Kommunal gulerod skal få folk hurtigt i job – men virker det?

Torsdag den 27. august læste jeg en artikel i Politiken om den nye refusionsreform, som netop er blevet vedtaget af et bredt politisk flertal på Christiansborg. En reform som markant ændrer den måde, kommunen får refusion for mennesker, der er på overførselsindkomst. Kort fortalt handler det om, at refusionssatsen nedtrappes over tid, således at borgere fra januar 2016 får 80% af udgifterne dækket af staten de første fire uger, hvorefter procentsatsen trinvis falder, og ender på kun 20% efter et år (52 uger) på overførselsindkomst. Og det gælder uagtet årsagen til, at disse borgere står udenfor arbejdsmarkedet, herunder sygdom, sociale årsager eller andet. Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen udtaler, at flere skal i arbejde og han mener, at det kommer til at ske med den nye refusionsreform.

Når jeg læser dette, kan jeg ikke lade være med at undre mig, og allermest bliver jeg bekymret! Min oplevelse i AskovFondens tætte samarbejde med kommunerne er nemlig, at der allerede er stor opmærksomhed og vilje til at få mennesker i arbejde. Og hvad med den vigtige udfordring, som ligger i den gruppe af mennesker, nemlig de sårbare og udsatte, som har stået udenfor samfundet længe, og som vi ikke bare kan sende ud på arbejdsmarkedet med den præmis, at det SKAL de!

I denne vigtige gruppe er mennesker, som måske har været indlagt på psykiatriske afdelinger i flere år, mennesker som er vokset op i udsatte familier, børn som aldrig har fået hjælp til at læse lektier og derfor ikke har gennemført 9. klasse afgangseksamen. Der er unge, som er hjemløse, og som har forsørget sig via kriminalitet. Og – når denne gruppe skal ind på arbejdsmarkedet igen, kræver det en lang, tålmodig og håndholdt indsats. Og hvis indsatsen skal virke, må den tage udgangspunkt i, at borgerne har nogen, de kan støtte sig op af, som motiverer dem og som faktisk tror på, at de kan. Og – netop udfra denne optik, synes jeg faktisk, det er direkte unuanceret og stærkt bekymrende, at vores samfund efterhånden tror, at jo mere vi strammer, straffer og sanktionerer, jo flere vil komme i arbejde…fordi vi siger det!

I bund og grund er vi enige om, at mennesker skal tage ansvar for sig selv, og det samfund de er en del af. Problemet er bare, at vi er nødt til at have forståelse for – og en indsigt i, at det kræver en særlig vej og proces, før vi når dertil. Og – den vej er alt andet end snorlige, og kan ikke beskrives i en kvantitativ model, hvor vi kan se output her og nu.

Når man er vokset op uden bæredygtige relationer, når man føler sig ensom og isoleret, og måske ikke har lært helt grundlæggende kompetencer, så er vi nødt til at starte et andet sted. Det sted kalder vi mødet. Mødet, hvor respekten og tilliden langsomt skal bygges op, så vi sammen kan få aktiveret alle de ressourcer, der findes i det enkelte menneske. For at kunne tilbyde den samme hjælp og støtte til alle, er vi nødt til at behandle alle forskelligt, nemlig specifikt i forhold til de behov de har. Fordi vi ved, komplekse problemer kræver fleksible løsninger.

Så kære politikere, jeg vil meget gerne invitere jer til et møde med nogle af de her mennesker, og give jer mulighed for at få indsigt i, hvad det er, der reelt skal til, for at få alle til at blive en del af vores fælles samfund. Det skal kun koste jer en times tid. Til gengæld lover jeg, at I går hjem med ny viden og oplevelser, som forhåbentlig vil nuancere jeres syn på de mennesker, vi taler om. Min overbevisning og drøm er faktisk, at vi i samarbejde på tværs af de traditionelle sektorer, kan træffe endnu bedre beslutninger, og i fællesskab netop kan skabe det samfund vi alle ønsker.

Fordi alle vinder når ingen taber.

Kh Helle Øbo