Skrevet den 2019-09-05
Trods gode politiske intentioner og mange reformer er det i dag sværere end nogensinde at få hjælp, hvis man er socialt udsat. Det grundlæggende problem er, at vi, på trods af indikatorer på mistrivsel allerede i den tidlige barndom, først handler, når tingene er gået galt. Hvis vi skal realisere tanken om et samfund, der griber de mest udsatte, skal indsatsen tænkes helt om og være langt mere proaktiv. Der er behov for rettidig omhu – også på socialområdet.
Gennem de 25 år, jeg har arbejdet på socialområdet, er problemerne kun blevet værre for de mest udsatte. Jeg møder alt for mange børn, unge og voksne, som bliver kastebold mellem forvaltninger, sagsbehandlere og indsatser. Dermed bliver de multifaktorielle problemer underlagt en systemtænkning, som sætter det enkelte menneske i parentes.
Undersøgelser af mønsterbrydere har afdækket de vigtigste forandringsnøgler i arbejdet med at bryde den negative sociale arv. Vigtigst er det at blive mødt af et menneske, som har blik for – og tro på – udviklingsmuligheder, at man følges kontinuerligt over tid (nogle gange over lang tid) og vigtigst af alt, at man tager afsæt i de problemer, som det enkelte menneske finder det mest vigtigt at arbejde med.
Virkeligheden i dag er, at de mest udsatte er overladt til et bureaukrati af regler, modstridende mål og krav, alt efter hvilke forvaltninger der er involveret i sagen, og dermed gør sagerne uhensigtsmæssigt kompliceret.
Relationens og fælleskabets betydning
Det, vi møder i AskovFonden, er f.eks. en ung, der kommer ud af fængslet og henvender sig til os, en ung som er hjemløs, uden penge og uden netværk udover banden, som meget gerne vil tilbyde ham et fællesskab.
Han har tidligere været igennem en liste af endeløse beskæftigelsesindsatser og socialindsatser, og alle med samme resultat. Han er nem at få i arbejde eller i uddannelse, men det varer kun ganske kort tid, så opstår der en udfordring, som gør, at han giver op. Ingen skal vælge ham fra (det har han jo prøvet hele livet).
Og hvad er det så egentlig, der går galt her?
Først og fremmest så har han behov for at møde et menneske, der lytter og tager afsæt i lige netop hans situation. Det betyder f.eks., at han ikke bare kan nøjes med en halv time på jobcenteret. Han har brug for grundlæggende hjælp til livsmestring og til at skabe et bæredygtigt netværk. Og allervigtigst, så begynder det virkelige arbejde først, når han er kommet i gang med uddannelse eller arbejde. Det er her, han har brug for støtte og medmenneskelig omsorg. På dette tidspunkt har de fleste beskæftigelsesindsatser sluppet for længst, og så er det endnu et nederlag til bunken. Hvis han er heldig, får han bevilget en mentor en gang om ugen fra socialforvaltningen, men virkeligheden er, at mennesker, der lever i udsathed, oftest har brug for relationer og fællesskaber.
Betydningen af fællesskaber kender vi blandt andet fra Fællesskabsmålingen (VIVE, 2019), hvor det fremhæves, at ensomhed er en af de mest afgørende parametre for at forblive i social eksklusion.
Her kan civilsamfundet noget særligt. For vi ved godt, at ensomhed ikke opstår mellem kl. 9 – 17, men netop når de fleste andre går hjem til deres familier og nære. Derfor er det så vigtigt, at vi udvikler samarbejdet mellem det offentlige og civilsamfundsorganisationer. Fordi kun i fælleskab, kan vi løse den store opgave det er, at få mennesker på kanten inkluderet. Derfor er jeg også spændt på, hvordan satspuljens afvikling kommer til at påvirke organisationer som os. Vi skal om nogen arbejde for at skabe effektfulde resultater, men virkeligheden er, at det kræver et økonomisk fundament for at blive ved med at innovere, udvikle og tilbyde sociale velfærdsløsninger.
