Kunsten at hjælpe…

Søren Kierkegaard skrev i 1862 det måske mest banebrydende, der nogensinde er skrevet om at hjælpe andre. Hver gang jeg læser det, bliver jeg opmærksom på, hvor eksistentielt det er for vores arbejde med socialt udsatte. Nemlig at vi altid viser ydmyghed og respekt for, hvor det enkelte menneske befinder sig på livets vej.  Måske er dét som Kierkegaard skriver ”For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, må jeg kunne forstå mere end han – men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår” ikke bare afgørende for at hjælpe den enkelte, men også én af de væsentlige forandringskomponenter for fremtidens velfærd.

I dag har vi bygget en systemvelfærdsmodel op, hvor vi på forhånd har defineret, hvad det er, der er vigtigste for den enkelte og her begynder derouten med modstand og dårlig effekt allerede.

Et eksempel er, når vi møder en ung, der har udfordringer som hjemløshed, ringe eller ingen færdiggjort skolegang, flirten med eller direkte misbrug af stoffer og demotiveret på livet på grund af alle de åbenlyse nederlag, han/hun som menneske har haft i et stadig relativt kort liv. Her er det afgørende, at vi gør os umage, for selvom vi har åbenlyse forudindtagede holdninger til, hvad der er det vigtigste, så er vi nødt til at starte dér, hvor den unge er og ikke dér, hvor vi mener, den unge skal være. Vi er nødt til at finde ham dér, hvor han er, som Kierkegaard skriver. Hos nogle af de unge vi møder, begynder rejsen – mod at komme i uddannelse eller at få arbejde – med, at have noget at stå op til og for andre er dét vigtigste, at blive en del af et meningsfuldt fællesskab. For at skabe forandring, er vi nødt til at starte dér, hvor den unges motivation er størst og ikke dér, hvor vi mener, det største problem er. Det kræver, at vi tør lægge vores forfængelighed – og vores ønske om at være den gode og kloge til side – og virkelig lytter åbent. Med et nyere begreb kalder vi det at mentalisere, hvilket betyder at vi skal tilstræbe at have den andens sind i sinde, når vi træffer beslutninger, som vedrører andre mennesker.

Med den nuværende forvaltningsstruktur, som vores velfærd er bygget op omkring, gør vi reelt det modsatte, idet vi på forhånd har defineret, hvad det er, vi skal løse og ofte også i hvilket tempo. Og konsekvensen er, at flere unge hellere vil stå udenfor samfundet end at være med på de andres præmisser.

Jeg mener, det er altafgørende, at vi redefinerer vores struktur og systemer, så vi først og fremmest møder mennesker med den indstilling, at de godt selv ved og kan vurdere, hvad der er det vigtigste for dem. På den måde kan de professionelle facilitere processen konstruktivt, fremfor at være drivere med mennesket som påhæng i forløbet.

Jeg vil lade Kierkegaards citat stå som afslutning af denne blog, da den med de fineste ord beskriver det eksistentielle i forudsætningen for at hjælpe et andet menneske.

At man, når det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der.

Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.

Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, når han mener at kunne hjælpe en Anden.

For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, må jeg kunne forstå mere end han – men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min Mere-forståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min Mere-forståen gældende, så er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentlige vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse.

Søren Aabye Kierkegaard maj 1813 – 11. november 1855

Kh Helle

Helle Øbo  6/2016