere udnyttelsen af ressourcer i den offentlige sektor. NPM bruger derfor mange ressourcer på at måle og monitorere aspekter, der ikke hjælper det enkelte menneske, men blot registrere tid og ressourcer.

Det har samtidig den konsekvens, at der ikke tages højde for det enkelte menneskes behov, men omvendt har fokus på, at borgeren skal passe ind i systemets forhånds planlagte aktiviteter.

Intentionen var god, men virkeligheden er, at vi ikke måler på det vigtigste, nemlig borgerens udbytte af de indsatser vi sætter i værk.

Hvis vi turde måle på borgernes udbytte, så kunne vi også se hvilke politiske tiltag, der for alvor skaber positive forandringer, og kommunerne måtte indrette sig efter borgernes behov, som enhver anden servicevirksomhed.

Kerneproblemet er, at de mest udsatte, ikke har noget valg. De er tvunget til at søge hjælp, uanset hvor ringe hjælpen er.

Min påstand er, at der ikke findes komplekse borgere, men dårlig hjælp og styringsmekanismer, der spænder ben for mødet og den rette hjælp.

Fremtidens velfærd må bygges på en relation til dem, vi skal hjælpe, og indrettes efter de mennesker. Det kræver en ongoing læringskultur, hvor relationen til de mennesker, vi skal hjælpe, kommer i centrum.

Helle Øbo, adm. direktør AskovFonden