Alle har ikke mulighed for uddannelse i dagens Danmark
Vi taler om, at alle har ret til uddannelse. Alligevel oplever vi dagligt i vores socialpsykiatri, at unge, der ønsker at tage et HF-fag med social støtte, som vil betyde, at de kan fuldføre uddannelsen, ikke får bevilliget støtten. Det sker med en argumentation om, at det ikke er den lige vej til uddannelse. Og det er jo også rigtigt, for hvis man har været inde og ude af psykiatriske afdelinger en stor del af ens barndom og ungdom, så er der ingen lige vej.
Rockwool Fondens undersøgelse fra i år viser, at andelen af unge, uden uddannelse eller tilknytning til job, er syv procent for en årgang, og tendensen er stigende (kilde: Jan Rose Skaksen, Mandag Morgen nr.25. Aug. 2019).
Vi ved fra samme undersøgelse, at 50.000 unge er i farezonen for at ryge helt ud af uddannelse og arbejdsmarkedet. Det mener jeg ikke, vi som velfærdssamfund kan være bekendt, og det kræver, at vi gør tingene på nye måder, hvis vi skal bryde med den statistik.
Mangel på tværfaglig og tværsektorielt samarbejde
De mennesker, vi møder i AskovFonden, har oftest flere problematikker og dermed kontakt til flere forvaltninger.
Det er uholdbart og direkte uhensigtsmæssigt, at vi tænker i kasser og reformer, når vi skal få mennesker igennem en krise, som kan være midlertidig, men som – hvis man ikke får den rette hjælp på det rette tidspunkt – kan resultere i et livslangt liv i udenforskab.
Eksempelvis så oplever vi dagligt, at unge kvinder med spiseforstyrrelser ikke kan få bevilget et specialiseret beskæftigelsestilbud, hvor der tages afsæt i de forudsætninger og udfordringer, de har. I stedet skal de igennem endeløse ordinære beskæftigelsesindsatser, hvor de mødes af krav og forventninger, som de ikke kan honorere. Det er først, når de igen er blevet indlagt på psykiatrisk afdeling, at nogle af dem kan være heldige at få tilbudt en specialiseret indsats. Dette til trods for, at vi kan påvise, at over 85 % har andre diagnoser end spiseforstyrrelse, og at over halvdelen er diagnosticeret med mindst to andre psykiske lidelser, herunder angst, personlighedsforstyrrelse, og depression. 50 % har aktive selvmordstanker og 85 % selvskader eller har tidligere selvskadet. Sværhedsgraden af spiseforstyrrelsen gør, at de har brug for rammer og indhold, der er udformet, så der tages hånd om forspiseforstyrrelsen, og hvor færdigheder og funktionsniveau udvikles i et tempo, som ikke trigger spiseforstyrrelsen. Målgruppen udviser ofte tilsyneladende kompetencer, hvor de ser ud til at kunne meget mere, end de egentligt er i stand til pga. deres sygdom. Hvis fx tempoet i en normal beskæftigelsesindsats øges for hurtigt for denne målgruppe, på baggrund af deres tilsyneladende kompetencer, vil de ofte brænde ud, blive genindlagt og starte forfra igen.
På samme måde oplever vi børn, der bliver henvist til vores dagbehandlingsskoler, og som har lidt af skoleværing gennem flere år, hvilket betyder, at deres sociale kompetencer ofte er blevet afløst af grundlæggende angst og følgevirkninger, som tager flere år at få repareret. Når vi spørger ind til familierne omkring børnene, så er det vores erfaring, at de har efterspurgt hjælp gennem flere år. Men i inklusionens hellige navn har man forsøgt at få dem inkluderet i det normale skolesystem uden reelt at forholde sig til deres problematikker ud fra et fagligt perspektiv. Det er ikke kun invaliderende for det enkelte barn, men har oftest også store følgevirkninger for hele familien, hvor den ene af forældrene i mange tilfælde må holde op med at arbejde for at passe barnet hjemme.
Ligeledes har vi op til 3 års venteliste på familier, der ønsker at komme i behandling i Dialog mod Vold, som er AskovFondens tilbud til familier, hvor der er vold. Her taler vi om familier, hvor udøveren gerne vil tage ansvar og ønsker at bryde med volden. Allervigtigst handler det om, at vi lader børn vokse op i voldens skygge, og ikke griber ind, på trods at familierne rækker ud efter hjælp.
Det er som, at man skal være faldet helt ud over kanten, før man kan forvente at få den rigtige hjælp. Og her er det ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt det overhovedet kan lykkes at få det enkelte menneske tilbage på sporet, men også at det er unødvendigt omkostningsfyldt for samfundets økonomiske bundlinje.
Når vi taler om udsathed, så er det som om, at fornuften og logikken helt forsvinder i diskussionen
Hvorfor anvender vi ikke alt den viden, vi har om tidlig indsats og arbejder med forebyggende og langsigtede løsninger, når vi ved, at det er dét, som virker.
Vi har talt om tidlig indsats i alle de 25 år, jeg har arbejdet indenfor socialområdet. Men når systemer med forskellige mål og logikker skal arbejde sammen, så ender løsningen oftest i nye reformer, som spænder ben for de gode individuelle indsatser.
Overordnet er vores velfærd godt for flertallet, men når vi taler om de allermest udsatte, så er vi langt fra målet. Vi skal have fokus på kvalitet og effekt fremfor aktiviteter og lovmæssige krav, der bringer mennesker længere væk fra at være en del af fællesskabet.
Jeg læser med stor interesse og glæde de første udmeldinger fra den nye regering, hvor statsministeren identificerer sig som børnenes statsminister og socialministeren melder ud, at vi skal have større fokus på tidlig indsats. Det afgørende for mig er, at vi kan tale om de ting, der bør gøres anderledes, da forudsætning for en ny udsigt er indsigt til at komme derhen, hvor handlinger skal vise vejen.
Det kan betale sig at investere i mennesker, og vi skal blive bedre til at udarbejde de økonomiske incitamenter, der viser, at forebyggende indsatser har effekt, også på den økonomiske bundlinje.
Med henblik på at lægge op til en konstruktiv dialog er her mine perspektiver på afgørende forandringsnøgler, som kan gøre en forskel i fremtidens velfærd for de allermest udsatte.
Forandringsnøgler, som kan gøre en forskel
- Vidensopsamling og evidens
Registrering og dokumentation er ikke af det onde. Men det er vigtigt, at vi holder os for øje, at vi gør det af hensyn til den enkelte borger – ikke for systemets skyld
Jeg mener, at det er en falliterklæring ikke at opsamle viden og måle på resultater men blot blive ved med at gøre mere af det samme, uden nævneværdig effekt. Det giver både menneskelig og økonomisk mening at finde de mest virksomme løsninger på alskens sociale problemstillinger og prioritere de sociale indsatser, der virker efter hensigten.
Vi skal gøre op med årtiers berøringsangst over for at måle, hvad der virker. Vi skal erkende, at noget virker bedre end andet. Det betyder også, at vi helt nøgternt skal turde lukke sociale indsatser, der ikke har nogen reel effekt.
- Sociale investeringer
At få investorer ind i ligningen på socialområdet kan sammenlignes med det, der skete på miljøområdet for 10-15 år siden.
I min optik handler det især om at omfavne en ny måde at tænke på. Vi har i mange år symptombehandlet og ageret reaktivt. Socialpolitikken har de facto kunnet sammenlignes med brandslukning, og der er først blevet reageret, når tingene for alvor er gået galt. I stedet bør vi være langt mere proaktive og forebyggende i løsningen af sociale problemstillinger, simpelthen omstille os til at se investering i forebyggelse som en god forretning for samfundet som helhed.
Der skabes en incitament-struktur, hvor kommunen er interesseret i at løse problemet og på sigt spare penge ved at forebygge f.eks. hjemløshed. Serviceleverandørerne bliver målt på deres resultater og ikke, som i dag, på deres aktiviteter. Investoren tager risikoen og kan – hvis det går godt – få et begrænset afkast på for eksempel 5 procent. Det allervigtigste er dog, at det altid vil være kommunen, regionerne og staten, der får den største gevinst, da f.eks. forebyggelse af hjemløshed blandt unge ikke kun er til gavn for målgruppen men også er en stor besparelse i forhold til de følgeomkostninger, som et liv i hjemløshed og udenforskab koster. I Danmark ved vi, at det koster 7,3 millioner per individ, vi mister til et liv i udenforskab. Så der burde være plads til mange gode investeringer i det enkelte menneske for at forebygge dén deroute og omkostning.
Den Sociale Investeringsfond kan være en af de konkrete løsninger for at få i gangsat dette, men det kræver at politikerne holder sig fra detailstyring og mikro-management, og lader aktørerne være med til at vurdere hvor og på hvilke områder, det giver bedst mening at investere.
- Civilsamfundets rolle
En af fordelene ved civilsamfunds indsatser er, at mennesker oftest benytter sig frivilligt af dem. De kan godt være henvist, men som udgangspunkt er det baseret på deres egen motivation for forandring. Når man som familie henvender sig til kommunen for at få hjælp, så hører vi ofte, at angsten for at få fjernet børnene eller andre indgribende foranstaltninger blokerer for samarbejdet og åbenheden. Det er svært at skulle fortælle om dét, der er allersværest, hvis man samtidig skal overveje konsekvensen af den vurdering, som samtidig finder sted. Det betyder desværre også, at vi ofte først forholder os til de mest udsatte, når vi får underretninger, som der skal handles på. Her kan civilsamfundet supplere med en anden tilgang. Vi oplever dagligt, at mennesker i krise kommer og søger hjælp, og i mange tilfælde er det vores fornemmeste opgave at bygge bro til kommunen for at få vedkommende til at få den rette vejledning. Samtidig kan vi holde personen i hånden og tilbyde meningsfulde fælleskaber, som kan være afgørende for en positiv progression.
Derfor er det afgørende, at I får skabt et bæredygtigt fundament for civilsamfundsorganisationer, der kan være medvirkende til at udvikle og skabe inkluderende fællesskaber. Når satspuljen lukkes ned, må I overveje, hvordan I alligevel skaber et fundament for, at civilsamfundsorganisationer og de mange unikke tilbud kan overleve.
Endelig er innovationskraften af afgørende betydning. Hvis vi skal blive bedre til at udvikle sociale velfærdsløsninger, og hvis der lukkes ned for at søge finansiering til projektudvikling, så frygter jeg, at udviklingen på socialområdet vil stagnere eller gå i stå. Kommunerne kan meget, men min erfaring er, at civilsamfundsorganisationer kan noget andet. Vi kan få en ide i dag og realisere den i morgen, fordi vi ikke er underlagt bureaukratiske spilleregler og unødigt hierarki.
- Relationsvelfærd frem for systemvelfærd
Grundforudsætningen for, at vi for alvor får hjulpet de mest udsatte, er, at den der skal hjælpes, selv er med til at formulere, hvad der er det vigtigste problem at løse, og ikke mindst at vedkommende selv er med til at finde løsningen. Vi skal have mennesket tilbage i centrum.Der er behov for at kigge på regler og reformer i et mere nuanceret perspektiv. Hvis de nuværende styringsmekanismer fortsætter, så risikerer vi at endnu flere mennesker presses ud i et liv i udenforskab.
- Samarbejde på tværs
Ligesom kommunerne skal blive bedre til at samarbejde på tværs af forvaltninger og målsætninger, så har vi også brug for, at Social- og indenrigsministeriet, Undervisningsministeriet og Finansministeriet arbejder med det faktum, at sociale udfordringer ikke løses, uden at vi både kigger på de grundlæggende sociale faktorer og uddannelsesmuligheder samt ikke mindst den langsigtede finansielle effekt, der er ved at investere langsigtet og effektbaseret.
I har muligheden for at skabe velfærdssamfundet vol. 2, hvor vi tør tale om effekt og meningsfuld dokumentation, og allervigtigst: hvor vi tør lytte til de virkelige eksperter, som jo er dem, der har erfaret systemet på egen krop og oplevet afmagten i vores systemvelfærd. Min erfaring er, at når vi bruger den viden, vi har og lytter til dem, det handler om, så får vi klare svar på, hvordan vi kunne have grebet ind og forebygget den sociale deroute. Det er afgørende viden, hvis vi skal ændre fremtidens velfærd for de mest udsatte.
Jeg ser frem til at samarbejde med jer.
//Helle Øbo, adm. Direktør AskovFonden